Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Et ansigt på maden

Annette Olsen har set flere private hjem i Guldborgsund Kommune, end de fleste. Hendes arbejde som ernæringsassistent er nemlig fra 1. februar i år skiftet ud med et besøg hjemme hos de 1.200 kunder, der hver dag får mad fra Guldborgsund Madservice i Nykøbing F. Det bliver til fem-seks besøg om dagen – og mange kilometers kørsel på landevejene, fordi hun skal nå alle i 2011.

Med titel af servicemedarbejder er det Annette Olsens opgave at give de ældre en god service blandt andet ved at høre, om de er tilfredse med maden eller har ønsker til ændringer. Hun ser også efter, om de i det hele taget ser ud til at trives og får nok at spise.

– Jeg skal give dem mere lyst til maden – snakke den fra gryderne ned på deres tallerken. For når maden er dagens højdepunkt for mange, skal den også være i orden, siger Annette Olsen.

I mange år ledede hun køkkenet på et mindre plejehjem i kommunen, og da det lukkede i 2007, fik hun job på kontoret hos Guldborgsund Madservice.

– Men jeg savnede kontakten med de ældre, så den nye funktion som servicemedarbejder lå lige til højrebenet for mig. Så kan jeg samtidig bruge min faglige baggrundsviden om mad.

Glæder sig til snakken

Ét er, at Annette Olsen sandsynligvis er den første og eneste af sin art i landet - noget andet, at de ældre borgere tager rigtig godt imod hende. Hun kommer altid med hjemmebagt kage, for ’det er de ikke vant til længere’, som hun bemærker. Og selvom Annette Olsen aldrig helt ved, hvad der gemmer sig bag døren – en dement, en kørestolsbruger, en sengeliggende eller et nydækket kaffebord - glæder hun sig altid til snakken med borgeren.

– Jeg bliver taget godt imod, og fordi vi har aftalt besøget, har mange forberedt spørgsmål til mig. Og jeg spørger dem, om de er tilfredse med maden, med sammensætningen og valgmulighederne. Jo, selvfølgelig gør jeg det for at fremme vores ’køkkenbutik’, men vi andre har det jo også sådan, at vi handler der, hvor vi får bedst service. Det samme gælder vores kunder.

Annette Olsen oplever, at de fleste er godt tilfredse med maden, selvom mange siger, at den aldrig bliver, som da de selv lavede den.

– Så siger jeg, at det ved jeg godt, men vi vil så gerne være de næstbedste. Og så får vi en snak om løst og fast om maden. Nogle vil måske have mere salat til, andre synes kødet er svært at skære ud, eller at kartoflerne er lidt kedelige. Så tilbyder jeg, at vi kan levere kødet skåret i tern, eller at de kan få kartoffelmos i stedet for kartofler. På den måde retter vi lidt til, og nogle gange er det helt små ting, som gør en stor forskel.

Har en forebyggende effekt

Annette Olsen har også et vågent øje på de ældres almene tilstand.

– Hvis jeg lægger mærke til, at tøjet hænger lidt på dem, spørger jeg: ”Er det din natur at være slank?” Og jeg spørger ind til, hvad de ellers spiser i løbet af dagen for at se, om de får næring nok. Så viser det sig måske, at de har været indlagt i en periode og har tabt sig lidt. Eller at de bare ikke har den store appetit længere.

– ”Skal vi gøre lidt ved det?”, spørger jeg så – og kan f.eks. tilbyde dem en energidrik i en periode, berige sovsen med ekstra fløde eller tilbyde dem at købe noget ekstra mad, hvis de er trætte af at spise rugbrød om aftenen. Hvis jeg vurderer, at der er brug for en egentlig diæt, kontakter jeg plejen i kommunen.

– På den måde kan man sige, at jeg også har en forebyggende funktion, konstaterer Annette Olsen, som vurderer, at hun omkring hver anden uge møder en borger, som har tabt sig voldsomt og har brug for, at plejen kommer på banen.

- Min oplevelse er, at mine besøg betyder, at de ældre føler sig værdsatte, fordi de bliver spurgt, og der bliver lyttet til dem. Det er de ikke altid vant til. Og det er troværdigt, at jeg går direkte hjem i køkkenet og følger op på de ændringer, vi har aftalt. For jeg kender jo maden og måden, den bliver tilberedt på, så jeg ved, hvad der kan lade sig gøre i forhold til deres ønsker, og det fortæller jeg dem.

– Når de får en positiv oplevelse af maden, fortæller de det også videre til andre, siger Annette Olsen.