De deler lederskabet i kantinen

Ernæringsassistent Susie Skovgaard og hendes kollegaer så hinanden dybt i øjnene og besluttede, at de gerne sammen ville drive kantinen på Solrød Gymnasium videre uden en formel leder, da kantinen pludselig stod uden leder i efteråret 2013. Gymnasiets rektor sagde ja til at lade kantinens tre medarbejdere prøve kræfter med kollektiv ledelse i en periode, og den løsning er medarbejderne ovenud tilfredse med:

− Vi er både kolleger og venner og gode til at samarbejde og løfte i flok, så det ville virke forkert, hvis en af os skulle udpeges til leder for de to andre. Derfor har vi i stedet delt både ansvar og opgaver mellem os, og det fungerer helt utroligt godt, siger Susie Skovgaard.

Hendes kollega Mona Grenz nikker bekræftende:

− Det er dejligt, at rektor gik med til den løsning, for det har givet os meget større arbejdsglæde, masser af ros fra kantinens brugere, og vi sælger mere mad ud af huset end tidligere, fortæller Mona Grenz.

Lønforhandling i hårknude

Kun på et enkelt punkt var medarbejderne utilfredse med den nye situation: Flere opgaver og større ansvar berettigede dem til en højere løn, mente de. De gik derfor til rektor og bad om lønforhøjelse, og rektor anerkendte, at deres løn skulle hæves, men han var ikke villig til at hæve den til det niveau, de tre medarbejdere fandt rimeligt.

− Vi henviste til, at skolen havde sparet køkkenlederens fuldtidsstilling, og at vi havde overtaget ansvaret for alt undtagen bogføring. Oveni vores hidtidige opgaver skal vi nu blandt andet bestille varer, stå for mad ud af huset og fastsætte priser, og det mente vi, at vi skulle kompenseres bedre for lønmæssigt, siger Mona Grenz.

Da parterne ikke kunne blive enige, valgte medarbejderne at kontakte Kost & Ernæringsforbundet for at få hjælp. Forbundet vurderede sagen og tilbød at overtage forhandlingerne, og det tilbud sagde Susie Skovgaard og Mona Grenz ja tak til.

− Vores egen forhandling med arbejdsgiveren var gået i hårknude, og vi var faktisk på nippet til at give op, for vi havde jo samtidig travlt med de mange nye arbejdsopgaver. Derfor var vi meget lettede, da forbundet overtog dialogen med vores arbejdsgiver og fik forhandlet en lønforhøjelse, der gjorde begge parter tilfredse, fortæller Susie Skovgaard.

Vigtig anerkendelse

For både Susie Skovgaard og Mona Grenz er lønforhøjelsen betydningsfuld. Ikke alene målt i kroner og øre, men som en symbolsk anerkendelse af det større slæb og ansvar, de nu tager.

− Det handler om mere end pengene. Det er en anerkendelse af vores indsats, og det er mindst lige så vigtigt. Mange sagde til os, at vi lige så godt kunne opgive på forhånd, men det blev en principsag, at vi ville behandles ordentligt, og selvom det har kostet blod, sved og tårer, har vi støttet hinanden, siger Susie Skovgaard.

Mona Grenz opfordrer andre medlemmer i sådan en situation til ikke at give op og at søge assistance i Kost & Ernæringsforbundet:

− Jeg er meget tilfreds med, at vores arbejdsgiver er endt med at anerkende, at vi skal have mere i løn på grund af de ekstra arbejdsopgaver og det øgede ansvar, vi har fået. Det var et hårdt forløb, og det resultat kunne vi ikke selv have opnået, siger hun.