Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Der er et magisk flow i køkkenet

  • Marie Preisler [ t e k s t ] | Sif Meincke [ f o t o ]

Eline Borberg er oprindeligt skuespiller og har taget mange ting fra teatrets verden med sig ind i jobbet som leder af køkkenet i Børnehuset Sankt Jørgen på Frederiksberg. Først og fremmest en ekstrem dedikation:

− Mange har undret sig over mit professionsskift, men skuespil og at lede et køkken i en daginstitution er slet ikke så forskelligt. Skuespillere skaber kun noget ved at sige ja til hinanden, det samme gælder her i køkkenet. Og begge steder skal man præstere her og nu, siger hun.

I fire år har hun været ansvarlig for maden til 145 børn mellem 0 og 6 år. Maden tilbereder hun i et lille køkken under daginstitutionen sammen med to køkkenassistenter, Mikireme og Hanne.

− Mikireme og Hanne er årsagen til, at jeg altid glæder mig til at gå på arbejde. Vi kan stå en hel formiddag og arbejde uden at veksle et ord, for vi ved bare, hvad der skal gøres. Vi bliver som tandhjul, der falder i hak, og der opstår et næsten magisk flow.

Eline Borberg ser sin opgave som langt større end at lave mad:

− Børn skal have mulighed for at tage vare på egen sundhed. Det forudsætter, at de får lyst og mod til at smage, og at de anser måltidet for et skønt sted at være. Måltidet tænder mig, og jeg ville elske at lave måltidspædagogiske forløb med børnene. Det ligger så smukt i tråd med læreplanerne, at alle kommuner burde ændre køkkenets rolle fra serviceorganisation til at være en del af det pædagogiske arbejde.

Mod på lederjob

Det er Eline Borbergs første lederjob, men næppe det sidste.

− Det var en mega satsning, for jeg havde aldrig kørt et køkken før og havde ingen lederuddannelse. Hvis jeg havde vidst, hvad det indebar, havde jeg ikke turde søge, men jeg kan godt lide at tage beslutninger og at styre slagets gang.

Den første udfordring var at få børnene til at spise hendes mad.

− De første to uger var frygtelige. Børnene ville ikke spise maden. Den så anderledes ud og indeholdt flere grøntsager. Men nu spiser de alt muligt. Forleden guffede de blåmuslinger, og levergryden er en sællert.

Når Eline Borberg renser fisk, tager hun nogle gange fisken med ud på legepladsen. Så stimler børnene sammen om hende og indfrier hendes drøm om at gøre køkkenet til et madværksted. Det pædagogiske personale har også en stående invitation til at komme i køkkenet med en gruppe børn og snitte, hakke eller smøre. Men det sker ikke så tit.

Bedre til kompromiser

Tålmodighed er ikke hendes fremmeste egenskab, men jobbet har lært hende kompromisset kunst.

− Det kan godt være, at en pastinak er sund, mens hvis ingen spiser den, duer det jo ikke.

På et enkelt punkt sætter hun dog hælene i. Hun nægter pure at servere sukker for de 0-3-årige.

− De mindste har ikke behov for is og kager, og jeg serverer ikke noget for dem med tilsat sukker.

Også med hensyn til økologi holder hun også fanen højt, og hun er pavestolt af en økologiprocent på 80.

− Vi bruger vores knappe ressourcer helt ud til kanten for at klemme mest mulig kvalitet ud af hver en krone. 

BLÅ BOG

 

Eline Borberg

43 år

Leder af køkkenet i Børnehuset Sankt Jørgen på
Frederiksberg og tillidsrepræsentant for 18 institutioner. Uddannet skuespiller, siden professionsbachelor i ernæring og sundhed, bacheloropgave om læreplaner i børnehaver i relation til måltider. Tidligere job i Tårnby Kommune.

MIN HVERDAG

CYKLEN: Jeg har ingen bil, så min cykel er mit vigtigste transportmiddel. Jeg bruger den mange gang hver eneste dag.

OPSKRIFTER: Min mappe med opskrifter er uden diskussion mit mest uundværlige redskab. Køkkenet kunne ikke fungere én dag uden den.

KOLLEGer: Jeg har et fantastisk samarbejde med mine to medarbejdere, Mikireme og Hanne. Når vi arbejder, opstår et ordløst flow.  

FAMILIEN: En vigtig kilde til inspiration. Jeg har mange gode snakke med min mand om ordentlighed, bæredygtighed og dyrevelfærd.  

YOGA: Det giver smerter og skader i skuldre og arme at lave mad til mange hver dag. De forsvinder, når jeg dyrker yoga, og jeg kan lide yogaens holistiske udgangspunkt.