Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Høj standard i vinderopgave

Der blev underskrevet en kæmpecheck, som det sig hør og bør, da Lotte Køhler, nybagt professionsbachelor i ernæring og sundhed, ved en prisceremoni hos Kost & Ernæringsforbundet fik overrakt forbundets bachelorpris, som blev uddelt for anden gang.

Checken på 10.000 kroner blev ledsaget af mange rosende ord om vinderprojektet ”Gi’r I ikke en pizza?”, der anviser veje til bedre sundhed for udviklingshæmmede (læs interviewet med Lotte Køhler på side 7).

– Det er en glædelig dag, og jeg bliver lidt høj over, at vi har bachelorer, der kan bidrage til vores fag med så stor viden og professionalisme, sagde Judi Olsen, leder af Kost & Ernæringsforbundets kostfaglige afdeling.

Lotte Køhler kvitterede med et stort smil og et ønske om, at pristildelingen kan være et kærkomment skub fremad for hende selv som nyuddannet og jobsøgende – og samtidig sætte fokus på den gruppe, som opgaven omhandler, nemlig landets 80.000 udviklingshæmmede:

– Jeg er taknemmelig, glad, stolt, overrasket og håber, at det her kan skubbe ikke bare mig over rampen men også bidrage til at fremme sundheden blandt udviklingshæmmede, sagde prisvinderen.

Ren Tivoli på den gode måde

En jury, bestående af tre kostfagligt uddannede har sammen med to konsulenter fra Kost & Ernæringsforbundet vurderet de mange bacheloropgaver, der deltog i konkurrencen om forårets Bachelorpris 2011. Og afgørelsen var svær, for der var mange gode opgaver, fortalte Judi Olsen:

– At læse opgaverne har været ren Tivoli på den gode måde. Kvaliteten er fantastisk høj.

Opgaverne, der deltog i konkurrencen, dækkede et bredt spektrum af emner, blandet andet . Fra kommunikationsstrategi for overvægtige gravide, værdibaseret ledelse, udfasning af smagsforstærkere m.m.

At Lotte Køhlers opgave løb af med sejren, begrundede juryen blandt andet med, at den behandler et meget relevant samfundsmæssigt problem og rejser en nødvendig diskussion om en gruppe mennesker, der mangler kostfaglig støtte og derfor har svært ved at tage ansvar for egen sundhed.

Blandt de indsendte opgaver skilte en anden sig også klart ud, mente juryen. Nemlig en opgave af Line Thøgersen Dahl om, hvordan madvogne kan pakkes mere effektivt i køkkenet på Århus Sygehus. For opgaven modtog Line Thøgersen Dahl en hæderfuld andenplads. Ved prisoverrækkelsen blev hendes projekt fremhævet som er et konkret eksempel på en stærk trend i branchen, implementering af Leanbaserede værktøjer og arbejdsgange.

Drømmejob som sundhedskonsulent

– Line Thøgersen Dahls projekt sætter fokus på køkkenernes økonomiske udfordringer og på, hvordan de ved at inddrage konkrete ledelsesmæssige metoder kan implementere en ændring, sagde mad og måltidskonsulent i Kost & Ernæringsforbundet, Karen Leth.

Både Lotte Køhler og Line Thøgersen Dahl er uddannet på University College Sjælland, Ankerhus. Og uddannelsesleder Ida Husby herfra havde også taget turen fra skolen i Sorø til København for at overvære prisoverrækkelsen:

– Det er en fornøjelse at have så dygtige og engagerede studerende, der kan gå ud i verden og gøre en forskel ved at bidrage til større professionalisme og sundhedsfremme blandt svage grupper, sagde hun.

De to ’finalister’ er begge jobsøgende og drømmer om at få mulighed for at arbejde videre med de emner, de har skrevet bachelorprojekt om:

For Line Thøgersen Dahl er drømmejobbet at få lov at arbejde med forandringsledelse i køkkener. Lotte Køhler drømmer om at blive sundhedskonsulent i en kommune og bindeled til bosteder for udviklingshæmmede, så de sikres rådgivning om kost, ernæring og motion.

– Præcis den type job anbefaler jeg i opgaven kommunerne at oprette, og for mig ville det simpelthen være ønskejobbet.