Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Fyret da hun nægtede at arbejde i fritiden

- Jeg vil klart anbefale alle kostfaglige at melde sig ind i fagforeningen og få tjekket, at deres kontrakt er i orden.

Opfordringen kommer fra 24 årige Nastasja Mottlau, som taler af en vis bitter erfaring.

Efter en uoverensstemmelse med sin arbejdsgiver i en privat, økologisk take-away virksomhed i Nordsjælland, blev Nastasja fyret på stedet og stod til tre ugers karantæne. Men da Kost & Ernæringsforbundet kom ind i sagen, tog den en drejning – til Nastasjas fordel.

Ikke tid til pauser

Historien tegner ellers lyst i efteråret 2010. Nastasja er nyuddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Hun er kommet i virksomhedspraktik hos take away-virksomheden, som ejes af en driftig, autodidakt kok. Her kan Nastasja få lov at udfolde sin passion inden for det kulinariske – vegetarmaden.

Efter praktikperioden bliver hun 1. december fastansat i en 25 timers stilling. Mere var der ikke råd til, hed det sig, selvom Nastasja skal lave det samme, som da hun var i praktik på fuld tid.

– Men jeg ville gerne arbejde der, selvom det også indebar tre timers transport om dagen. Jeg syntes, at ejeren var meget dygtig, det var en virksomhed under udvikling, og jeg fik et stort ansvar, som udover den daglige produktion også omfattede menuplanlægning, indkøb, oplæring af personale osv., husker hun.

Menuplanlægningen foregår dog i fritiden, da arbejdsdagen går med at producere de daglige to-tre retter vegetarmad til 50-60 kunder, dagens suppe til 80 personer samt dagens humus.

– Så der var ikke rigtig tid til pauser, men jeg kunne godt lide at arbejde på så højt et energiniveau.

Alene med chefen

I køkkenet får Nastasja hjælp af en praktikant og senere også en elev. Det betyder, at hun nu kan planlægge menuen i arbejdstiden. Men i januar må både praktikant og elev forlade køkkenet, der ikke bliver godkendt som praktikplads. Tilbage er Nastasja og hendes chef.

– Så jeg får endnu mere at lave. Om mandagen, som jeg bliver fyret torsdag, er der så travlt, at jeg ikke når på toilettet hele dagen. Og jeg må blive en halv time længere for ikke at efterlade køkkenet i et syndigt rod. Den knude, jeg har i maven på vej hjem, duer bare ikke, husker Nastasja.

Næste dag siger hun til chefen, at det ikke holder – han er nødt til at ansætte mere personale.

– Men det vil han ikke. Han mener bare, at jeg skal blive bedre til at bede om hjælp – eller slække på kvaliteten. Det tager jeg til efterretning, selvom jeg ikke har lyst til at sende noget ud af døren, som ikke er i orden. Men han er jo chefen.

Fyret på stedet

Sådan går de næste dage. Torsdag morgen spørger chefen, om hun har set den mail, han har sendt aftenen før. Det har hun ikke.

– Jeg har besluttet ikke længere at hænge over min mail i fritiden og stå til rådighed 24/7. Det viser sig, at vi har fået en klage fra en kunde, som går direkte på mit vegetarkoncept. Vi bliver enige om, at jeg skal svare hende – og jeg beder om lov til at svare i arbejdstiden. ”Kan du ikke bare lave det i aften”, spørger han. Men det vil jeg ikke – og så taler han ikke til mig resten af dagen.

Dagen ender med et skænderi. Chefen er vred over, at Nastasja ikke vil svare på klagen efter arbejde, men hun står fast.

– Og så taber han helt tråden, nedgør mig verbalt og ender med at fyre mig på stedet. Jeg gør opmærksom på mit opsigelsesvarsel på en måned, som han nægter mig, fordi han mener, jeg har begået kontraktbrud.

Fået god behandling

Allerede næste dag går Nastasja til sin a-kasse. A-kassen vurderer, at hun er ’selvforskyldt ledig’ og derfor står til tre ugers karantæne.

– Jeg kunne se, at det var en sag for fagforeningen, så jeg ringede til Kost & Ernæringsforbundet, husker Nastasja. Her taler hun med en jurist, som skriver et brev til a-kassen og påpeger, at fyringen er uberettiget. Og på trods af et par svipsere i sagsbehandlingen hos a-kassen, får hun sine dagpenge med tilbagevirkende kraft fra fyringen den 27. januar.

– Jeg oplever, at Kost & Ernæringsforbundet har forklaret sagen godt fra min side. Jeg har fået en god og hurtig behandling, selvom jeg har kimet dem ned dag ud og dag ind, og de har bestemt levet op til mine forventninger, siger Nastasja, som nu er jobsøgende.

Kost & Ernæringsforbundet hjælper, hvis du bliver fyret fra din arbejdsplads, står overfor forandringer, der ændrer din funktion, dit arbejdssted, din løn osv. Forbundets konsulenter forhandler med din arbejdsgiver, yder juridisk bistand og undersøger, om alle formelle regler er overholdt. De kan også gennemgå din kontrakt eller ansættelsesbrev, inden du skriver under.

Kontakt din tillidsrepræsentant, din regionsformand eller sekretariatet. De arbejder tæt sammen for at give dig og dine kolleger den bedst mulige støtte og service. Og få din kollega til at melde sig ind, hvis hun ikke allerede er medlem – før hjælpen måske bliver nødvendig.

Se Køkkenliv 2 og 3, 2011 samt www.kost.dk – søg under ’køkkenet’