Find de behov, der ikke bliver dækket

  • Foto: Cecilie Jul Kjær Christensen. For to år siden blev Anja Faber fastansat i Hedensted Kommune, og for halvandet år siden var hun med til at starte et tilbud til overvægtige børn og unge.

Af Signe Kierkegaard Cain, journalist

Da Anja Faber skrev bachelorprojekt om de ældres ernæring på to plejecentre i Hedensted Kommune, undrede det hende med det samme, at de ældre kun drak saftevand. Det fik hun sat fokus på, og det viste sig, at de ældre aldrig havde drukket saftevand, før de kom på plejehjem. Så det var nemt at skifte det ud med mælk, og det samme gjaldt marmeladen, der blev skiftet ud med ost og pålæg. Kostændringer på plejecentrene betød, at de ældre fik større madglæde, og at deres BMI steg.

”Jeg havde på forhånd talt med den afdeling, hvor jeg var i praktik, for at høre, om der var emner, de gerne ville have undersøgt. Og det projekt, jeg så lavede om de ældres ernæring, skabte viden, som de kunne bruge fremadrettet. Jeg var allerede der meget opmærksom på muligheden for at skabe mig et job, når jeg var færdig med min uddannelse,” fortæller Anja Faber.

Havde fem jobs

Anja Faber er 32 år og blev færdig som professionsbachelor i human ernæring i 2011. Det første år af uddannelsen tog hun i Sorø, mens resten blev taget på VIA i Aarhus. Undervejs var hun i praktik på en skole, hvor unge med særlige udfordringer blandt andet fik træning i at lave mad. Resten af praktikkerne foregik i Hedensted Kommune. ”Allerede mens jeg læste, tiltalte jobbet som sundhedskonsulent mig rigtig meget. Jeg oplevede i mine praktikker, at man i det job kan arbejde med mange forskellige borgergrupper. Samtidig var der også mulighed for at arbejde med både undervisning, projektarbejde og mange andre typer opgaver. I mine praktikker havde jeg for eksempel både arbejdet med individuel kostvejledning til kommunens ansatte og med de ældres ernæring,” siger Anja Faber.

Da hun blev færdig, stod der dog ikke lige et job klar til hende. På et tidspunkt havde hun faktisk fem forskellige. Hun var timeansat i Hedensted Kommune, hvor hun både underviste diabetes- og KOL-patienter og arbejdede videre med projektet med de ældres ernæring. Derudover arbejdede hun for Falck Healthcare, som underviser på Egmont Højskolen og var med til at starte livsstilshold i et fitness center. Tilsammen blev det ofte til noget mere end en fuldtidsuge. ”Nogle gange var det lidt meget med alt det arbejde, men jeg var i slutningen af 20’erne og derfor ældre en mange andre, der bliver færdige med en professionsbachelor. Så jeg tænkte det var vigtigt at bide mig fast og få noget erfaring,” siger Anja Faber.

Pædagogiske kompetencer

For to år siden blev Anja Faber så fastansat i Hedensted Kommune, og for halvandet år siden var hun med til at starte et tilbud til overvægtige børn og unge, Overvægtsklinikken. Klinikken kører efter ’Holbæk-modellen’ og er en del af et pilotprojekt, som Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus med overlæge Jens-Christian Holm i spidsen startede i 2012.

I Hedensted Kommunes klinik kommer børn og unge mellem 3 og 18 år og udover Anja Faber behandles de af sundhedsplejersker. ”De er først til en forsamtale hos en sundhedsplejerske, men allerede ved anden samtale er jeg med. Det kan være rigtig svært for patienterne og deres familie at forstå de kostændringer, vi anbefaler. For eksempel er det hårdt at skulle helt ned på en halv liter sodavand om ugen, hvis man er vant til at drikke 8-10 liter. Min rolle er så at prøve at forklare, hvorfor vi anbefaler, som vi gør,” fortæller Anja Faber. Hun fortæller, at hendes faglighed og ernæringsmæssige viden er afgørende, men at der samtidig er masser af andre kompetencer i spil: ”Mine pædagogiske kompetencer er også vigtige, for der er mange ting på spil i familierne, der gør, at det ernæringsmæssige nogen gange må træde i baggrunden.”

Nogle gange er det også det sociale omkring måltidet, som Anja Faber især tager fat på: ”Jeg har for eksempel en pige på 15 med social angst. Med hende er det ikke så meget mine ernæringsmæssige kompetencer, der er i spil. Hun ville ikke spise aftensmad med sine forældre, men havde isoleret sig på værelset. Så udfordrede jeg hende på det. Hun er ikke i mål endnu, men nu spiser hun sammen med familien. Det synes jeg er virkelig stort.”

Anja Fabers råd til studerende og nyuddannede: 

  • Det er vigtigt at få skabt sig et netværk. For at få det skal man bruge det. Det kan godt virke grænseoverskridende at skulle ringe og måske gøre det igen og igen, men det hjælper at være proaktiv og lidt insisterende.
  • Når man er ude i praktik, kan man udnytte, at man kommer udefra og kan spotte nogle behov, som ikke bliver dækket. Det kan man for eksempel bruge til i sin bacheloropgave at undersøge noget, som afdelingen mangler viden om.
  • Det er godt at kunne vise, at man har kompetencer på mange forskellige områder. Og derfor er det heller ikke nødvendigvis dårligt, hvis man bliver nødt til at arbejde med meget forskelligt, før man får noget fast.
  • Jobmulighederne kan godt vise sig at ligge et helt andet sted, end man troede. Selv om man ikke umiddelbart har interesse for et område, så kan det godt vise sig at være sjovt, når man oplever, at man kan gøre en forskel.