Engagement og kreativitet giver bonus

  • "Jeg underviser i kost og sundhed og også i praktisk madlavning", fortæller Ivonne Lindahl Pedersen (i midten)

Af Signe Kierkegaard Cain, journalist

Ivonne Lindahl Pedersen blev uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i fysisk aktivitet i 2010. Mens hun læste, var hun udover frivillige arbejde ansat som fitnessinstruktør og kostvejleder i et fitnesscenter. Da hun var færdig med uddannelsen, startede hun – sideløbende med jobbet i fitnesscenteret - som underviser ved Tørring UddannelsesCenter, TUCJOB Aps, der står for den beskæftigelsesrettede indsats for forskellige kommuner. Her bliver borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet tilbudt forskellig undervisning og vejledning, og i dag er Ivonne Lindahl Pedersen fastansat på fuldtid i virksomheden. Hun underviser kursister med både fysiske og psykiske udfordringer og coacher dem med det formål at hjælpe dem i forhold til netop deres udfordringer, så de på længere sigt kan blive tilknyttet arbejdsmarkedet.

Praktisk madlavning

”I praksis vejleder jeg for eksempel i forhold til livsstil. Mange har økonomiske problemer, så det kan handle om at få noget ordentlig mad for de penge, man har. Jeg underviser i kost og sundhed og også i praktisk madlavning,” fortæller Ivonne Lindahl Pedersen. Hun har løbende taget forskellige kurser i for eksempel lovgivningen på sygedagpengeområdet, og kombinerer det med sundhedscoaching, så hun i dag kan vejlede både individuelt og i grupper. Her bruger hun blandt andet motivationssamtalen, som hun lærte om på sit studie.

”Jeg er også træningsmentor for nogle, hvor vi laver individuel træning. For eksempel har jeg en kursist, som jeg er i fitnesscenter med tre gange om ugen,” siger Ivonne Lindahl Pedersen. Hun fortæller også, at det for mange kursister handler om at få struktur på hverdagen. ”For mig er det alfa og omega, at man kan have det aktivitetsniveau, man gerne vil. Og hvis man fejler noget kronisk, kan ens sundhedstilstand være afgørende for, hvor meget man kan arbejde, så det er vigtigt at få afklaret,” siger hun.

Bred målgruppe

Noget af de bedste ved Ivonne Lindahl Pedersens job er, at målgruppen er så bred, fortæller hun: ”Jeg coacher alt lige fra de meget velfungerende kursister til kursister, hvor det handler om håndholdt støtte og meget små skridt. Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt hver dag, og at jeg kan kombinere det sundhedsfaglige og det lovgivningsmæssige. I bund og grund handler det om at forsøge at gøre en forskel lige der, hvor den enkelte er.”

Ivonne Lindahl Pedersen fortæller, at det altid gør arbejdsdagen god, når hun oplever, at en kursist kommer et skridt videre. Når han eller hun for eksempel finder ud af, at varedeklarationer på mad ikke er så svære at forstå, eller at fire minutters motion om dagen kan gøre en stor forskel.

”Det er afgørende, at de er bevidste om, at indsatsen altid er beskæftigelsesrettet - også når det handler om deres sundhed. Kursisterne kan godt være skeptiske over for indsatsen, men det er dejligt, når folk finder ud af, at de stadig har handlemuligheder,” siger Ivonne Lindahl Pedersen.  

Undervisning af studerende

Udover fuldtidsjobbet arbejder Ivonne Lindahl Pedersen hvert forår med at forberede studerende på at undervise på madskolerne i uge 27. For så er det tid til at undervise studerende på de Pædagogiske Assistent Uddannelser, så de er klar til at lave madskoler for 8-12-årige skoleelever i sommerferien. Ivonne Lindahl Pedersen startede under sit studie som frivillig instruktør på madskolerne, og nu står hun så for undervisningen af dem, der skal ud og være instruktører.

”Det er fantastisk, at børn lærer om mad og bevægelse så tidligt som muligt. Når man arbejder med de 8-12-årige skoleelever, er det meget tydeligt, at nogen er vant til at lave mad, mens det er helt nyt for andre. Men det er en god alder, hvor de ikke er blevet teenagere endnu, og de er stort set alle sammen nysgerrige,” fortæller Ivonne Lindahl Pedersen.

”Det koster timer og en del planlægning at stå for det ved siden af mit job. Men jeg brænder meget for min uddannelse og mit erhverv, og så er det svært at sige nej, for jeg vil det så gerne,” siger Ivonne Lindahl Pedersen. Under sit studie var hun udover madskolerne også engageret i frivilligt arbejde i Horsens Sund By, og hun har også lavet frivilligt arbejde, efter hun er blevet færdig med uddannelsen.

Troede hun skulle være diætist

Det frivillige arbejde og hendes studiejobs var med til at overbevise hende om, at hun skulle noget andet, end det hun først troede var målet, da hun startede på uddannelsen: ”Jeg troede, jeg ville være diætist, men jeg fandt ud af, at der var for meget sygdomslære i det. Jeg vidste ikke, at jeg ville kunne arbejde med sygemeldte borgere, men da jeg kom i gang med det, virkede det så oplagt. Og så kan jeg godt lide at røre mig og have det sjovt. Jeg fandt ud af, at det at få folk motiveret til at bevæge sig og hjælpe andre i forhold til sundere livsstil og at kunne gå i køkkenet og lave mad var den helt rigtige vej for mig.”

Ivonne Lindahl Pedersens råd til studerende:

  • Kast dig ud i frivilligt arbejde. Det styrker dig fagligt og kan være en del af vejen til et lønnet job. Når du er færdiguddannet, kan frivilligt arbejde også være en god måde at udvikle dig på fagligt.
  • Vær kreativ og ikke bange for at sige ja. Uddannelsen er så bred, og det kan sagtens være den fører dig et andet sted hen, end du troede.
  • Prioriter et relevant studiejob. Det er en god måde at opbygge netværk på.