Beboerne kommer først

Gitte Bangsgaard er leder af Kastanjehavens køkken, der leverer mad til beboerne og tre andre plejehjem i kommunen, ialt 400 beboere. Hun har bedt sine medarbejdere om at tage direkte hjem fra arbejdet for at minimere risikoen for smitte. Hun ved, at det er hårdt. Og derfor er hun også særlig opmærksom på medarbejdernes trivsel.

To gange om dagen, klokken 7 og klokken 11, er der statusmøde. Klokken 7 er der måske tilmed tebirkes til kaffen.

– Så fortæller jeg, hvad der er af nyt. Det kan være her på stedet – de skal vide det, hvis der syge medarbejdere eller beboere. Det kan være nyt fra kommunen. Eller fra statsministeren eller sundhedsministeren. Vi drøfter de beslutninger og retningslinjer, vi får. Jeg kan også finde på at dele materiale ud, så vi får ny – og fælles viden.

På møderne er der plads til at lufte bekymringer og stille spørgsmål. Det er med til at skabe tryghed og arbejdsglæde.

– Det er vigtigt. Vi skal jo være friske til at gå på arbejde. Beboerne er helt afhængige af os, understreger Gitte Bangsgaard.

Og det mærkes, at det ligger hende meget på sinde. Så meget, at hun har meddelt sin familie at de ikke skal regne med hende for tiden.

– Jeg er nødt til at sætte mine egne behov til side og være her for beboerne. Og jeg har bedt personalet om at gøre det samme, erkender hun. Vi skal holde os friske! Så jeg beder dem om at køre direkte hjem fra arbejde og blive hjemme.

– Ikke alle er lige begejstret. Men de er seje alligevel. De tager ansvar og er stolte over indsatsen. Og de tilbyder tilmed at tage ekstra vagter. Og at komme i weekenden. Det er en fantastisk oplevelse.

– Og vi har brug for det, for jeg har måttet sende nogle udsatte medarbejdere hjem, f.eks. en, der netop er opereret for en kræftsygdom. De løber for stor en risiko ved at være på arbejde, forklarer hun, hvorefter hun nævner nogle af de mange praktiske foranstaltninger, som de har sat i værk:

– Når vi leverer mad til de øvrige plejecentre, stiller vi maden i forhallen. Sådan foregår det også hos os selv. Ingen ’fremmede’ kommer ind.  Alle møder er aflyst. Og håndværkere er sendt hejm. End ikke pårørende må komme ind, siger Gitte Bangsgaard. Og det minder hende om en lille ekstra opgave, de har fået.

– Når pårørende har stillet blomster og chokolade ved døren, pakker vi gaverne om, inden vi går ud med dem. Det er for at hindre smitte fra emballagen.

– Forleden stod der en pårørende på P-pladsen og talte i telefon samtidig med, at han vinkede – Vi undrede os, indtil vi så mor, der ’hang’ i vinduet. Man finder sine måder. Det var rørende.

Nyd endnu et par glimt af hverdagen for ernæringsprofessionelle,

der knokler for ar finde nye måder at samarbejde og yde omsorg på:
De passer på andre – og sig selv.