Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Jeg giver en hjælpende hånd
Superfood. Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Sandhed om sundhed

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Den, der har maden - har magten

  • Mette Jensen og Tina Juul Rasmussen   [ TEKST ] Scanpix  [ FOTO ]
    Mette Jensen og Tina Juul Rasmussen [ TEKST ] Scanpix [ FOTO ]

Viden er magt, og da det er − og altid har været − en central opgave for staten at udøve magt over borgerne, har staten brug for viden om borgerne. En viden, der i princippet bruges til at skrue et godt velfærdssamfund sammen, forklarer Naja Buono Stamer, sociolog og medredaktør på bogen Madsociologi.

Det er derfor, at folkeregisteret er fyldt med data om os. At Danmarks Statistik undersøger, hvordan vi lever og arbejder, hvad vi spiser, hvornår og med hvem, hvem der bliver overvægtig eller får andre livsstilssygdomme. Og at der skrives udførlige oplysninger om os og vores helbred ind i patientjournalen, hver gang vi er i kontakt med sundhedsvæsenet.

− Når staten indsamler al den viden om borgerne, så er det i princippet for det gode, understreger Naja Buono Stamer. Målet er at indrette samfundets institutioner bedst muligt. Men det er samtidig et godt eksempel på, at viden er magt. Det at vide så utrolig meget om os − som vi ikke selv ved, vel at mærke − betyder, at vi er mulige at påvirke. Og det gør staten − med eller uden vores viden.

Et gennemsnit passer ikke altid på den enkelte

Problemet med de mange statistiske data er, at de er udtryk for en gennemsnitsbetragtning. De fortæller, hvem borgerne er samlet set, men rummer ikke viden om den enkelte borger, som f.eks. er afhængig af statens tilbud om ernæringsvejledning eller madservice. Den viden ligger derimod hos kost-, ernærings- og sundhedsfaglige, for det er den viden, de får i kontakten med borgerne.

Og den viden er der kamp om for tiden, mener Naja Buono Stamer.

− Det er en viden, der ikke er baseret på forskningsresultater og et hav af statistiske data, men på viden kombineret med en faglig fornemmelse for, hvad der er et godt måltid for de borgere, de har med at gøre. Det kan f.eks. være børn i institution, ældre på plejecenteret eller raske borgere, som de møder i det kommunale sundhedscenter.

Fordi denne viden er anderledes og måske ikke kan tælles og måles, kan der opstå en interessekonflikt mellem staten, borgerne og de fagprofessionelle, forudser Naja Buono Stamer.

Statens forlængede arm

Staten vil gerne gøre noget for at få de bedste borgere! Det er dem, der er sundest, mindst syge, mest produktive. Dem, der kan give staten så meget som muligt for så få penge som muligt. Borgernes interesse er derimod at have størst mulig indflydelse på deres eget liv. Og herimellem står de fagprofessionelle. De er uddannet til at bakke op om statens intentioner, men også til at hjælpe borgerne med at tage ansvar og kontrol over deres eget liv − med maden.

− Kostrådene er i princippet et udtryk for staten. Dem skal de fagprofessionelle få til at lykkes. De skal skabe livsduelige borgere. Men hvis de alene tager det på sig, bliver de statens forlængede arm. Hvis de i stedet indtager deres egen magtposition og medierer mellem staten og borgerne, kan de sammen med borgerne tegne et bredt billede af, hvad der betyder noget for borgerne. Og de kan vise, at madvanerne er individuelle og bundet op på tradition og kultur. Det er en stærk viden. Også selvom den ikke er så operationel som statens eller Fødevarestyrelsens viden, siger Naja Buono Stamer.

− Om interessekonflikten kommer til udtryk eller ej, det afhænger af, hvordan det offentlige styrer de fagprofessionelle. Og hvordan de fagprofessionelle på deres side stadfæster deres egen position og tager den magt på sig, de har i kraft af deres viden om kost og ernæring og deres erfaring med borgernes forhold til mad og måltider, og bruger den konstruktivt til borgernes bedste.

Borgerne skal have magten

Hvis du som kost-, ernærings- og sundhedsfaglig siger til borgeren: Jeg vil gerne have dig til at forstå betydningen af det, du spiser, fordi jeg gerne vil bidrage til at give dig magt over dit eget liv, er der så stadig tale om magt?

− Ja, det er der. Men det er ikke dårligt. Magt er ikke dårlig. Det skal vi huske. Magten vil være der i kraft af, at du har en viden om maden, som borgerne ikke har. Og hvis borgerne skal have magt over deres eget liv, skal de have den viden. Det er det, som sociologerne kalder for empowerment − at flytte magten så tæt på borgerne som muligt og give borgeren mulighed for at tage kontrol over og ansvar for sit eget liv. Det kan du bidrage til som fagprofessionel, hvis du tager magten på dig.

− Gør du det, vil du i øvrigt også stå over for en ‘modmagt’, nemlig den viden eller vilje, borgeren møder dig med, der handler om, hvad han eller hun synes er vigtigt eller dejligt at spise. Og det kan bidrage til forståelsen af, i hvor høj grad mad og måltider er forbundet med kultur og tradition. Og det udvider de fagprofessionelles handlemuligheder over for borgerne, siger Naja Buono Stamer.

Mad er offentlig og privat på en gang

Hun peger på det dilemma, der er forbundet med, at mad og måltider er noget af det allermest private, samtidig med at det også er et offentligt anliggende. Der er en offentlig holdning til, hvad man skal spise, og et ønske om at regulere madvanerne. Og her er det, at de fagprofessionelles viden betyder, at de kan gå ud over statens intentioner om at skabe solide og livsduelige borgere og i stedet hjælpe borgerne til at magte maden, mener hun.

− Mange har det rigtig svært med maden, samtidig med at den giver dem nydelse og glæde. Mad og måltider påvirker folk både fysisk og mentalt. Det er meget komplekst. Hvis de fagprofessionelle i stedet for at få borgerne til at spise noget bestemt forsøger at forstå den magt, der ligger i måltidet, og bruger ressourcerne på at undersøge folks livsværdier, så kan de bygge noget op sammen med borgerne i stedet for at tage magten over borgerne. Og de kan bidrage til ikke kun at gøre folk sundere, men at øge deres livskvalitet − og gøre dem gladere, fremhæver hun.

Hvis vi lykkes med at øge borgernes livskvaltiet, er vi så ude over magtrelationen?

− Nej, det kommer vi ikke, det er en naiv tanke. Men hvis vi bliver bevidste om vores magt, kan vi opbygge noget sammen med borgeren. I stedet for at tage magten over borgeren. Magt er også at lære folk at mestre − eller magte − deres liv.

− Det kræver selvfølgelig nogle andre ressourcer at arbejde med borgeren på den måde, og det kræver sandsynligvis også, at man som fagprofessionel tager et slagsmål med staten, kommunen, regionen, eller hvor man er. Og det bliver stadigt vigtigere i de kommende år, forudser Naja Buono Stamer.

FAKTA
 

Magten er produktiv

Vi forbinder ofte magt med noget negativt og en mulighed for at udnytte andre. Men i filosoffen Foucaults forstand er magt ikke noget, nogen bruger til at undertrykke andre med, men en neutral evne til at forårsage, påvirke og forandre.

Magt er noget, der udøves, og magten er produktiv. Viden er magt, og der er magt til stede i alle relationer.

 

Kost, ernæring & sundhed har spurgt fire 'madprofessionelle', hvordan de bruger magten over maden, eller hvordan de anbefaler andre at gøre?

 

Jeg sætter dagsordenen sammen med patienten

Line Dam Bülow, klinisk diætist på Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital

− Som klinisk diætist på en kræftafdeling er det min fornemmeste opgave at formidle min viden om mad og ernæring, altså min ‘magt’, så det både er ernæringsmæssigt funderet efter de præmisser, som den enkelte situation kræver, og er meningsfuldt og anvendeligt i praksis.

− Det betyder, at jeg i høj grad individualiserer min praksis. Jeg ser altid på det enkelte menneske og de muligheder og handlekompetencer, som findes. Min ernæringsmæssige viden kommer kun patienter og pårørende til gode, hvis jeg kan finde ind til det, der er centralt og væsentligt i deres hverdag. Det nytter ikke, at jeg vil have fokus på mælkeprodukter og protein, hvis patienten ikke kan lide mælk, eller taler vægtøgning, hvis patienten har så svære bivirkninger af en behandling, at stabil vægt knap er mulig.

− Jeg sætter i reglen dagsordenen sammen med patienten og evt. de pårørende og i samarbejde med mine læge- og sygeplejekolleger. Så jeg føler egentlig ikke, at min viden er min magt − jeg ser mere på den som en ressource, der skal komme mine patienter og deres pårørende til gode.

− Men jo, min viden og faglighed kan godt stride mod de ernæringsmæssige behov særligt hos de svært syge, hvor ernæringsbehovene ofte er umulige at opnå. Men hvis en patient er i kurativ eller livsforlængende behandling, og ernæringstilstanden er væsentlig for at kunne gennemføre behandlingen, vil jeg bruge mere af min ‘magt’ (læs: viden) til at lade patienten forstå vigtigheden af at følge vores anbefalinger og f.eks. at få lagt en ernæringssonde. Patienten har selvfølgelig altid det sidste ord og kan derfor vælge noget andet. Men jeg har god erfaring med at finde ind til det meningsfulde gennem dialog.

Jeg har fokus på de individuelle erfaringer

Bodil Just Christensen, antropolog og ph.d., Institut for Fødevare- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet

− Jeg forsker i svært overvægtige og effekten af fedmeoperationer og har fokus på patienternes individuelle erfaring. Der er stor forskel på effekten af fedmeoperationer på den lange bane. For dem, som ikke kommer i mål med at fastholde et vægttab, er det et meget hårdt slag, ligesom det er samfundsøkonomisk krævende − det er en dyr operation, og manglende vægttab øger sundhedsudgifterne. Derfor undersøger vi, hvad der kunne gøre, at patienterne opnår et tilfredsstillende resultat.

− For mennesker med svær overvægt er maden eller mangel på viden om kost og sund livsstil på ingen måde problemet. Er der nogle, som er gode til at tabe sig, er det dem. Jeg har talt med mennesker, som bogstaveligt talt har tabt og taget hundredvis af kilo på i deres liv. Men der er en social slagside i sundhed, og mange overvægtige er på overførselsindkomst. De er typisk meget pressede på økonomi og tid. Og ligesom alle os andre har de brug for at forkæle sig selv og børnene af og til. Men de har ikke mulighed for en forlænget weekend i London med teenagerne eller 40.000 kr. til at gennemføre en maraton i New York. Det er heller ikke normen i den socialklasse. De identificerer sig nærmere med et sommerhus, som i øvrigt også ofte er uden for økonomisk rækkevidde.

− Men så kan man jo altid forkæle sig selv eller sin familie med mad. Alle har råd til to liter is i Lidl eller slik og chips fredag aften til X Faktor. Så maden har magten i den forstand, at den er en måde at vise forkælelse på, en stemning af luksus. Og her er det rigtig tit børnene, der betyder meget, som forældrene vil vise kærlighed.

− Desuden ved vi fra den klassiske madsociologi, at der ligger en enorm socialitet og dannelse i måltiderne. Så her kan kostpyramiden nemt tabe kampen til hyggen og den gode oplevelse. Kvinden, som stadig står for langt det meste af madlavningen, sætter nemlig hensynet til, hvad manden og børnene kan lide, højere end det grønne og sunde.

Jeg skal påvirke leder og pædagoger

Eline Borberg, leder af køkkenet i Børnehuset Sankt Jørgen på Frederiksberg

− Min punchline er nærmere: ‘Den, som har viden om maden, har et kæmpe ansvar’. Det ansvar føler jeg meget tungt. Men jo, selvfølgelig har jeg også magt − det er jo suverænt mig, som bestemmer, hvad børnene får at spise. Og jeg påvirker dem ved f.eks. at blende supperne, så de ikke opdager, at de spiser blomkål, og jeg skjuler grøntsagerne i sovsen, ligesom jeg skruer langsomt op for mængden af karry i maden, så de vænner sig til smagen. På den måde har jeg jo magt.

− Derimod har jeg begrænset indflydelse på sukkerpolitikken eller på, hvordan man håndterer fødselsdagene i forhold til kager og sukker. Jeg har et kostfagligt ansvar for at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og når de siger, at børn under to år ikke skal have sukker i kosten, serverer jeg ikke mad med sukker. Punktum.

− Men i virkeligheden er det ikke børnene, jeg skal påvirke med min mad. Det er min leder og det pædagogiske personale. De er mine gatekeepere og nogle solide nogle, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sætter de pris på min mad, men sådan er det ikke alle steder, ved jeg. Nogle steder er maden på linje med andre praktiske opgaver − noget, der bare skal overstås.

− Jeg ville sådan ønske, at alle pædagoger i højere grad ville påtage sig opgaven med at lære børnene at tage ansvar for egen sundhed. Det er lige så vigtigt som at lære dem at læse og skrive. Og det frustrerer mig, at jeg ikke kan påvirke mere, end jeg gør. Omvendt må jeg også erkende, at selvom jeg har nogle meget markante holdninger om mad og sundhed, bliver jeg rundere og mere pragmatisk, jo længere tid jeg er i faget. Det tager jo tid at ændre holdninger og kulturer.

Jeg anbefaler, at man kender spillereglerne

Niels Heine Kristensen, professor med særlige opgaver, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

− I min forskning har jeg blandt andet set på politiske forhold og processer i relation til mad og måltider, og jeg underviser kandidatstuderende i fødevarepolitik. I den sammenhæng er magt jo et interessant begreb. Mange af vores studerende vil komme ud og varetage ledelsesopgaver af forskellig karakter i sammenhæng med mad og måltider. Og hvis de vil bruge deres faglige viden og gøre deres magt gældende, er de nødt til at kende den verden, køkkenerne agerer i. Derfor forsøger vi at give dem et billede af de politiske og markedsmæssige virkeligheder og de strukturelle forhold, som findes, og hvordan de bedst agerer her for at fremme deres sag.

− Det handler konkret om at vide, hvordan den organisation, man befinder sig i, er skruet sammen, og hvilke beslutningsgange og dagsordener som fylder. Det skal de kunne analysere. Og de skal vide, hvordan de med deres faglige baggrund kan fremlægge argumenter og påvirke. En pointe er at lære økonomernes sprog, så de bedre kan italesætte betydningen af ernæringens rolle i behandlingen af patienter på sygehusene eller underernærede ældre på plejehjemmene.

− Hvis man ikke kan tale beslutningstagernes sprog, er det svært at sætte maden og måltidet på dagsordenen. Det er ikke nok at have de kostfaglige argumenter i orden. Man skal kunne levere et policy paper eller beslutningsoplæg til et politisk udvalg eller til den kontorchef, som skal bære det frem.

− Så jo, de madprofessionelle har magt. Min pointe er, at hvis vi skal have flere med faglig viden om maden i de strategiske beslutningsprocesser, kræver det, at man skaffer sig viden om magten og dens lokale spilleregler og fastholder den ved at bruge de alliancepartnere, som er omkring maden og måltiderne.