Herlev bruger mad som medicin

  • Foto: Scanpix. Det er først inden for de sidste par år, ernæringen er kommet mere i spil. Det manglende fokus har muligvis smittet af på nogle patienter ift. at forstå, at ernæring er lige så vigtig som medicin.

Det er tirsdag formiddag på afsnit L124. Sygeplejerskerne Jannie Boesen og Tina Bøtcher har samlet seks nye leukæmipatienter og deres pårørende til undervisning om kræftsygdom og ernæring. Deltagerne skal lære, hvordan de forebygger vægttab under kræftforløbet, og de skal i gang fra dag ét.

”Hos os sidestilles maden med medicin. Vi anbefaler patienterne, at de følger en kostplan og får rigeligt med energi og protein. Magter de ikke at spise, opfordrer vi dem til at tage imod fx sonde- eller parenteral ernæring, inden de starter på kemoterapi. Vi forklarer dem, at tingene hænger sammen. Kroppen kan bedre tåle behandlingen og stå imod bivirkningerne, hvis patienterne er velernærede. Vi forklarer også patienterne, at vi kan have svært ved at få dem på benene igen efter behandlingen, hvis ikke de får den nødvendige energi, siger Tina Bøtcher.

Sygeplejerskerne på L124 er lynhurtige til at få både de pårørende, diætisten og lægen på banen for at støtte op om undervisning og ernæring. På L124 ved de nemlig, at det er samarbejde, der virker, når underernæring skal forebygges. Samtidig sparer den fælles undervisning sygeplejerskerne for en masse tid, og den skaber et rum for fælles dialog mellem patienter og pårørende.

Opgør med grøntsager

Både patienter og pårørende er generelt positive overfor undervisningen. Den ruster dem til at håndtere ernæringen bedre - også efter udskrivelse, hvor det for alvor kan være svært at holde vægten. Undervisningen er typisk en øjenåbner for patienter og pårørende, fordi sundhedsmagasiner og medier har et andet ernæringsfokus ift. kræft. Nemlig at det handler om at spise grønt for at forebygge kræft. Men når sygdommen raser, skal der imidlertid indtages en anden form for ernæring. Derfor opfordres patienterne til at vende kostpyramiden på hovedet og til hellere at spise en flødeskumskage frem for salat. Og opgøret med de grønne myter virker. Afdelingen har ikke nogle konkrete effektmålinger, men det er deres erfaring, at patienterne klarer sig bedre, når de følger undervisningen.  

"Det er min erfaring, at patienter, der gennemskuer de positive sammenhænge mellem ernæring, oplevelse af energi og et større fysisk velbefindende, også er de patienter, der generelt oplever de bedste forløb, fordi de opdager, at de selv kan have en indflydelse på fx oplevelsen og hyppigheden af bivirkninger", siger Jannie Boesen.

Jannie Boesen og Tina Bøtcher er begge frontløbere for ernæring på L124. De har en stor interesse for emnet og forklarer enstemmigt, at det er vigtigt, at der er nogle sygeplejersker, der går foran og har ernæring som fokus. Derfor er det også vigtigt, at man trækker på det tværfaglige samarbejde fx med både diætist og læge og får de pårørende aktiveret, forklarer de to sygeplejersker.

”Diætisten er uundværlig. Vi bruger hende først og fremmest som hjælp til at udarbejde kostplaner. Hun ved præcis, hvad der er let at få ned, og hvordan du får så meget energi som muligt på en lille volumen. Det er vigtigt, når patienterne ikke har nogen appetit. Diætisten kan blive ved med at komme med alternative forslag til, hvad patienterne kan spise, når de har madlede pga. kemoterapien. Hun kan individualisere kostplanerne. Vi sygeplejersker lærer rigtig meget af hende og kan bruge informationen i vores undervisning”, forklarer Jannie Boesen.

De pårørende er også en vigtig ressource ift. ernæring, og de inviteres med til undervisningen. Det er ift. ernæringsdelen, at de pårørende rent faktisk kan gøre noget fx ved at tilbyde små og energi-/proteinrige måltider og drikke til patienterne, forklarer Jannie og Tina.

”Undervisningen er baseret på evidens. Det er vigtigt, at vi kommer med videnskabelige beviser på, at ernæringen har betydning overfor patienterne. Vi supplerer teorien med praktisk information om selve maden og andre ernæringsprodukter.  Alt er typisk kaos, når du lige har fået en kræftdiagnose, så vi forsøger at holde vores information kort og konkret, da for meget information kan virke overvældende”, forklarer Tina Bøtcher.

På afsnit L124 tager sygeplejerskerne patienterne med ud til madvognen og giver dem nogle eksempler på den mad, de kan spise for at få mest mulig energi og protein. Det kan fx handle om at skifte saftevand og kaffe ud med milkshakes, sødmælk eller ernæringsdrikke. Hvis der ikke er noget, der falder i patienternes smag, så er køkkenet på Herlev gode til at imødekomme særlige behov. På den måde er der hele tiden fokus på at få mad i patienterne.

Sygeplejerskerne vurderer også hurtigt, om der er behov for ekstra ernæring med fx sonde og drop. Dette i de tilfælde hvor de kan se, at patienten er udfordret ift. at spise nok almindelig mad.

”Vi forsøger at opstarte sonde- eller parenteral ernæring allerede ved indlæggelsen, hvis patienten har tabt sig en del, for vi ved, at vægttabet fortsætter, når kemoterapien opstartes, så det er bare med at få lægen på banen og udskrive den rette ernæringsterapi. Udfordringen kan selvfølgelig være, at problemerne nogle gange står i kø hos patienten, hvorfor benhårde prioriteringer kan gøre, at ernæringen ikke står øverst på listen, men vi bestræber os altid på at sætte i gang med ernæringen hurtigst muligt”, siger Jannie Boesen.

Undervisning i kræft og ernæring sikrer bedre forløb

Nogle patienter kan selvfølgelig være afvisende overfor de gode råd til ernæring. De to sygeplejersker mener, det kan skyldes, at maden er det eneste område, patienterne føler kontrol over. Men det er meget uheldigt, når patienterne vælger ernæringen fra. På afdelingen erfarer sygeplejerskerne nemlig, at de patienter, der tager imod undervisningen og følger anbefalingerne, har et bedre forløb.

På L124 udleverer de en mappe med forskellig information om behandling, ernæring, immunforsvar og fysisk aktivitet ved kræft. Mappen følger patienterne og ruster dem til at skulle klare sig selv hjemme.

De to sygeplejersker slutter med at fortælle, at de største udfordringer ift. ernæring i dag er tid, ressourcer, patienter med mange problemstillinger og det faktum, at lægerne er kommet for sent ind i kampen ift. at anerkende ernæringens betydning. Det er først inden for de sidste par år, ernæringen er kommet mere i spil. Det manglende fokus har muligvis smittet af på nogle patienter ift. at forstå, at ernæring er lige så vigtig som medicin. ”Det skal vi have lavet om på sammen, for der er mange fordele at hente både for den enkelte patient og for samfundet ved at sætte fokus på ernæring”, slutter Jannie og Tina, som begge håber, at deres arbejde kan inspirere andre.