Det er ikke min PhD – det er køkkenets

”Det er ikke min PhD – det er hele køkkenets, fordi vi alle arbejder sammen om de her metoder.”, sådan starter forskningslederen (og tidligere kostkonsulent) fra Aalborg Universitetshospital forklaringen på, hvorfor hun kastede sig over en PhD om at udvikle en multimetodisk metode til udvikling af måltider målrettet patienter i ernæringsrisiko.
En afhandling med fokus på sygdomsrelateret underernæring (DRM), der er et ofte forekommende problem, der berøre en tredjedel af alle indlagte patienter på Aalborg Universitetshospital. Det til trods for hospitalskøkkenet dagligt tilbereder et stort antal måltider, der serveres for patienter til støtte for behandling.

Grundlaget for afhandlingen tager udgangspunkt i den faglige stolthed og ønsket om at kunne gøre det bedst mulige for så sårbare patienter. Og tanken faldt på dokumentation af køkkenets arbejde begyndte ideen at vokse.
For hvordan kunne køkkenet sammen med patienter og de andre faggrupper fra læger til sygeplejersker og diætister begynde at skabe arbejdsgange, der ville have positive effekter på patienternes helbred? Og hvordan kunne køkkenet begynde at dokumentere de effekter, der blev skabt af køkkenerne?

”Det her handler om tværfaglighed og dialog. Det er ikke raketvidenskab, men det er så vigtigt, hvis man skal lykkes med at gøre en forskel for de her sårbare patienter. Derfor har jeg samlet de indsatser og den dagligdag med optimering og dokumentation af effekt, som køkkenet hver dag har, i afhandlingen. For når man er så småtspisende, så er det nødvendigt, at vi hele tiden tager alle parametre med ind i vores arbejde. Og det kan vi kun, hvis vi dokumenterer, hvad vi gøre og hvordan. Derfor arbejder køkkenet med alt fra kostregistrering på stuerne til inddragelse af patienter og faggrupper i menuplanlægning. For vi skal kende patienternes behov her og nu”, forklarer Marie Nerup Mortensen.

Og det er en stor og livsvigtig opgave, som de ernæringsprofessionelle på universitetshospitalet står med hver dag. For det er et stigende antal patienter, der er så sårbare, at de skal have funktionelle fødevarer i et eller andet omfang. Og her nytter det ikke kun at lave god mad. Her handler det om forståelse for smage, det visuelle, protein- og energiindtag, konsistens og en masse andre parametre.

Foruden at gøre en forskel for patienterne, som afhandlingen har vist, at indsatsen kan gøre, så har Marie Nerup Mortensen også et brændende ønske om, at den kan medvirke til, at der kommer endnu mere fokus på de ernæringsprofessionelles evner og vigtighed.
”Vi skal ikke bare lave dejlig og sund mad. Vi skal bruge vores viden. Vi skal have flere parametre ind, så politikere og befolkning begynder at se, at mad ikke bare er mad. Og derfor skal vi dokumentere og formidle den viden, vi får, meget mere. For der er brug for os ernæringsprofessionelle – i høj grad. Vi spiller en vigtig rolle.”, lyder det med stålfast stemme.

”Og så skal vi turde tage dialogen med borgere, patienter og pårørende. Ligesom vi skal tage dialogen med de andre faggrupper, som vi har arbejdsgange med i det daglige. Den dialog og tværfaglighed vinder alle på, på den korte og lange bane.

Konklusionen på PhD-afhandlingen lyder som følgende:

En multimodal model, ’Kulina-modellen’, blev udviklet som en metode til at udvikle måltider målrettet specifikke barrierer, præferencer og behov med henblik på at øge ernæringstruede patienters indtag af mad. Implementering af denne model forbedrede energi- og proteinindtaget hos patienter i risiko for DRM sammenlignet med standard- koncepter for morgenmad og mellemmåltider. 

Dog er der behov for flere længerevarende studier til at vurdere, om modellen kan påvise øgning i energi- og proteinindtag hos patienter i ernæringsmæssig risiko, samt undersøge effekten af modellen i andre settings.