Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Husk at skifte kasketten

  • Tina Juul Rasmussen [ t e k s t ] Scanpix [ f o t o ]

Bliver du vred over, hvordan den økonomiske smalhals forringer kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser til samfundets svageste, har du ret til at sige det højt og blande dig i den offentlige debat − uanset om du er leder, tillidsrepræsentant eller mening medarbejder. Ytringsfriheden gælder alle borgere i Danmark, og den er sikret i grundlovens § 77 − så længe man udtaler sig som privatperson! Det betyder omvendt også, at man ikke frit kan udtale sig på vegne af den organisation eller den virksomhed, man er ansat i.

Debatten er væsentlig

Både politikere og fagforeninger opfordrer jævnligt offentligt ansatte til at åbne munden og blande sig i debatten for at sikre åbenhed og for at forhindre magtmisbrug i den offentlige sektor. Men der er grænser for, hvad man må sige − også som privatperson.

Det siger advokat Helle Hjorth Bentz fra Kost & Ernæringsforbundets hovedorganisation FTF.

− Der gælder bestemmelser om tavshedspligt, bl.a. i personsager. Du må ikke fremsætte ærekrænkende udtalelser om andre, ligesom du har pligt til at være loyal over for din arbejdsplads.

Det sidste betyder, at du ikke må videregive oplysninger fra en beslutningsproces, du er tæt på f.eks. som topleder. Du må heller ikke videregive forkerte eller utilstrækkelige, faktuelle oplysninger i en sag.

Ret til at ytre sig

Men når det er sagt, understreger Helle Hjorth Bentz, så er hovedreglen, at offentligt ansatte har samme ret som alle andre til at ytre sig offentligt.

− Og man må gerne tage afsæt i den faglighed, man har. Man skal bare huske, at man altid udtaler sig som privatperson.

Det betyder, at man skal lægge kasketten som kost- og ernæringsfaglig, socialrådgiver eller skoleinspektør fra sig og tage sin private kasket på, når man udtaler sig eller farer i blækhuset og skriver et debatindlæg.

Man er heller ikke forpligtet til på forhånd at meddele sin leder, at man har tænkt sig at gå til pressen eller udtale sig om f.eks. madservicen i kommunen.

− Men for samarbejdets skyld, kan det være en god ide, mener Helle Hjort Bentz.

Frygter fyreseddel

Overholder man reglerne for ytringsfrihed og udtaler sig som privatperson, er der ingen grund til at holde sig tilbage, mener Helle Hjort Bentz. Men FTF’s undersøgelser viser med al tydelighed, at offentligt ansatte har en anden mening.

− Desværre ser vi, at folk er tilbageholdende af frygt for at få en fyreseddel. Siden 2006 har vi lavet tre undersøgelser af ytringsfrihed blandt FTF’s medlemmer, og tendensen er klar: Hver anden FTF’er frygter at få ballade på jobbet, hvis de ytrer sig, og undersøgelsen fra 2012 viser, at finanskrisen har lagt en endnu større dæmper på medarbejdernes lyst til at udtale sig om forhold på jobbet. Der er tale om selvcensur, og det er ærgerligt.

Kritik er i orden

Blandt arbejdsgivere er det en udbredt misforståelse, at en medarbejder er illoyal over for sin arbejdsplads, hvis vedkommende udtaler sig kritisk om forholdene.

− Det er som udgangspunkt ikke tilfældet, siger Helle Hjort Bentz og understreger, at loyalitetspligten ikke må bruges som begrundelse for at begrænse den offentligt ansattes ytringsfrihed.

− Ledere har som udgangspunkt større loyalitetspligt end andre medarbejdere, men heller ikke for ledere rækker loyalitetspligten så langt, at den begrænser private udtalelser. Husk derfor altid at gøre det helt klart, om du udtaler dig som privatperson eller som et led i tjenesten, siger hun.

Helle Hjort Bentz opfordrer i øvrigt til, at man lokalt på arbejdspladserne aftaler fælles retningslinjer for, hvordan man ytrer sig.

− Det vil netop signalere retten til ytringsfrihed for alle.

SYNSPUNKT

 

Pseudovirkelighed i den offentlige debat

I dag er ytringsfriheden ikke en selvfølgelighed på de danske arbejdspladser − selv om den anses for en grundpille i vores samfund. En ny undersøgelse fra FTF viser, at hovedparten af de ansatte afstår fra at bruge deres ytringsfrihed om forhold på jobbet. Fordi de ikke tør. 

− Derfor føres den offentlige debat i dag næsten udelukkende af politikere, ledere og eksperter. Men uden de ansattes stemme får vi præsenteret en pseudovirkelighed, hvor vi mangler viden fra dem, der har erfaringen fra den daglige praksis, siger Bente Sorgenfrey i et indlæg i Frederiksborg Amtsavis.

FTF anbefaler, at der indføres en lovreguleret beskyttelse af de ansatte, så de ikke kan fyres på grundlag af, at de har ytret sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads.

− Vi føler os overbevist om, at det vil have en præventiv effekt, hvis arbejdsgiverne ved, at medarbejderne ikke kan fyres på grundlag af ytringer. Det vil bløde op på den tavshedskultur, der i dag er udbredt på mange arbejdspladser, hvor medarbejderne i udstrakt grad censurerer sig selv og brænder inde med kritik, siger Bente Sorgenfrey på FTF's hjemmeside.

www.ftf.dk − søg ‘Ytringsfrihed’

Se Kost, ernæring & sundhed 10/12,  leder side 5

 

FAKTA

 

Ytringsfrihed og sociale medier

Reglerne for ytringsfrihed på internettet og i sociale medier som Facebook og Twitter er de samme som i andre offentlige medier. Også når man kommunikerer i en ’lukket gruppe’ på Facebook, er der grænser for, hvad man må skrive. Her gælder de samme regler for tavshedspligt, ærekrænkelse mv. som i andre medier. Det spiller ingen rolle for vurderingen af, om en konkret udtalelse er et brud på tavshedspligten, om den er fremsat på en åben eller lukket profil.

Kilde: Helle Hjorth Bentz, advokat i FTF

 

Vil ikke sidde og nikke

Da Christina Søndergaard offentligt stillede spørgsmålstegn ved kommunens beregninger i forbindelse med en køkkenanalyse, blev hun  opfattet som illoyal og fik en advarsel.

I 2011 satte Allerød Kommune gang i en analyse for at se, om der var penge at spare ved at lukke det kommunale køkken og flytte madproduktionen til et nybygget køkken i Hillerød. Daværende leder af køkkenet i Allerød, økonoma Christina Søndergaard, gik sammen med sine medarbejdere ind i kampen for at bevare deres arbejdsplads. Og undervejs i processen påpegede de, hvad de oplevede som faktuelle fejl og misvisende oplysninger i de notater og udregninger, forvaltningen lavede i sagen. 

− Vi sendte notater og udregninger retur til forvaltningen, hvor vi markerede med rødt, hvad vi mente var forkert. Det er for så vidt i orden, at de beslutter at lukke vores køkken, hvis det sker på et sagligt korrekt grundlag, men det oplevede vi ikke, og det var meget, meget frustrerende. De virkede i det hele taget ikke særligt interesserede i at høre, hvad vi havde at sige, husker Christina Søndergaard.

Mens analysen stod på, og politikerne i byrådet behandlede sagen, gjorde køkkenpersonalet meget for at gøre opmærksom på, at de var uenige i en lukning. De mødte op til et byrådsmøde klædt i sort og udvandrede efter behandlingen af punktet om køkkenet − for at markere deres protest.

− Jeg blev flere gange interviewet til vores lokale medier, og hele vejen igennem orienterede jeg min leder, så hun vidste, hvad der skete, siger Christina Søndergaard.

Da beslutningen om lukningen af køkkenet var taget i efteråret 2011, blev Christina Søndergaard igen interviewet til lokalavisen. Her sagde hun højt, at hun mente, kommunens udregninger var misvisende, og at hun flere gange havde gjort forvaltningen opmærksom på det. Og at det i hendes øjne virkede som om, beslutningen om at lukke køkkenet var taget på forhånd.

− Da artiklen blev bragt, lød overskriften: ’Køkkenleder: Forvaltning gav byråd forkert information.’ Det var måske ikke lige sådan, jeg havde sagt det.

Tre dage senere lå der et brev i Christina Søndergaards postkasse med indkaldelse til en tjenstlig samtale − der endte med en advarsel.

Christina Søndergaard havde en repræsentant fra Kost & Ernæringsforbundet med til samtalen, og det var en god støtte. Men alt i alt var det en hård oplevelse, siger hun.

− Også fordi sanktionen først kom, da jeg offentligt kritiserede kommunen for at gøre et dårligt stykke arbejde. Jeg havde jo inden da udtalt mig i mange artikler, uden der var sket noget. Og det fremgik klart af artiklen, synes jeg, at jeg udtalte mig som privatperson og ikke på vegne af Mad og Måltider. Men de mente, jeg havde været illoyal.

I dag er Christina Søndergaard ansat i en anden kommune. Set i bakspejlet fortryder hun ikke det, som skete.

− Jeg har lært meget af at se, hvordan både forvaltning og politikere arbejder. Og jeg vil til enhver tid kæmpe for mit køkken. Mange tør aldrig sige noget, fordi de er bange for, hvad der sker. Jeg vil ikke bare sidde og nikke.