Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Flair for mad og sundhed

  • Tina Juul Rasmussen [ t e k s t ] │ Henrik Frydkjær [ f o t o ]

Det var egentlig et fravalg af gymnasiet, som sendte Carina Christie Pedersen i armene på en ernæringsassistentuddannelse. Og det har hun ikke fortrudt et sekund.

− Jeg startede på kokke-tjenerlinjen, men det blev hurtigt stressende, og arbejdstiderne var dårlige. Og de fag, jeg syntes var mest spændende, var dem om sundhed, hygiejne osv. Så jeg skiftede over til ernæringsassistenten.
Det var godt set. Carina Christie Pedersen havde flair for mad og sundhed, fik legat, var Food Fighter og blev hjælpeunderviser. Og i læretiden på Køge Rådhus fik hun lov at eksperimentere.

− Jeg var deres første elev, og holdningen var: “Carina skal lære at ordne en hel fisk”. Og lave bearnaise eller soufflé fra bunden. Der var frihed til at prøve tingene af, husker hun.

Står sjældent stille

Den korte periode, Carina Christie Pedersen gik ledig som nyuddannet, brugte hun blandt andet på at tage de første spadestik til en kogebog for udviklingshæmmede. Men så dukkede et nyt job op i horisonten, og prøvetrykkene blev sat på hylden. I dag har Carina Christie Pedersen sin daglige gang i køkkenet på Scenekunstens Udviklingscenter, Odsherred Teaterskole sammen med en kvindelig kok. De laver mad til stedets kursister og af og til også til publikum i Odsherred Teater, som holder til i samme bygning.

− Jeg går meget alene i køkkenet, fordi vi deler vagterne − vi laver jo alle måltider fra morgenmad til aftenbuffet. Men selvom jeg godt kan savne kolleger, er jeg rigtig glad for at være her. Fordi jeg kan eksperimentere, og fordi kursisterne er meget åbne over for at smage nye ting. Jeg har prøvet at få stående klapsalver for maden, og jeg tror, at vores undervisere nogle gange er trætte af, at køkkenet altid får ros i evalueringerne, griner Carina Christie.

Faglig stolthed tæller

Det er friheden til at være kreativ, der driver Carina Christie Pedersen i det lille køkken, hvor hun har udsigt til græs og træer i det naturskønne, tidligere psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland.

− Vi kører ikke med en stram menuplan, og derfor kan vi faktisk gøre, som vi vil, bare der er én slags kød og tre slags grønt hver dag. For mig betyder den faglige stolthed utroligt meget − qua min uddannelse ved jeg, at det, jeg laver, er i orden, både sensorisk, sundhedsmæssigt og hygiejnemæssigt. Jeg går meget op i anretningen og tænker altid i farver. En salat med grønkål, æbler og ingefærdressing i tre grønne nuancer er f.eks. enormt smuk.

Brugernes respons er vigtig

Ved siden af jobbet er Carina Christie Pedersen aktiv i Kost & Ernæringsforbundets regionsbestyrelse og aktivitetsudvalg.

− Det fylder meget for mig at udbrede, hvad faget kan, og vise, at vi ikke kun laver sygehus- og plejehjemsmad. Fortælle, at vi har gode arbejdstider, et godt arbejdsmiljø, stor teoretisk viden, at vi kan lave mad i stor skala med de udfordringer, der er i det. Men også at vi har kreativiteten. Jeg elsker at åbne køleskabet og tænke: Hvad kan det blive til? Og at lave skæve sammensætninger − det giver vildt god respons fra brugerne.
Og det er afgørende for Carina Christie Pedersen.

− Min opgave er at sørge for, at de føler sig hjemme, godt tilpas og i trygge hænder. De bor her i en kort periode, og de skal kunne komme og spørge om piskefløde til kaffen, hvis de har lyst.

Samarbejdet ...

Bidrager med kvalitet og sundhed
Karina Funch, oldfrue på Scenekunstens Udviklingscenter, Odsherred Teaterskole, ansatte Carina Christie Pedersen i køkkenet, selvom hun egentlig søgte en kok.

− Hendes personlighed gjorde, at jeg valgte hende − hun har en sprudlende energi, hun ser skøn ud og har den holdning til køkkenet, vi ønsker: fra jord til bord og så økologisk som muligt. Hun bidrager med kvalitet og sund mad i kraft af den ekspertise, hun har, og det er vigtigt for vores kursister, som lever af deres krop. Samtidig er hun god til at omsætte de produkter, hun køber hjem, til mindste detalje. Hun bruger alt, så der er god økonomi i at have hende i køkkenet. Og den mad, hun laver, er lækker − hun gør selv det enkle interessant at spise, siger Karina Funch.
Ud over at lave god mad udfylder Carina Christie Pedersen også rollen som værtinde.

− Køkkenet er et åbent værksted, og vi skal være imødekommende over for gæsterne. Selvom den rolle var ny for Carina, tog hun den bare på sig.
 

FAKTA

 

Mestre i mad og sundhed

Kost & Ernæringsforbundet har undersøgt kost-, ernærings- og sundhedsfagliges arbejdsfelter. Undersøgelsen kortlægger fire felter: behandling og vejledning, ledelse, sundhedsfremme og forebyggelse og professionel forplejning.
Fagbladet interviewer et medlem fra hvert felt. Denne gang en madhåndværker.

Professionsrapporten − kan du læse på hjemmesiden.

www.kost.dk

 

BLÅ BLOK

 

Carina Christie Pedersen

22 år

Ernæringsassistent i 2010. Job i flere kantiner og i dag ansat på Scenekunstens Udviklingscenter, Odsherred Teaterskole, der udbyder uddannelse til folk inden for musik, teater, tekst, film og kunst. Overvejer at blive professionsbachelor i ernæring og sundhed og undervise på en fagskole.

MINE VIGTIGSTE ARBEJDSREDSKABER

MIN SNITTEROBOT: Den gør det muligt at snitte, rive og blende friske grøntsager, som vi bruger i stedet for at købe færdigsnittede i poser.  

KREATIVITET OG FAGLIGHED: Jeg har en tatovering på min arm, som symboliserer Den gode hverdagsmad, som for mig er kærligheden til faget, maden og råvarerne.

FRISKE GRØNTSAGER: Lige nu fylder grønkål og savoykål rigtig meget. Grøntsager er vigtige, fordi det er dem, vores gæster skal blive mætte af. Vi følger princippet om mindre kød og mere grønt.

KOGEBØGER: Jeg har en hel reol, som jeg søger inspiration i. Jeg følger sjældent en opskrift slavisk, men alene billederne kan give mig ideer. Jeg er optaget af salater og sylt − at tage tingene, når de er bedst, og få dem til at holde sig. To favoritter er Kille Ennas Smag og Naturens spisekammer.