Behandling og individuel vejledning

Bringer ernæring ind i behandlingen

Jeg vejleder dagligt patienter og deres pårørende i maden som del af en behandling. Min opgave er at klæde patienter på, så de bedre kan leve med deres sygdom og ikke bliver mere syge. Det sker ved at sørge for, at patienterne har rette viden og redskaber til selv at tage en del af ansvaret for kostens rolle for deres sygdomsforløb. 

At være opdateret på den nyeste evidensbaserede viden om mad og drikkes virkning under både fysisk og psykisk sygdom er en central kompetence for mig. For eksempel vejleder jeg i, hvordan man som diabetiker tæller kulhydrater og får mængden til at passe sammen med sin insulin, eller hvordan man begrænser indtaget af fosfat i forhold til ens dialysebehandling. Generelt beregner jeg og vejleder i, hvordan patienter og borgere får nok protein og energi, når det kniber med at indtage det – for eksempel ved at sammensætte en ernæringsplan, der kan indeholde ernæringsdrikke eller sondeernæring, eller som tager individuelle hensyn til præferencer eller udfordringer, såsom tygge- og synkebesvær (dysfagi). 

Det er vigtigt for mig at være synlig og hele tiden øge bevidstheden hos mine kolleger om, at ernæring er en vigtig del af behandlingen. På den måde er jeg med til at skabe en kobling mellem ernæring, medicinsk behandling, fysisk træning og rehabilitering. Det er helt afgørende, at jeg kan kommunikere og samarbejde med det øvrige sundhedspersonale, patienter og ikke mindst de pårørende. 

Jeg er et vigtigt bindeled, når en patient har brug for ernæringsterapi. Her arbejder jeg sammen med patienten om, at sikre at patienten spiser og drikker mest hensigtsmæssigt for at blive rask, forebygge nye indlæggelser eller opnå bedre livskvalitet.


Mød de 11 faglige profiler fra Kost og Ernæringsforbundet. Læs hvilke konkrete kompetencer fagpersonen kan tilbyde inden for kost, ernæring og sundhed.