Første EUX-ernæringsassistenter springer ud

Det er en festdag i Viborg i dag. Fire unge kan som de første i Danmark kalde sig EUX-ernæringsassistenter. En af dem er 19-årige Kia Helene Nielsen, som nu blot mangler en måned af sin praktiktid på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, før hun kan tage på en måneds velfortjent udlandsrejse. 

Teori og praksis

Klokken ti i formiddags fik hun sat studenterhuen på hovedet efter at have været til mundtlig eksamen i sin svendeprøve og afsluttet den med et flot tital, som hun i øvrigt også fik i den skriftlige del af svendeprøven. Kia Helene Nielsen forklarer valget af EUX-uddannelsen med interessen for mad kombineret med ønsket om også at kunne fordybe sig i det teoretiske.

- Jeg har altid elsket at lave mad og vil gerne have muligheden for at påvirke menneskers madvalg gennem mit arbejde, men jeg ville også gerne udfordres på det boglige. Det har været fedt med afvekslingen mellem det boglige og håndværket undervejs.

Næsten fire års kompakt uddannelse

EUX-uddannelsen tager tre år og ni måneder. Den kombinerer den kostfaglige uddannelse til ernæringsassistent med en gymnasieuddannelse og har fundet sted på Hotel- og Restaurantskolen ved Mercantec og Teknisk Gymnasium i Viborg.

- Den tager længere tid end den almindelige uddannelse som ernæringsassistent og det almindelige gymnasium, den er mere kompakt, og vi har haft ret travlt i perioder. Men så har jeg også begge uddannelser. Det er fedt at vide, at dørene til to verdener står åbne for mig. Jeg kan både arbejde som ernæringsassistent eller læse videre f.eks. på universitetet, siger Kia Helene Nielsen.

Kan godt lide håndværket

I første omgang skal hun dog ud at rejse, når hun afslutter sin praktiktid i Hjørring om en måned. Når hun er hjemme igen, vil hun gerne arbejde, inden hun beslutter, hvad fremtiden skal byde på.

- To af mine studiekammerater har søgt ind på VIA (professionshøjskole, red.) for at få en bachelorgrad, men jeg vil gerne arbejde, inden jeg måske læser videre om nogle år. Jeg kan godt lide den håndværksmæssige del – det er dejligt at være i et køkken og lave maden. Jeg har lært en masse i min praktik, hvor jeg blandt andet har været i diæten og været med til at lave dysfagi-kost, fortæller Kia Helene Nielsen.
I et fremtidigt job vil hun gerne tættere på brugerne, end hun har været i sygehuskøkkenet.

- Jeg vil gerne arbejde et mindre sted, f.eks. i en kantine, en daginstitution eller med ældre, hvor jeg har tættere kontakt med dem, jeg laver mad til, og hvor der er frie hænder til at arbejde kreativt og lave mad fra bunden.

Hvordan føles det at være med til at skrive Danmarkshistorie?

- Det er lidt mærkeligt, at vi er de første, men det er også fedt. Vi har godt kunnet mærke undervejs, at man ikke rigtig kendte uddannelsen ude omkring, så det var f.eks. ikke helt nemt at få en læreplads. Men det lykkedes. Og det må man jo tage med, når man er pioner, griner Kia Helene Nielsen.

Tekst: Journalist Tina Juul Rasmussen

Læs mere

Mette Selchau, vicedirektør på Mercantec og Pia Betina Meyer, underviser på Hotel & Restaurantskolen ved Mercantec, svarer på spørgsmål om eux-uddannelsen.