Diætisterne er ikke omfattet af nedlukningen

Da kliniske diætister anses som del af sundhedsvæsenet, kan de fortsat behandle danskerne. Der har ellers været modsatlydende udmeldinger fra Erhvervsstyrelsen.
Dette understøttes af lovgivning, der lyder:

 

”For så vidt angår lukning af liberale serviceerhverv fra den 21. december 2020, kan henvises til, at restriktionerne ikke gælder for offentlige og private sygehuse og klinikker samt private praksis og forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i, jf. §13, stk. 3 i Bekendtgørelse nr. 1815 af den 4. december 2020”, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i dag i en mail til sektorpartnerskabet for praksissektor og private sundhedserhverv, på baggrund af en række henvendelser fra partnerskabet.  

 

Kost og Ernæringsforbundets formand, Ghita Parry, understreger vigtigheden af, at de kliniske diætister kan fortsætte deres virke:

”Diætisterne har både på sygehuse, i privatpraksis, psykiatrien og på kommunale institutioner kontakt med mange mennesker, som de hver dag gør en kæmpe forskel for, og derfor er vi glade for, at diætisterne fortsat kan udføre deres arbejde. Mange danskere har fortsat brug for diætbehandling – både de akutte og kronisk syge, mennesker med psykiske lidelser, dem uden appetit og de, som kæmper med at få diætprincipper til at matche med de ekstra udfordringer, som julen og Covid-19 byder.”
Kost og Ernæringsforbundet opfordrer alle kliniske diætister og alle andre ernæringsprofessionelle til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand, hygiejne og mulighed for online møder.
Lige som det anbefales at læse op på forbundets info omkring Covid-19 for selvstændigt praktiserende. Dem finder du her.

Læs mere om nedlukningen her.