Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Sundhed skal serveres anderledes
Sussi Boberg Bæch  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Skygger solråd for optagelse af D-vitamin
Tina Juul Rasmussen   [ TEKST ] Peter Sørensen  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Vi løser opgaverne i fællesskab

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Børnenes frirum er i køkkenet

  • Nana Toft  [ TEKST ] MIT Kokkeri / Karl Ejnar Jørgensen [ FOTO ]
    Nana Toft [ TEKST ] MIT Kokkeri / Karl Ejnar Jørgensen [ FOTO ]

Du har læst 435 kogebøger for børn skrevet siden 1970. Hvad er det, du har konstateret?

Hvor børn i 1970erne blev betragtet som elever, der hjalp deres forældre i køkkenet, kan vi se, at de som tiden går bliver betragtet som mere og mere kompetente. Kogebøgerne støtter op omkring dét at eksperimentere og være kreative og måske ikke slavisk følge opskrifterne. Det æstetiske − og ikke mindst smagen − begynder at fylde mere og i den sidste periode, efter 2010 opfordrer kogebøgerne børnene til at erobre køkkenet og blive deres egen kreative, sanselige køkkenchef. I kogebogen Mit Kokkeri fra 2014 er der for eksempel fem gode råd til, hvordan børnene får forældrene ud af køkkenet. Samtidig ser vi et skifte i, hvem der skriver bøgerne. I starten er det udelukkende voksne. Lidt senere er det typisk (voksne) kendisser, men i slutningen af perioden ser vi, at også børnene og de unge bliver forfattere.

Smag bliver ‘det nye sort’, siger du. Hvorfor er det interessant?

I 1970erne og 1980erne står der intet om smag i kogebøgerne. Man skulle højst smage en ret til med lidt salt. I dag handler det meget om, at børnene skal tage ejerskab omkring smag. Tidsmæssigt starter det ved indgangen til nullerne, hvor Claus Meyer kommer på banen og introducerer “det sanselige barn”. Fokus går fra det ernæringsrigtige, fra kostpyramiden og de regelbundne opskrifter til en større frihed til at eksperimentere, nyde og sanse maden. Det samme sker i Madkundskab i skolerne, der kom med skolereformen i 2014: I dag handler undervisningen om at lære børnene at træffe kritiske madvalg. Formålet er ikke længere blot at få børn til at spise, men også at tage stilling til madens kvalitet, om og hvordan den er sund, og desuden nyde hele konceptet omkring måltidsfællesskabet.

Hvad fortæller udviklingen om samfundet generelt?

Det er jo et led i en større samfundstendens, hvor de voksne får større respekt for, at børnene er selvstændige individer. Det manifesterer sig også i køkkenet. Vi begynder at forstå, at hvis børn skal lave mad og tage ejerskab, så kræver det et rum, der ikke er overvåget eller styret af hverken forældre eller pædagoger. Det legende, det eksperimenterende − ja hele samfundets fokus på det sanselige og den såkaldte oplevelseskultur − ser vi også i køkkenet. Det bliver en værdi at skabe − og ikke mindst at fejle. Børnene giver den gas i dag, og hvis det ikke lykkes første gang, ja, så kan det være det lykkes anden eller tredje gang. Det er den tone, vi ser i kogebøgerne i dag. Mange større tv-udsendelser animerer også til det: Den store bagedyst for eksempel, hvor der er begejstring, gåpåmod og entusiasme.

Og her adskiller Danmark sig i øvrigt fra andre lande. I England, Japan og USA f.eks. er køkkenet stadig et farligt sted at være for børnene. “Børn skal overvåges”, som der står flere steder i udenlandske kogebøger. “De må ikke lave hemmelige retter”. Da jeg i august 2016 var på konference i Japan og fremlagde mit studie, var de ved at falde ned af stolen. I Japan er det noget med at have mundbind på og måle grøntsager ud med lineal.

Hvilken betydning har udviklingen for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige?

Mad og måltider er politik. Det er måske sat på spidsen, men holdningen til mad og måltider rejser spørgsmål som: Hvilket samfund vil vi have? Hvilken udvikling? Hvad er det gode liv? Og de spørgsmål er dybt relevante for fagfolk, for hvis de ikke kommer op på hesten og forstår, at mad og smag er politisk − hvis de i overført og i bogstaveligste forstand lukker døren til køkkenet − ja, så er de ikke med til at forme vores samfund.

I en bog af Morten Heiberg fra 2006 lyder et godt råd under opskriften på chokoladeglasur: “Husk at slikke skålen, inden den ryger i opvaskeren”. Der er fokus på nydelse og på det legende. Når samfundets syn på børn har ændret sig, bliver man som kost- og ernæringsfaglig nødt til at lave et 360 graders eftersyn af sig selv: Eksperimenterer jeg? Har jeg en dialog om smag? Skal jeg samarbejde mere? Det er ikke nok at lave mad til børn. I dag skal vi lave mad med børn. Skabe et frirum.

FAKTA
 

Forskning i børn, mad og kultur

Karen Wistoft professor mso ved DPU, Aarhus Universitet forsker i læring, madkundskab, smag og trivsel i skolen.

Hun er med i ledelsen af Smag for livet og står bag den sundhedspædagogiske profil i MIT Kokkeri, et madunivers, der skal give børn og unge lyst til at lave mad.

pure.au.dk/portal/da/ − Karen Wistoft
mitkokkeri.dk – om maduniverset

 

FAKTA
 

En anden vinkel

Er en serie artikler, der rummer et synspunkt fra en fagperson på en aktuel udfordring. Udfordringen ligger tæt på professionen, men det er ikke nødvendigvis op til jer at løse den.

Vi stiller tre spørgsmål − for så vidt det giver mening:

•   Hvad er det nye?
•   Hvorfor er det interessant?
•   Hvilken betydning har det for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige?

Læs tidligere artikler
Robotterne kommer
Kost, ernæring & sundhed nr. 6, 2017
Sund mad er en menneskeret
Kost, ernæring & sundhed nr. 9, 2017