Der er forbud mod forbud

Af Signe Kierkegaard Cain, journalist

”Hvis man får at vide, at man slet ikke må spise sukker, så kommer man let til at overdrive og tænke, at det kan være lige meget, hvis man først er kommet til at spise lidt. Så det er langt bedre at spise lidt engang imellem, bare det ikke er hver dag.” Sådan siger Stine Mangaard Hansen, der er kost- og motionsvejleder og uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed. Også Inge Vinding, der er psykolog og klinisk diætist, oplever, at motivation bedst bliver bevaret, når forbud er forbudt. ”Lysten skal også have lov at styre. I mine samtaler med klienter oplever jeg, at det meget handler om at gøre de ernæringsmæssige udfordringer almene. Vi er jo alle sammen sådan indrettede, at hvis vi har chokolade i køleskabet, så spiser vi det,” siger hun.

Når en klient kommer ind af døren og sætter sig over for en ernærings- og sundhedsprofessionel, så har han eller hun en vis bunke motivation med sig. Motivation er et psykologisk begreb for, hvad der får mennesker til at handle, som de gør. Og når hver enkelt af os står over for en eller anden form for livsstilsændring, så har vi summen af blandt andet vores tidligere sejre og nederlag, viden om sundhed, familieforhold og sygdomshistorie med os. Men det er i høj grad også i mødet med den professionelle, at motivationen bliver større eller mindre eller udvikler sig i en ny retning.

”Det er meget afgørende med kemi. Klienten skal føle sig hørt, set og forstået. Jeg oplever nogle gange, at når jeg har talt lidt med en klient, så ser hun på mig og siger ’man skulle tro, du kendte mig’,” siger Inge Vinding. Klienten skal have mulighed for at lukke op for det, der er pinligt, mener hun: ”Relationen skal være stærk nok til, at de kan fortælle, at de havde købt slik til ungerne, og så spiste de det hele, mens børnene ikke så det. Man kommer jo ikke bare ind af døren og fortæller, at man er overspiser.”

Undervisning i motivation

Nanna Ruengkratok Lang er psykolog og lektor på VIA University College i Aarhus. Hun fortæller, at man på uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed underviser i motivation lige fra første modul. ”Motivation fylder en del både i den teoretiske undervisning og i praksis i forbindelse med praktikker. Professionsbachelorer i ernæring og sundhed skal jo ud og facilitere forandringsprocesser hos andre,” siger hun.

De studerende kommer igennem forløb, hvor de har øveklienter, og de kan også tage valgfaget ’individuel kostvejledning’, hvor de har flere klienter og løbende får feedback og supervision. Og så bliver de undervist i forskellige teoretiske modeller. ’Den motiverende samtale’ udviklet af William R. Miller og Stephen Rollnick er meget central, men der undervises også i blandt NCP-modellen (se faktaboks) og kognitiv adfærdsterapi.

”Vi underviser også i blandt andet ’self determination theory’, som er et teoretisk fundament, der kan understøtte vejledningsarbejdet i ’den motiverende samtale’ og andre metoder,” siger Nanna Ruengkratok Lang. Med teorien ses motivation på et kontinuum, der går fra ’indre motiveret’ til ’ydre motiveret’. Man er for eksempel indre motiveret, når man danser, fordi det er helt vildt sjovt, mens man for eksempel kan være ydre motiveret af mødepligt, belønninger og så videre. Man taler også om ’amotivation’ – altså, at der er noget, man slet ikke er motiveret for.

”Vi prøver at lære de studerende, at det der ser ud til at virke i forhold til livstilsændringer er, når man selv kan se, at det giver mening. Det betyder ikke, at al motivation skal komme indefra. Men man kan faktisk ikke sige, at en person ikke er motiveret, for det handler om at finde ud af, hvad klienten så er motiveret for. Motivation er i høj grad også noget, der opstår i relationen mellem klient og den ernærings- og sundhedsprofessionelle,” siger Nanna Ruengkratok Lang. Hun forklarer, at man arbejder meget med, hvad de studerende udstråler, og hvordan de går til samtaler med klienter.

Motivationen ind i kroppen

Med forbud skaber man let et ydrestyret forhold til at ændre vaner, og derfor kan forbud være ødelæggende for motivationen. Ifølge Nanna Ruengkratok Lang er der studier, der peger på, at jo mere indre motivationen er, jo større sandsynlighed er der for, at der sker en livsstilsændring – og at man holder fast i den. Hvor man ligger på det kontinuum, der går fra indre- til ydrestyret motivation, har betydning for, hvor meget autonomi, man oplever at have.

”For at motivationen kan blive indrestyret, skal livsstilsændringen kunne forenes med ens værdier og den, man gerne vil være. Derfor er det så afgørende for ernærings- og sundhedsprofessionelle at få afdækket, hvad klientens udgangspunkt er. Sidder de der, fordi kommunen eller konen har sagt det, fordi de har fået en forskrækkelse hos lægen, eller er det noget de har tænkt på længe. Vi arbejder meget med, at de skal yde hjælp til selvhjælp,” siger Nanna Ruengkratok Lang.

I psykolog og diætist Inge Vindings praksis tager hun sig af alle problemer vedrørende spisevaner og ændringer af dem. De fleste af hendes klienter har gjort sig en del overvejelser og erfaringer og er ret motiverede, når de kommer ind ad døren. ”De vil virkelig gerne skabe ændringer, men mange mangler troen på, at de kan holde det. De fleste kan komme i gang, men det svære er at holde motivationen i længden. Vi arbejder så med de barrierer, der er hos den enkelte,” siger Inge Vinding.

Hun arbejder især med kognitiv adfærdsterapi og får afdækket de tanker, der tit spænder ben i processen. Hun bruger også elementer af ’den motiverende samtale’, men følger den ikke slavisk. ”De fleste er meget forvirrede og tænker meget sort-hvidt i forhold til hvad de må og ikke må spise. Mit grundprincip er, at alt er tilladt med måde. Jeg havde en for nylig, der sagde, at det virkede for let. Hun var vant til, at det var stort og besværligt,” siger Inge Vinding.

Relationer skaber motivation

At kaste sig begejstret ud i at få nye vaner er én ting, men det er det lange seje træk, der er udfordringen. Kost- og motionsvejleder Stine Mangaard Hansen peger på, at selv en lille fremgang kan gøre en stor forskel i forhold til at holde gejsten oppe. ”Nogle gange kommer folk og har ingen energi eller lyst til noget. Bare det at de så begynder at gå nogle ture kan ændre meget. Så får de mere energi og kan nemmere klare hverdagen, og det smitter af på humøret og deres omgivelser,” siger hun. På spørgsmålet om, hvordan hun hjælper klienterne til at bevare motivationen svarer Stine Mangaard Hansen, at det handler meget om at blive bevidst om, at der er tale om en livsstilsændring og ikke bare en slankekur. Konkret hjælper hun klienten med at sætte delmål og holde fast i, at hele arbejdet ikke er tabt, fordi man ikke følger sin plan fuldstændig.

I arbejdet med at motivere til livsstilsændringer skal der hele tiden tages bestik af, hvor klienten er. Nanna Ruengkratok Lang forsker blandt andet i, hvordan forskellige motivationsteorier og –metoder kan kombineres for at sikre, at patienten er i centrum. ”Jeg kan se store fordele ved at kombinere ’den motiverende samtale’ med NCP-modellen. Det patientorienterede perspektiv i NCP-modellen bliver ofte overset, og den kan derfor nemt misforstås som en metode, der især fremmer ydrestyret motivation. Men faktisk tager NCP-modellen udgangspunkt i relationen mellem ernærings- og sundhedsprofessionel og klient,” siger Nanna Ruengkratok Lang. Hun mener dog ikke, at det er tydeligt nok i NCP-modellen, hvordan man arbejder sundhedspædagogisk og kommunikativt ud fra den ernæringsdiagnose, man har lavet. Her er motivationssamtalen en af de strategier, man kan bruge, og det giver derfor god mening at kombinere de to.

En patientorienteret tilgang skal blandt andet bruges til at sikre, at man ikke som ernærings- og sundhedsprofessionel har bestemte mål for sin klient, der skygger for patientens egen motivation. Det er helt afgørende, hvad klienten får øje på i det spejl, som den professionelle er, siger Nanna Ruengkratok Lang: ”Det handler jo ikke om, at man skal blive venner, men relationen er meget afgørende. William R. Miller og Stephen Rollnick peger blandt andet på, at hvis den professionelle også tror på, at man kan forandre sig, så har man større chance for at gøre det.”

 

 

 NCP-modellen

The Nutrition Care Process Model (NCP-modellen) er en amerikansk kostvejledningsmodel, der er udarbejdet af The Academy of Nutrition and Dietetics (der tidligere hed American Dietetic Association, ADA). Der er fire trin i modellen: ernæringsvurdering, ernæringsdiagnose, ernæringsintervention, overvågning/evaluering.

Ifølge Nanna Ruengkratok Lang kan modellen blandt andet være med til at kvalitetssikre professionsbachelorens arbejde, fordi den kan bruges til at standardisere og systematisere. Det kan være med til at synliggøre professionsbachelorens arbejde og hvad det bidrager med i et tværfagligt samarbejde.

Læs mere om NCP-modellen her

 

Referencer

’Jo før jo bedre. Tidlig diagnose, bedre behandling og flere gode leveår for alle’, Ministeriet for sundhed og forebyggelse, august 2014

- http://www.sum.dk/~/media/Filer%20-%20Publikationer_i_pdf/2014/Sundhedsudspil-jo-foer-jo-bedre-aug-2014/Sundhedsudspil-Jo-foer-jo-bedre-aug-2014.ashx

Esben Hougaard: ’Den terapeutiske alliance’ i Thomas Iversen og Nicole K. Rosenberg: ’Professionel kontakt i samtalebehandling’, Hans Reitzels Forlag, 2013.

William R. Miller og Stephen Rollnick: ’Motivationssamtalen’, Hans Reitzels Forlag, 2004.

Gregers Rosdahl: ’Den motiverende samtale i teori og praksis’, Munksgaard, 2013.

Inge Vinding: ’Vægt i balance – tag magten over dine spisevaner’, Klim, 2010.