En giftig cocktail

Mange bække små gør en stor og giftig å.

Sådan kan man konkludere om den viden, der fremlægges i en ny rapport om kemikaliers samspil og den eksponering, vi udsættes for gennem fødevarerne. Rapporten og forsøgene bag er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og indeholder vigtig viden på både fødevare- og emballageområdet.

Cocktaileffekten

Én tendens er klar: Er der er mange kemikalier til stede, også selv om det er i små mængder, kan de have en markant skadelig effekt. Også selv om kemikalierne ikke forstærker hinanden, forklarer Xenia Trier, kemiker, cand.scient. og tilknyttet forskningsprojektet.

− Hovedformålet var at undersøge, hvordan kemikalierne typisk virker sammen. Vores bekymring var, at den traditionelle tilgang med at risikovurdere ét stof ad gangen ikke tager højde for de effekter, der kan opstå, når stofferne optræder sammen. Det, der kaldes cocktaileffekter. Heldigvis viser forsøgene, at stofferne typisk ikke virker forstærkende på hinanden, men omvendt undertrykker de heller ikke hinanden − som man kunne have håbet. Man kan sammenligne det med at drikke alkohol. Det betyder ikke det store, om vi drikker en blanding af portvin, øl og shots, det er den samlede mængde af alkohol, der skader os.

Fra emballage til fødevare

I projektet er der gennemført laboratorieforsøg på celler for at vise, hvad der sker, når mennesker udsættes for to eller flere kemikalier på samme tid.

− I forsøgene er testet tyve emballager, f.eks. pizzabakker, smørrebrødspapir og tomatbakker. Og samtlige emballager slog ud i forhold til en eller flere hormonforstyrrende effekter i de celletest, vi gennemførte. Det er sandsynligt, at disse stoffer også virker hormonforstyrrende på mennesker, siger Xenia Trier.

Hun tilføjer, at forskerne samtidig fandt helt nye stoffer i papir og trykfarver, som de formoder er problematiske.

− Status er altså, at vi ved, at de hormonforstyrrende stoffer er der. Om de i sidste ende er skadelige afhænger af, hvor stor en mængde af stofferne der går over i fødevarerne. Afgivelsen fra emballagen kan være særligt stor, hvis våde og fedtede fødevarer varmes op i emballagen eller er indpakket i lang tid, forklarer Xenia Trier.

Forskerteamet vil bruge de næste tre år på at blive bedre til at måle indholdet af nye stoffer, så de kan rådgive Fødevarestyrelsen om, hvad der er kritisk, og hvad der er ufarligt.

− Summen af kemi i fødevarer og emballager er bekymrende, især fordi emballager kan afgive mange ukendte kemikalier, som vi ikke ved, om virksomhederne har testet tilstrækkeligt. Vi er derfor langt fra at have et fuldt overblik over potentielle skadevirkninger af den kemiske cocktail, vi udsættes for, konstaterer Xenia Trier.

Strammere lovgivning efterlyses

Desuden er lovgivningen på området alt for generel og uklar.

− Vi har en lovgivning, der pålægger virksomhederne at bruge ‘sikker emballage’, men vi mangler EU-lister over tilladte og testede stoffer med grænseværdier. Det svarer nogenlunde til at påbyde folk at køre bil forsvarligt uden lovmæssige begrænsninger f.eks. i forhold til hastighed, alkoholpåvirkning og mobilsnak under kørslen, siger hun.

− Projektets mål var at øge vores viden og finde praktiske og realistiske værktøjer til at vurdere risikoen med, så myndighederne kan håndtere de risici, vi fremlægger.

Men i fødevareemballager alene anslår forskerne, at der er ca. 15.000 kemiske stoffer.

− Så det kommer til at tage mange år − for mange år − at undersøge hvert enkelt stof og lave en perfekt risikovurdering. Så vi spørger, om ikke der er brug for en mere pragmatisk tilgang til kemikalier, hvis vi skal få styr på dem? Om ikke vi skal lade være med at bruge giftige stoffer, selv om de måske ikke afgives til fødevarerne? Og om ikke virksomhederne skulle betale en tredjeinstans for at få stofferne risikovurderet? På den måde sikrer man, at færre stoffer vurderes − og dermed tillades, anbefaler Xenia Trier.