Gode eksempler på ældres måltider haves

Fødevareminister Dan Jørgensen og socialminister Manu Sareen vil gerne have endnu bedre måltider til ældre. Derfor efterlyser de i dag gode eksempler til ny vidensbank. Dem kan mere end 8.000 medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet godt bidrage med. Som kost- , ernærings- og sundhedsfaglige arbejder de til hverdag med at skabe gode måltider af høj ernæringsmæssig, hygiejnisk og kulinarisk kvalitet. Men det kommer ikke af sig selv.

- Noget af det, man for alvor skal være opmærksom på, er værtsskabet. Det er ligesom derhjemme. Hvis jeg får mad udefra, smækker jeg jo ikke foliebakken på bordet til mine gæster. Nej, jeg bruger tid på at dække bordet og jeg anretter maden på pæne fade og tallerkener. Vi holder ikke op med at spise med øjnene, når vi bliver ældre, fastslår hun. Ghita Parry peger på en række forskellige indsatser - lige fra at lade de ældre selv bage småkager, til at få en diætist med hjem og vejlede om kost. 

God mad til ældre kommer ikke kun fra køkkenet

Selvom de vilkår og rammer, som kommunerne fastlægger, er stramme, kan det godt lykkes at lave ordentlig mad. Men god mad til ældre kommer ikke kun fra køkkenet. Det er et fælles ansvar for alle i sektoren at skabe gode rammer om spisesituationerne.

- Maden er udfordret fra mange fronter – transport, effektivitetskrav, produktionsform, stram økonomi og opbevaring og servering hos borgerne.  De nære køkkener bliver lukket til fordel for ekstern levering – ofte som led i en spareøvelse, der koster i det lange løb, siger hun og tilføjer:

- Jo længere, der er til køkkenet, jo større krav til konstant og vedvarende fokus på modtagelse af maden, på anretning, på ernæring, fællesskab og værtskab. Det er også noget af det, som kost- , ernærings- og sundhedsfaglige kan, hvis de får lov, siger Ghita Parry.

Kost & Ernæringsforbundet er i forvejen i dialog med Madkulturen om at identificere de gode eksempler, som dygtige og innovative fagfolk står bag. Det er forbundets håb, at de kan være til inspiration til glæde og gavn for kommuner og borgere i hele landet.