Frygt for minusvækst

Med den nye regering kom også et nyt ord til det danske sprog: Omprioriteringsbidrag. Det lange ord dækker over et krav til kommunerne om, at de næste år skal finde 1 % på budgetterne. En enkelt procent lyder måske ikke af meget. Men samlet set betyder det besparelser på 2,4 milliarder kroner. Og selvom kommunerne får de 1,9 milliarder kroner tilbage igen til prioriterede områder, som endnu er ukendte, efterlader det stadig kommunerne med hullede budgetter.

- Vi vil se besparelser på velfærden. Det er stærkt problematisk for de mange medarbejdere i kommunerne, som i forvejen har været under ekstremt pres, siger formand for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry.

Djævelsk sanktion

Hun henviser til den såkaldte regnskabssanktion, som kommunerne siden 2011 har været underlagt. Den har nemlig siden 2011 betydet et underforbrug på samlet set 18 milliarder.

- Regnskabssanktionen har været en djævel i kommunal økonomi, fordi den har gjort, at kommunerne har set sig nødsaget til ikke at bruge sine budgetter fuldt ud. Det er sørgeligt, at vores samfund bliver styret med straf, mistillid og pisk. Det er tydeligt, at det eneste, vi får ud af det, er mere stress og pres blandt medarbejderne og dårlig – eller slet ingen - kvalitet til borgerne. Det kan ingen – heller ikke politikerne på Christiansborg – være interesserede i, mener Parry.                                                                                                      

Brug penge på måltider

Som formand for det kost-, ernærings- og sundhedsfaglige personale i kommunerne, håber hun dog, at nogle af de omprioriterede midler går til gode og sunde måltider. 

- Regeringen har jo sagt, at den vil prioritere kernevelfærd. Det må betyde, at vores profession får tilført nogle midler. Vi både kan og vil levere endnu bedre kvalitet til glæde og gavn for samfundsøkonomien og borgerne, slutter hun.