Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Det giver så meget mening

Når brugerne kommer her, er de fejl- og underernærede. De har ikke spist længe, kun drukket. Efter to-tre uger med lækker og nærende mad får de det meget bedre, har et glimt i øjet og sundere hud. Det er meget livsbekræftende at se. Nina Frimann Nielsen har 33 års belæg for at sige, som hun gør. Det, som i 1978 skulle have været et vikar-stop på vejen til uddannelsen som sygeplejerske, endte med at blive hendes levevej. Brugerne hos Blå Kors − alkoholikere i behandling for deres misbrug − gik direkte i hjertekulen på hende.

Køkkenet er et fristed

Og hun kommer tæt på dem − for hendes køkken er et fristed, hvor der altid er tid og rum til en uformel snak.

− Jeg er jo ikke ’farlig’ og skriver ikke noget ned. De fleste har haft stor modgang i livet, og det kender jeg også selv til, så jeg ved, hvor meget det betyder at blive taget godt imod og vist lidt tillid. Og så brænder jeg for at lave sund, lækker og nærende mad til dem. Jeg laver mad fra bunden af årstidens frugt og grønt. Det sætter de stor pris på, og det er så fed en fornemmelse − fordi det er så vigtigt, at de får det rigtige. Mange har jo både forhøjet kolesteroltal og ligger på kanten af sukkersyge.

Og skulle der komme en dag, hvor Nina Frimann ikke ’gider’ mere − så skal hun lave noget helt andet, siger hun.

Et fagligt løft

Foreløbig tyder intet dog på, at hun er på vej væk. Sidste år afsluttede hun uddannelsen som ernæringsassistent, og det har løftet hendes faglige selvtillid, engagement og maden endnu mere.

− Nu føler jeg mig bare stærk og lader ingen køre om hjørner med mig. Jeg er blevet bekræftet i, at det, jeg har gjort i alle årene, ikke er helt hen i vejret. Jeg har også lavet en måltidspolitik. Så når nogen spørger efter hvidt franskbrød og rundstykker, kan jeg forklare, hvorfor det ikke er en god ide.

Sætter mit liv i perspektiv

Nina Frimann erkender, at det kan være svært ikke at tage arbejdet med hjem. Selv kom hun meget tæt på en ældre mand, som boede ni år på stedet.

− Begge mine forældre er døde, så han blev en slags reservebedstefar for min søn, som kom her og gik tur med hans hund. Jeg sad hos ham på hospitalet, da han døde, og det var meget svært. Og det kan det være til tider. Derfor er jeg også utilfreds med, at min supervision er sparet væk, tilføjer hun. Nu bruger jeg mine kolleger, hvis jeg er fyldt op.

− Men det er meget livsbekræftende at være her, og det sætter ens eget liv i perspektiv. Det giver så meget mening at se et menneske rejse sig og kommer videre. Derfor gør det mig også vred, at der bliver mindre og mindre plads i samfundet − man skal være så meget oppe på beatet for at være med. Har man en skavank, må man bare klare sig selv. Det er ikke i orden.

BLÅ BOG

Nina Frimann Nielsen

51 år
Uddannet ernæringsassistent i 2010. Siden 1978 arbejdet som ufaglært køkkenleder hos Blå Kors, de seneste 14 år på Blå Kors Hjemmet i Espergærde. Ville oprindeligt være sygeplejerske, men startede som vikar i køkkenet hos Blå Kors og blev grebet af maden og menneskene.