Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Hun kommer ukrainske landsmænd til undsætning

  • Astrid Schou [ t e k s t ] │ Kissen Møller Hansen [ f o t o ]

Det var så spændende. Vi hørte om, hvordan proteiner, kulhydrater og fedt sættes sammen. Hvad mættede fedtsyrer betyder for kolesteroltallet. Hvad æg kan bruges til. Med hvert nyt emne kom der en masse fakta og forklaringer, som kørte gennem min hjerne og gav mig lyst til at lære endnu mere − og bruge min viden, fortæller ernæringsassistent på Holstebro Sygehus, Irina Vodyakha, om sin uddannelse.

Kærligheden havde bragt den ukrainske koreograf til Holstebro. Eftermiddagsjobbet på balletskolen harmonerede imidlertid dårligt med børnenes dagsrytme, og efter råd fra familien, der kendte Irina som en glimrende kok, satte hun sig på skolebænken for at få adgang til et job med mere familievenlige arbejdstider. At dørene samtidig blev åbnet til en helt ny verden fyldt med enorme mængder af kundskaber, kom bag på hende.

Nye kostvaner

Inden uddannelsen troede Irina Vodyakha egentlig, at hun levede sundt, når hun satte tænderne i en franskbrødsmad med smør og spegepølse og spiste et måltid uden skyggen af grøntsager. Som andre ukrainere var hun vant til tung og fed mad med meget svinekød og få grøntsager.

− Danske ernæringsassistenter er virkelig dygtige. I Ukraine vil så meget indsigt om kost, ernæring og sund mad kun være for få udvalgte specialister. Jeg er så stolt af den her uddannelse og vil rigtig gerne bruge den til at hjælpe andre med at leve sundt, siger hun.

Danske kostråd til ukrainere

Det nyder de mange ukrainere, der arbejder på landbrugene omkring Holstebro godt af. I en lokal dansk-ukrainsk forening lærer Irina Vodyakha dem at spise sundt efter danske principper. Det første møde handlede om de forskellige danske kampagner, eksempelvis de 10 kostråd.

− Der var meget stille i salen, folk sad med åbne ører og øjne, og jeg kunne se, at de blev helt tomme i blikket, da jeg talte om nøglehulsmærket og fuldkornsmærket. Men når man bor og arbejder her i Danmark, skal man også bruge den viden, som danskerne har. Og ukrainerne er generelt positive og åbne, fordi de gerne vil integreres og vide mere, oplever Irina Vodyakha.

Og ernæringsassistenten ved præcist, hvad hun skal lægge vægt på over for sine landsmænd. For eksempel understreger hun, at man kan have tillid til de forskellige mærker for sundere fødevarer, fordi den danske industri er pålidelig og ansvarlig.

Spændende madpakker

Temaet for næste møde er madpakker.

− Jeg vil gerne forklare folk, at man kan lave spændende madpakker til de små børn med flere forskellige små madder, så alle vitaminer og mineraler bliver ramt, siger Irina Vodyakha. Ukrainere ved nemlig ikke ved så meget om madpakker, fordi de er vant til madordninger, tilføjer hun.

Herefter har Irina Vodyakha planlagt en workshop om principperne for dansk smørrebrød, så de vestjyske ukrainere selv kan få fingrene i de danske madtraditioner.

BLÅ BOG

 

Irina Ivanivna Vodyakha

45 år

Født i Ukraine og flyttede til Danmark for 11 år siden. Uddannet ernæringsassistent i 2013 på Uddannelsescenter Holstebro. Hun fik sølvmedalje for sin svendeprøve og Kost & Ernæringsforbundets Svendeprøvepris. Arbejder i Centralkøkkenet på Holstebro Sygehus.

MIN HVERDAG

BØRNESHOW: Jeg koreograferer børnene i en dansk-russisk aktivitetsforening, som optræder med shows og teaterstykker. 

FIBERFAN: Rodfrugter er guld for mig, og jeg savner altid det danske rugbrød, når jeg er i udlandet.

VIRTUELLE REJSER: Jeg zoomer ind på Google Earth eller finder små billeder af bjerge og byer og nyder, hvor smuk verden er.   

VIRKELIGE REJSER: Jeg er stor fan af Melodigrandprix og besøger værtsbyerne hvert år og oplever deres mad, musik og atmosfære.  

BØRN: Jeg bruger meget tid på at opdrage mine to drenge på seks og 10 år til at være interesserede i verden og dens mangfoldighed af kulturer.