Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Det bedste til det sidste

– Der var ikke nogen ønsker, da Lotte gik rundt, konstaterer ernæringsassistent Pia Christensen, mens hun sammen med økonoma Mary Larsen studerer patientskemaerne for den nært forestående varme middagsmad.

 – De fleste sov, bemærker ernæringsassistent Lotte Olsen i forbifarten.

Hun og Pia Christensen har denne morgen delt den daglige runde til patienterne for at præsentere dagens menu på Hospice Kamillianer-Gaarden i Aalborg og høre om specielle madønsker.

Nu står de farserede porrer og ymerfromagen med jordbærsovs klar på rullebordet sammen med små, navnemærkede skåle med delikat udskåret frugt. Ved siden af står en beholder med lidt kogt kød og en kogt gulerod til en patient, der har bedt om dette. Pia Christensen skubber bordet ud i mellemgangen, hvor en frivillig overtager og bringer maden op i spisestuen.

Personlig mad

Næsten samtidig suser Dorthe Christensen ind i gården på sin cykel. Hun er medhjælper på tiende år og springer på jernhesten, når køkkenet har brug for noget særligt til en patient. I dag har hun blandt andet sød hyldebærsaft med i cykelkurven.

 – Her kan vi ikke vente alt for længe, konstaterer Mary Larsen. Der er tolv patienter på hospicet. Gennemsnitligt er de indlagt 17 dage, og den sidste tid skal være så god som overhovedet muligt – også madmæssigt.

 – Vi har serveret røde pølser i en termokande engang – kan du huske det? Spørger Dorthe Christensen med et lille smil.

Mary Larsen nikker og fortæller om lystfiskeren, der plejede at sidde ved åen med sin termokande ved siden. Og blev glad, da den samme servering lod sig gøre på hans stue på Kamillianer-Gaarden. Historien fastholder køkkenets mission: at målrette maden til den enkelte, at værne om minder og at give gode oplevelser med maden, hvad det så end kræver.

– Her er patienten i centrum. Vi laver ganske almindelig mad fra bunden, og hvis en patient ikke kan lide dagens ret – ja, så laver vi bare noget andet, konstaterer Mary Larsen.

Den daglige runde til patienterne fra morgenstunden er en vigtig del af bestræbelsen. Her hører det kostfaglige personale om patienternes lyst og ulyst i forhold til maden. Nogle gør det kort, andre fortæller om minder og oplevelser med mad, som da en patient tænkte tilbage på svesketriflien i ferierne hos hans faster – og selvfølgelig fik den serveret.

Det meget fleksible køkken, der har mulighed for at lave præcis, hvad patienterne ønsker, er med til at gøre arbejdet spændende.

 – Det her er lige min hylde. Her får jeg lov til at bruge min faglighed. Når jeg står og laver noget specielt, så ved jeg, hvem det er til – og det giver en stolthed, forklarer Lotte Olsen.

 – Ja, vi kan nærmest sætte ansigt på kødbollerne, siger Pia Christensen med et smil.

Personas i praksis

Mary Larsen fortæller, at patienterne sjældent er fordringsfulde. Det er de små ting, der tæller, og der bliver lagt mærke til, at kartoflerne bliver skrællet på stedet, og at småkagerne er hjemmebagte.

 – Vi sætter os ind i deres madvaner og bruger det i vores dagligdag. Engang ønskede en patient sig boller i karry. Det laver vi sådan med æbler og løg. Dagen efter spurgte jeg til, hvordan det havde smagt ham, og han svarede, at det godt nok ikke var som mor lavede det! Det lærte mig, at det er vigtigt at spørge mere præcist til, hvordan de er vant til at få maden.

Rettesnoren er hele tiden ønsket om at tilgodese den enkeltes behov. Derfor deltog Mary Larsen også med stor interesse i Kost & Ernæringsforbundets kursus ‘Den gode hverdagsmad. Her blev deltagerne introduceret til personasredskabet og da Mary Larsen præsenterede sig selv og sin arbejdsplads, konstaterede læreren tørt, at hun jo så faktisk havde arbejdet efter netop den model i ti år.

Alligevel fik Mary Larsen en masse med hjem og fremlagde på et tværfagligt møde, hvordan den samme ret kan målrettes den enkelte patient.

 – Og vores tværfaglige kolleger syntes, det var meget anvendeligt.

Den nærværende død

Mary Larsen viser rundt på hospicets to patient-etager. Spisestuebordet står dækket med lys, blomster og dækkeservietter, mens frivillig Edith Christensen, der skal være vært ved måltidet, retter maden an i etagens lille køkken. Overalt er der lyst og venligt med moderne kunst på væggene og blomster, der lyser op. Mary Larsen åbner døren til en tom stue – to patienter døde i weekenden.

At livets afslutning altid er nærværende er ikke uvant for Mary Larsen, der oplevede fem nære familiemedlemmer dø af kræft i løbet af hendes opvækst.

 – Det er ikke noget, jeg har svært ved at være i – eller snakke om. Og hvis der er noget, der bekymrer, så er det altid helt legalt og sætte sig og snakke med en kollega om det, forklarer hun. Det gode tværfaglige samarbejde på stedet er vigtigt for hende. Ligesom den daglige kontakt med patienterne.

 – Vi kommer jo ikke med piller eller kanyler. Vi kommer med et ufarligt budskab og bliver venligt taget imod på vores madrunde. Men vi skal selvfølgelig aflæse patienterne, når vi kommer ind. Hvordan har de det? Hvis en bakke til opkast er det første, vi ser, så er det måske ikke dén dag, vi skal snakke om mad. Vi skal nøde dem, der skal nødes. Og trække os, når der er brug for det.

Smage frem for dage

Selv om alle patienter på Kamillianer-Gaarden er alvorligt syge eller døende, vender over 30 procent faktisk tilbage til eget hjem. Måske kun for en stund, men alligevel. Døden lader sig ikke planlægge! Derudover, fortæller Mary Larsen, sker det, at patienter simpelthen kommer i gang med at spise igen på grund af ‘forkælelseskosten’ – og derfor lever lidt længere. Det gjalt måske også den patient, der en dag kaldte hende ind til ‘en alvorlig samtale’ og bebrejdede hende, at hans bukser strammede.

 – Jeg sagde, at dét kunne jeg godt ta’ på mig. Her bruger vi ikke tid på at gange og dividere ret meget. Det gælder om at finde frem til noget, patienterne kan lide – og få noget føde i dem, konstaterer Mary Larsen med et smil.

Den modsatte situation – at en patient ikke længere vil tage imod næring – kan være svær at være vidne til, men kræver accept. Som da en mand gik med til at blive indlagt på Kamillianer-Gaarden på én betingelse: Han ville ikke længere have sondekost. Ønsket blev efterkommet. Den sidste tid fik han blendet mad i munden for at genopleve smagen af de forskellige retter – men han kunne ikke synke. Han var sammen med sin familie, som spiste på stedet. Og ved siden af smagen, nød han duftene og synet af maden og det gode samvær, indtil han døde.