De nye sundhedsaftaler

Sundhedsstyrelsen godkendte 23. august 2019 sundhedsaftalerne i alle fem regioner. Sundhedsaftalerne er vigtige, da de i de næste fire år udgør den strategiske ramme for, hvordan sundhedsvæsnets aktører, kommuner, regioner og almen praksis, skal skabe bedre sektorovergange for borgere og patienter.  Aftalerne indeholder kort sagt ’det fælles fodslag’ om forebyggelse, bedre behandling og om tidlig opsporing. Det er vigtige områder set i ernæringsprofessionelt perspektiv.

”Koordineringsudfordringer er til stede, og det synes jeg sundhedsaftalerne rammesætter ganske udmærket. Nu venter der en stor og vigtig opgave med at igangsætte og sætte økonomi bag de initiativer, som skal føre ambitionerne ud i livet. Og her opfordrer jeg til at huske de ernæringsfaglige, og styrke deres kompetencer. For de er en helt naturlig del af opgaveløsningen, hvis ’det fælles fodslag’ skal lykkes”, siger formand Ghita Parry.

Tre vigtige indsatsområder

Kost og Ernæringsforbundet opfordrer særligt til, at aftalepartnerne sætter gang i initiativer på følgende tre områder: underernæring, fedmeforebyggelse og nem adgang til ernæringsvejledning

1. Underernæring: Der skal være ernæringsteams i alle kommuner

Udfordringen på tværs af sektorer
Alt for mange patienter og ældre bliver stadig underernæret under et sygdomsforløb, fx taber 43% af de ældre sig, når de er indlagt. [1] Det skyldes ikke mindst, at kommunikationen omkring ernæring og koordination af ernæringsindsatser på tværs af sektorerne mange steder stadig halter, og at silo-tænkning gør det svært at sikre, at borgerne får, hvad de har brug for. Fx viser en ny undersøgelse blandt bl.a. konsultationssygeplejersker, at 37% af dem ikke henviser underernærede KOL-patienter til ernæringsterapi, da de ikke ved hvortil de kan henvises.

Løsningsforslag
Kost og Ernæringsforbundet opfordrer regioner og kommuner til i højere grad at anvende de kompetencer der skal til, for at sikre, at borgerne får nok at spise. Der skal være tværfaglige ernæringsteams i alle kommuner og på sygehusene, til at sikre tidlig opsporing af problemet, samt iværksætte indsatser, samt samarbejde på tværs af kommune og region vil kunne give den enkelte borger det rigtige ernæringstilbud og dermed gøre en kæmpe forskel for livskvalitet og samfundsøkonomi. Det bør blive et klart mål, når sundhedsaftalerne skal udmøntes i praksis. 

2. Forebyggelse af livsstilssygdomme og svær overvægt: Ernæringsvejledning skal være tilgængelig for borgerne, før det bliver til en egentlig diagnose.

Udfordringen på tværs af sektorer
Sund mad, viden og motivation er helt centrale elementer, hvis man vil forebygge livsstilssygdomme. De nationale sundhedsprofiler fra 2017 viste, at mere end halvdelen af den danske befolkning er overvægtige, og at antallet er i vækst. Omkring en femtedel af mænd og kvinder i alderen 35-74 år er svært overvægtige og har et BMI på 30 eller derover. Hver tredje person med type 2-diabetes har allerede en følgesygdom, når de får stillet diagnosen. Det er ikke tilstrækkeligt med oplysningskampagner for at stoppe den udvikling.   

Løsningsforslag
Sundhedskoordinationsudvalgene skal sikre konkrete samarbejdsaftaler, så borgerne får adgang til ernæringsfaglige kompetencer – også før overvægten bliver til ’svær overvægt’, og der opstår følgesygdomme. Derfor opfordrer Kost og Ernæringsforbundet til, at ernæringsvejledning bliver tilgængelig for borgere, før det bliver til en egentlig diagnose. Sørg for at borgerne har mulighed for at blive henvist til ernæringsvejledning/diætbehandling som led af deres behandling. I Esbjerg tilbydes fx vægttabsforløb[2] for overvægtige børn og unge. Tilbuddet er et samarbejde mellem kommunens sundhedscenter og bl.a. sygehusets diætister. Sådan et samarbejde kan med fordel udbredes til en bredere befolkningsgruppe og til flere kommuner. 

3.  Lokale samarbejder mellem kommune, almen praksis og diætister skal sikre hurtig og smidig ordinering af ernæringspræparater

Udfordringen på tværs af sektorer
Alvorligt svækkede og plejekrævende patienter skal de fleste steder omkring den praktiserende læge for at få ordinereret ernæringspræparater. Det er en besværlig og unødvendig omvej, da det oftest er den kliniske diætist, som kan lægge den rigtige ernæringsplan og vejlede om de rette ernæringspræparater.

Løsningsforslag
Derfor har man fx i Skive valgt at uddelegere opgaven, så de kliniske diætister ordinerer ernæringspræparater (se Fagbladsartikel). Det har betydet hurtigere og smidigere arbejdsgange, hvor borgeren ikke skal til egen læge eller ordinerende stamafdeling. Mange kommuner kunne med stor gavn for den enkelte patient gøre det samme og etablere disse rammedelegationer i samarbejde med de lokale praktiserende læger.