Bedre måltider til ældre

Sundhedsstyrelsen relancerer vidensbank

Der findes en masse gode eksempler rundt omkring i kommunerne, hvor ernæringsprofessionelle i samarbejde med plejepersonalet har sat projekter i gang eller skabt permanente forandringer, der har vist sig at være til gavn for borgerne. Det kan være små tiltag eller større forandringer som eksempelvis at skabe en bedre måltidskultur i plejeboligerne eller udvikle måltider til ældre med tygge-synkebesvær. Det kan også handle om at organisere arbejdet anderledes f.eks. ved at etablere ernæringsteam på tværs af fag eller at udvikle kompetencerne hos enkelte faggrupper.

– Der findes en masse gode eksempler, men det er ikke altid at de erfaringer de enkelte steder ligger inde med bliver delt med andre, og det er formålet med vidensbanken, sige projektleder Louise Hansen i Sundhedsstyrelsen.

Nye ideer kommer til

Det vil fremover være Sundhedsstyrelsen der står bag Bedre måltider til ældre og ideen er, at der løbende vil blive lagt nye ideer og cases ind i banken.

Vidensbanken bygger videre på en indsats, som Fødevarestyrelsen i samarbejde med Kost og ernæringsforbundet og Madkulturen satte i gang i 2015, men hjemmesiden relanceres i dag ’i nye omgivelser og med et nyt indhold’, skriver Sundhedsstyrelsen.

Hvis du har erfaringer, som du mener, andre kunne inspireres af, må du meget gerne give dem videre til mad og måltidskonsulent i forbundet Karen Leth, kdl@kost.dk

Bedre måltider til ældre vil fremover kunne findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Her kan du også tilmelde dig en nyhedsmail og få  besked, når der er nyheder og nye cases i vidensbanken.

Sundhed hele livet

Bedre måltider til ældre er i øvrigt et resultat af den strategi for ’Mad, måltider og sundhed’, som den foregående regering lancerede i 2018 med henblik på at skabe forandringer mod bedre madvaner og sundhed livet igennem.

 

Temadage

Samtidig med relancering af hjemmesiden inviterer Sundhedsstyrelsen til tre temadage om bedre mad til ældre. Temadagene tager afsæt i forskning og cases fra kommunerne og er målrettet alle der arbejder med mad, måltider og ernæring til ældre. Du kan tilmelde dig hos Sundhedsstyrelsen.

Århus, den 21. november
Odense den 25. november
København den 2. december

Kilde