Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Sundhed skal serveres anderledes
Sussi Boberg Bæch  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Skygger solråd for optagelse af D-vitamin
Tina Juul Rasmussen   [ TEKST ] Peter Sørensen  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Vi løser opgaverne i fællesskab

Appel til Christiansborg

Det arbejde, der ligger i at udvikle børn og unge, drage omsorg for ældre eller behandle patienterne på sygehuset, værdisættes ikke på lige fod med mændenes arbejde. Det må ændres. Og det er politikerne ansvar at skabe lige løn mellem køn.

 

Det er og bliver en gåde for mig, at der stadig i 2017 ikke er lige løn for lige arbejde i Danmark. Derfor krævede det heller ikke mange overvejelser at skrive under på den appel, som vi i Sundhedskartellet sammen med BUPL, FOA og SL, der lige som os, repræsenterer de kvindedominerede fag på det offentlige arbejdsmarked, netop har sendt til folketingets politikere.

Vi har krævet en politisk indsats for at skabe lige løn for arbejde af samme værdi. Det er der ikke i dag. Der er stor forskel på lønningerne i fag, der er domineret af kvinder og fag, der er domineret af mænd. Særligt grelt står det til for de mellemlange videregående uddannelser. En diplomingenør tjener ca. 27 procent mere om måneden end en  professionsbachelor i ernæring og sundhed, selv om længden på deres uddannelser er den samme. Også inden for erhvervsuddannelserne er der forskel. En mekaniker tjener i snit 16 procent mere end en ernæringsassistent. Og sådan kunne jeg finde mange slående eksempler på, at ‘mænd og teknik’ værdisættes højere end ‘kvinder og omsorg’.

Vi står netop nu overfor at skulle forhandle overenskomster med arbejdsgiverne. Og lige som ved tidligere overenskomster vil højere løn til de faggrupper, der halter bag ud, selvfølgelig være et af kravene. Vi har forhandlet os til rigtigt mange forbedringer gennem tiden. Men lønefterslæbet i kvindefagene er så stort, at uanset, hvor mange overenskomster vi kommer til at forhandle, vil vi aldrig kunne udligne den historisk betingede lønforskel alene gennem overenskomsterne. Det kræver politisk handling og øremærkede penge at opnå ligeløn mellem faggrupperne.

Vi kender vores værdi. Hvor ville vi være samfundsmæssigt, hvis der ikke var kost-, ernærings- og sundhedsfaglige til at sørge for sund mad til alle, der ikke kan selv. Hvor ville vi være, hvis ingen kunne vejlede kronisk syge om næringsrig og helbredende mad. Eller få genoptræningen af ældre til at lykkes? Nej, vel. Derfor er det også helt urimeligt, at kvinders arbejde, der værdsættes med anerkendende ord og skulderklap, stadig værdisættes lønmæssigt ringere end mændenes.

Lige løn for lige værd. Det appellerer vi til politikerne om at forstå. Det kan ikke være svært.