“Malk en ko, og vær med til at lave is af fløden.” Eller: “Kom med ud på marken, hør om de gamle kornsorter, vi dyrker, og lær at bage brød af dem.”
Sådan fortæller mikrofødevarerproducenter historier om deres produkter og involverer deres kunder i processen. Det kaldes oplevelsesøkonomi, og det har professionsbachelor i ernæring og sundhed Lise Fuhr skrevet eksamensopgave om og tilmed vundet Kost & Ernæringsforbundets bachelorpris for tidligere i år.
Går ikke på kompromis
− Jeg synes, det er interessant at se, hvordan landmanden Niels finder og begynder at dyrke gamle kornsorter og kobler nogle historier og aktiviteter på, som kan påvirke og knytte bånd til kunderne − give dem en god oplevelse, involvere dem og måske forandre deres liv lidt ved at inspirere og fokusere på det gode i stedet for det negative, siger Lise Fuhr.
Den måde at tale sig selv og sit produkt op på er innovativt og co-kreativt, fordi der kommer andre aktører på banen, som er med til at udvikle produktet, mener hun.
− Produktet går fra at være f.eks. mel som ethvert andet melprodukt til at blive et mere autentisk og oprigtigt produkt, fordi producenten vil noget med det og ønsker at komme andre ved. Der ligger en idealisme bag, som handler om ikke at gå på kompromis.
Øver sig på at være modig
Den samme innovative tankegang har Lise Fuhr med sig i sit nye fag. Hun blev færdig som professionsbachelor i januar i år og fik med det samme job på VIA University College, hvor hun er uddannet. Her er hun nu ansat på et projekt om gastronomisk co-kreation, der tilbyder fødevareproducenter specifikke innovationsprocesser til udvikling af deres produkter.
− Ved siden af underviser jeg i hjemkundskab på en ungdomsskole. Den kombination, hvor jeg arbejder med mad og unge mennesker og samtidig laver innovation med firmaer, det er min faglige drivkraft lige nu. Det tværfaglige element og det, at man ikke kan alting selv, er også vigtigt for mig. At turde være åben, stille de dumme spørgsmål og så gå ud i verden og gøre noget. Det øver jeg mig rigtig meget på. Og det, tænker jeg, er også nødvendigt for vores fag.
− Når jeg siger, at jeg er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i bla bla bla, bliver folk helt tomme i blikket. Så vi er nødt til at fortælle, hvem vi er, og hvad vi kan. Og vi er nødt til selv at turde sætte nye ting i søen.
BLÅ BOG
|