Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Fyret og hvad så?

Uanset om fyringen er personlig, skyldes omstruktureringer eller nedlæggelse af arbejdspladsen, kan den være svær at komme igennem. Det handler om at finde motivation, være aktiv og komme hurtigt i gang med jobsøgningen, anbefaler jobrådgiver i FTF-A, Lars Kaae, som Køkkenliv har bedt om fem gode råd:

Acceptér situationen
Uanset årsagen er det at blive opsagt i jobbet en forandring i ens liv. For at komme videre er man nødt til at indse, acceptere og tilpasse sig en ny situation.

Brug dit netværk
Netværk er det bedste middel til at bearbejde sin situation, identificere sig med andre og få nogle jobkontakter. At bruge sit netværk er noget af det allerførste, man skal gøre.

Brug en jobrådgiver
Hvis man ikke har så stort et netværk eller er opsagt på grund af personlige problemer i jobbet, anbefaler jeg at bruge en jobrådgiver i A-kassen eller fagforeningen. Hvis man er ramt af chok over fyringen, har man brug for professionel hjælp. Er det meget slemt, anbefaler jeg, at man kontakter sin læge.

Jobsøgning er et personligt salgsarbejde 
Når det gælder om at komme videre jobmæssigt, skal man være meget skarp, og man er nødt til at sælge sig selv både som ’produkt’ og som person. Det gælder derfor om at finde ud af, hvilke kompetencer man har, og hvilken vej man skal. Her kan man også få sparring og gode råd hos jobrådgivere.

Vær målrettet og gå hurtigt i gang
Det er vigtigt at lægge en strategi og være målrettet i stedet for at søge alle mulige job i øst og i vest. Du skal slå på, hvad du har at byde på af relevant uddannelse eller joberfaring – faktisk allerede i overskriften og indledningen.

EN SVÆR KAMEL AT SLUGE

Køkkenet på patienthospitalet, hvor Sonja Balslev er økonoma, skal omlægges. Fra 1. maj står hun derfor uden job. Ved forbundets hjælp lykkedes det at få arbejdsgiveren til at betale hendes diplomuddannelse.

’Patienthotellet er en fantastisk idé, men omlægningen har desværre kostet mit job.’

Det er den følelse, som økonoma Sonja Balslev sidder tilbage med, efter at det er besluttet, at egenproduktionen af mad på Patienthotellet skal erstattes af et modtagekøkken. Det sker på grund af besparelser på Rigshospitalet.

– Jeg synes, vores koncept var det bedste, de kunne få. Det er optimalt at lave mad i nærheden af brugerne og lave maden specielt til dem, siger Sonja Balslev.

Dumt at nedlægge produktionen

Sonja Balslev har været ansat på Patienthotellet i 111⁄2 år og har hidtil styret fri af diverse sparerunder. Men en dag i efteråret blev hun kaldt til samtale med ledelsen, og så var det slut med maden og Sonja Balslevs økonomafunktion.

Ved samtalen var en konsulent fra Kost & Ernæringsforbundet med som bisidder. Konsulenten hjalp efterfølgende Sonja Balslev med at lave en skriftlig indsigelse mod omstruktureringen og hendes fyring.

– Det skal man i min verden, hvis man ikke er enig i opsigelsen, siger Sonja Balslev.

I indsigelsen opstillede hun plusser og minusser ved omlægningen, men opsigelsen blev fastholdt.

Juridisk bistand fra forbundet

Herefter gjaldt det for Sonja Balslev om i det mindste at få arbejdsgiveren til at betale resten af den diplomuddannelse i ledelse, som hun er i gang med. Derfor gik turen igen til souschefens kontor. Denne gang havde hun en jurist med fra Kost & Ernæringsforbundet.

Det lykkedes at få kravet om diplomuddannelsen opfyldt. Det er Sonja Balslev glad for.

– Jeg brænder virkelig for at få den diplomuddannelse, siger hun.

Personligt har hun håndteret sin fyring ved at forholde sig så nøgternt som muligt til årsagen: at stillingen nedlægges, fordi arbejdspladsen omstruktureres. Men kostfagligt har det været en svær kamel at sluge.

– Vi er blevet skamrost for vores frokost! Det er surt, for jeg synes, det er en forkert beslutning, der er truffet, slår Sonja Balslev fast.

Der kommer et nyt job

Når hun ser tilbage på forløbet, føler hun, at hun har fået rigtig fin hjælp og støtte fra forbundet til, hvad man skal gøre, når man bliver fyret. Samtidig er hun fortrøstningsfuld omkring fremtiden.

– Nu glæder jeg mig til at komme videre, og jeg tror på, at jeg har et nyt job inden for en overskuelig fremtid, siger hun.

Indsigelse til opsigelse

Som offentligt ansat har man ret til at ’afgive høringssvar’ til sin arbejdsgiver. Det vil sige en skriftlig kommentar til den påtænkte opsigelse. Kost & Ernæringsforbundet kan hjælpe med det. Er man privatansat gælder andre regler. Spørg i forbundet.

 

MIT NETVÆRK HJALP MIG VIDERE

Da Karin Elmquist mistede jobbet som cheføkonoma, hjalp netværket hende til et nyt. Og forbundet forhandlede en god løn igennem.

– Det er fantastisk at have et godt netværk. Når jeg har haft succes med at komme videre til nye job, er det, fordi jeg har fået tips om ledige vikariater, fortæller Karin Elmquist. Hun er tidligere cheføkonoma for en række plejehjemskøkkener i Roskilde Kommune.

I 2009 blev hendes stilling nedlagt på grund af omstruktureringer og sammenlægninger i ledelsesfunktionerne. Det var en stor, personlig omvæltning.

– Det var meget underligt fra den ene dag til den anden ikke at have sit job efter så mange års ansættelse. Jeg havde et kæmpe netværk, men samme dag, som jeg blev afskediget, fik jeg lukket adgangen til min computer og frataget min mobiltelefon, fortæller Karin Elmquist.

Parat til udfordringer

– Oplevelsen hang ved i nogle måneder. I dag føler jeg mig dog meget heldig over, at det skete, mens det stadig var muligt at få et godt job som kostfaglig, siger Karin Elmquist.

Jobmæssigt kom hun nemlig hurtigt videre.

– I første omgang hørte jeg gennem én i mit netværk om et vikariat i Hillerød Kommune, hvor de søgte en produktionsleder for et nyoprettet, kommunalt køkken, der skulle levere mad til daginstitutioner og pensionister i kommunen. Der lå en stor udfordring i at få det til at fungere, men det var et fantastisk job, og jeg lærte enormt meget.

Netværket slår til igen

Da vikariatet udløb, hørte hun – igen gennem én i sit netværk – om en ledig servicelederstilling i demenscenteret Pilehuset i Brønshøj, som er drevet af Københavns Kommune. Et job, hun overtog i eftersommeren 2010.

– Så måtte jeg igen skifte hest. Men jeg tænkte: alt kan bruges. Og i dag er jeg taknemmelig for, at det lykkedes at finde et job, hvor jeg kan lave alt det, jeg er god til, siger Karin Elmquist.

Forbundet sørger for god lønforhandling

Da det også var også nyt for Pilehuset at have en kost- og ernæringsfaglig ansat som serviceleder, havde Karin Elmquist Kost & Ernæringsforbundet med ind over for at forhandle sine lønog arbejdsvilkår igennem. En anstændig løn var vigtig for Karin Elmquist, der ikke længere beskæftiger sig direkte med madproduktion.

– Jeg var ikke helt tilfreds med den løn, de først tilbød. Heldigvis fik jeg det, jeg ønskede, på grund af mine mange års ledererfaring. Her har jeg haft virkelig stor gavn af Kost & Ernæringsforbundet, siger Karin Elmquist.

Parat til nye typer job

Udover at bruge sit netværk og sin fagforening er Karin Elmquist kommet videre ved at være åben i sin jobsøgning. Også selv om jobbene ikke umiddelbart lå til højrebenet.

– Jeg har da haft perioder, hvor jeg tænkte, at det var surt. Men jeg mistede ikke modet, for jeg havde en tyrkertro på, at jeg nok skulle få et job. Alt i alt har jeg også kun gået ledig i to måneder.

– Det vigtigste er at være positiv og ikke bygge den sure mur op og ikke kun se sig selv i én bestemt type job, konkluderer hun.