Fleks kan fastholde gode medarbejdere

Ni måneder tog det Annelise Røntoft Birch at blive bevilget fleksjob, og det var endda en hurtigere sagsbehandling end normalt. Hun og hendes arbejdsplads er enige om, at det har været alle anstrengelserne værd.

− Nu hvor jeg har fået et fleksjob, træder besværet i baggrunden, og jeg glæder mig over, at jeg trods min leddegigt kan blive på min arbejdsplads. Her har jeg været i 38 år, og jeg er utroligt glad for at være her, siger Annelise Røntoft Birch.

Hun er kulinarisk ansvarlig i produktionen i køkkenet på Glostrup Hospital og besidder en stor og værdifuld viden, som arbejdspladsen ville være meget ked af at miste, fortæller køkkenets arbejdsmiljørepræsentant og kvalitetskoordinator for arbejdsmiljø, Tine Gram:

− Annelise Røntoft Birch har en stor organisatorisk viden og erfaring, og det ville være et stort tab at miste hende som kollega, så vi er meget glade for, at det er lykkedes at få skabt et fleksjob, siger hun.

Fleks eller fyring

For nogle år siden begyndte Annelise Røntoft Birch at få ondt i sine led og i fødderne. I første omgang slog hun det hen som et resultat af overgangsalder og travlhed på arbejdet. Men det blev værre, og hun begyndte at have sygeperioder på 2-3 dage ad gangen med feber og andre influenza-symptomer. Siden fik hun ondt i den ene hånd og kunne ikke bevæge fingrene.

Sygefraværspolitikken på arbejdspladsen betød, at hun efter få fraværs-
perioder blev indkaldt til en sygefraværssamtale. Her blev der igangsat en proces for at udrede, hvilke opgaver der var belastende for hende, og der blev iværksat en plan for at aflaste hende i jobbet. Hun fik blandt andet en del kontorarbejde, så hun ikke skulle stå op hele arbejdsdagen, og der blev ført logbog over indsatserne.

Men efter et års tid stod det klart, at skåneforanstaltninger ikke var nok til, at Annelise Røntoft Birch kunne udføre sit job på fuld tid. Hun havde på det tidspunkt fået diagnosen leddegigt og fik nu også medicin mod sygdommen. Alligevel fik hun det værre og værre og havde så mange sygedage, at arbejdsgiveren ikke så anden mulighed end at fyre hende − medmindre hun kunne få et fleksjob.

− Det var lidt tungt, for hvor skulle jeg gå hen og få et nyt job som 57-årig med leddegigt og efter 38 år på samme arbejdsplads? Så jeg var helt med på at ansøge om et fleksjob og kontaktede jobcenteret i min hjemkommune for at få vejledning, siger hun.

Svær og lang proces

I de ni måneder, hvor hun ventede på et fleksjob, skulle hun føre udførligt regnskab med alt, hvad hun gjorde.

− Processen var frygtelig. Jeg havde ondt og følte mig overvåget og begloet og skulle dokumentere selv den mindste arbejdsopgave, jeg udførte.

Tine Gram er enig i, at det er en krævende proces at søge om at fastholde en medarbejder. Det koster blod, sved og tårer for både den medarbejder, der søger om fleksjob, og for arbejdspladsen, der skal levere dokumentation for, at den pågældende opfylder kravene til at få et fleksjob. Hun skønner, at hun sammenlagt har brugt en arbejdsuge på at levere den nødvendige dokumentation og være i dialog med relevante myndigheder. Og så har ekspeditionen af Annelise Røntoft Birchs sag endda været hjulpet af, at køkkenet allerede ved de første sygemeldinger begyndte at indføre skåneforanstaltninger og måle, om de hjalp. Køkkenet havde derfor allerede, da fleksjobansøgningen blev indgivet, samlet dokumentation for, at problemerne ikke kunne løses alene ved at aflaste Annelise Røntoft Birch og give hende andre arbejdsopgaver. At fleksjobansøgeren har været arbejdsprøvet i andre jobfunktioner er nemlig en afgørende forudsætning for at opnå fleksjob. Og det er en proces, der kan tage lang tid.

I processen fik Annelise Røntoft Birch også hjælp fra Kost & Ernæringsforbundet til at udfylde de relevante dokumenter og til dialogen med hjemkommunen, hvor en konsulent fra forbundet og Tine Gram var med som bisiddere ved det møde, hvor kommunen besluttede at indstille hende til fleksjobbet.

− Jeg er sikker på, at det havde afgørende betydning, at jeg fik stor støtte fra både min arbejdsmiljørepræsentant og fra forbundet, siger Annelise Røntoft Birch.

Mindre i løn, men flere kræfter

Hun arbejder nu 20 timer om ugen fordelt på fire hverdage, hvor hun arbejder tre timer i produktionen og to timer i administrationen. Det er slut med weekendvagter, og onsdagene er fridage, hvor hun lader batterierne op.

− Jeg kan meget bedre overskue mit liv. Før jeg fik fleksjob, var jeg så træt, at jeg kun gik på arbejde, luftede hund og så hjem og sove. Nu kan jeg lave andre ting, når jeg har fri.

Til gengæld er økonomien blevet stram. Der er færre penge at rejse for − noget Annelise Røntoft Birch ellers havde drømt om at gøre mere, når hun bliver pensionist. En ulempe, der dog opvejes af at beholde et arbejdsliv med kollegerne, som hun oplever som meget støttende. Det er ikke længere svært at bede om hjælp til opgaver, hun ikke kan klare.

− Før vidste jeg, at det lagde yderligere pres på mine kollegaer, når der blev taget særhensyn til mig, fordi jeg ikke kunne klare det samme som dem, men fik samme løn. Som fleksjobber oplever jeg ikke længere at være en belastning for mine kollegaer.