Gør en forskel med mad – bliv ernæringsassistent

Bag kampagnen står Fagligt Udvalg for Ernæringsassistentuddannelsen (FUE), der med kampagnen ønsker at øge kendskabet til ernæringsassistentuddannelsen.
Kampagnen er bygget op omkring platformen https://blivernaeringsassistent.dk/ og en serie af videoer, hvor youtuberen Louise får indblik i ernæringsassistentens verden og hverdag sammen med ernæringsassistenten Line, og på Kost og Ernæringsforbundets Facebook https://www.facebook.com/forbundet/.

Formålet med kampagnen er først og fremmest at tiltrække ansøgere og flere elever. Dernæst at skabe et positivt indtryk af uddannelsen hos praktiksteder og samarbejdspartnere. Men kampagnen giver også tips til opskrifter, bekæmpelse af madspild og food styling.

Foruden de mange tips og tricks rummer kampagnen det vigtige budskab; bliv ernæringsassistent. Du skal tage uddannelsen, fordi ernæringsassistentuddannelsen er en samfundsmæssig vedkommende og spændende uddannelse, som har gode job- og videreuddannelsesmuligheder.

Ernæringsassistenter leverer kvalitet i offentlige køkkener, ældrepleje, daginstutioner, højskoler m.fl. De er en vigtig brik i velfærdssamfundet, hvor de, som uddannede madhåndværkere, er med til at løse opgaver med fokus på råvarer, klima, økologi, madspild, fødevarehygiejne og ernæring.

Og samfundet har nu, og i fremtiden, brug for folk, der har forstand på at tilberede ernæringsrigtig mad.

Vil du gøre en forskel med mad – bliv ernæringsassistent.