Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Jeg skal ikke spille golf, så længe jeg har noget at byde ind med

  • Tina Juul Rasmussen    [ TEKST ]Sif Meincke  [ FOTO ]
    Tina Juul Rasmussen [ TEKST ]Sif Meincke [ FOTO ]

Blandede bolsjer.

De to ord beskriver ifølge Helle Christensen selv, hvad hun laver til daglig som selvstændig. Der står imidlertid ikke bolsjekoger på visitkortet, men derimod klinisk diætist med autorisation og egen klinik i Kalundborg.

− Når man ikke lige bor i Whiskybæltet, er man nødt til at være kreativ, og den evne er jeg heldigvis udstyret med. Derfor er min praksis som klinisk diætist sammensat af mange opgaver, forklarer Helle Christensen og nævner i flæng: individuel diætbehandling, supervision og faglig opgradering af både mono- og tværfaglige grupper, f.eks. inden for mad og demens, diabeteskost og mad til småtspisende. For ikke at nævne foredrag, gå-hjem-møder og hjælp til virksomheder, der ønsker at gøre noget godt for deres medarbejderes sundhed.

Herre i eget hus

Efter 15 år i det pulserende erhvervsliv valgte Helle Christensen i 1999 at åbne egen klinik.

− Det at forme min hverdag, være herre i eget hus og vælge, hvilken vej jeg ville gå med mine opgaver, var lige mig. Men dengang vidste ikke mange i Kalundborg og omegn, hvad en klinisk diætist var, så jeg tog på rundtur hos de praktiserende læger og solgte mig selv. Det gav bonus. Jeg har stadig en fast ugentlig dag i et af de lokale lægehuse. Jeg kommer fra en familie med selvstændige forældre − det at sælge sig selv kræver nok, at det ligger lidt i blodet.

Spørger man, hvad der driver Helle Christensen, er hun ikke i tvivl:

− Min mission er at styrke danskernes sundhed. Det giver mig et kick, når fru Hansen efter fire gange hos mig går styrket og smilende ud af døren − efter at være kommet ind træt og udmattet, med for højt blodsukker og en ny diagnosticeret diabetes. Det er fantastisk at se, at man kan forbedre sin sundhed ved at ændre på nogle helt små ting.

Ønsker lige sundhed for alle

Heller ikke sundhedspolitisk er der nogen slinger i valsen:

− Hele problematikken om ulighed i sundhed er så utrolig vigtig. Vi ved jo, at dem, som er dårligst reguleret i deres type 2-diabetes, er dem med den korteste uddannelse og den laveste løn. De har ikke råd til at lægge 2.300 kr. for fire konsultationer. Det er ikke fair. Derfor har jeg, siden jeg blev uddannet, arbejdet for, at kliniske diætister får overenskomst med sygesikringen. Det vil give disse patientgrupper en bedre adgang til behandling, som på lang sigt ville spare mange penge på de regionale sygehusbudgetter.

Fagligt engageret

Det tredje ben i Helle Christensens faglige virke er et stort engagement i fagforeningen. Senest som næstformand i Region Sjælland.

− Det lå i min opdragelse at være med i en fagforening. Og jeg tænker, at jeg via fagforeningen kan være med til at præge nogle sundhedspolitiske beslutninger, som kommer os alle til gavn. Og det kræver, at vi "hele tiden er oppe på lakridserne”.

− Vores kostfaglighed risikerer at blive udvandet med helhedstankegangen i sundhedsbehandlingen. Der står mange derude, som er klar til at tage en ‘madsnak’, så jeg arbejder for at fastholde vores faglighed. Og det bliver jeg ved med i mange år endnu. Jeg skal ikke ud og spille golf, så længe jeg har noget at byde ind med.

BLÅ BOG

Helle Christensen
57 år

Uddannet ernærings- og husholdningsøkonom i 1981 og klinisk diætist i 1985. Arbejdet på sygehus og med salg i medicinalindustrien. Siden 1999 selvstændig med klinik i Kalundborg. Næstformand i Foreningen af Kliniske Diætister fra 2014-16 og siden april næstformand i Kost & Ernæringsforbundets Region Sjælland.

Min hverdag

Spinning: Jeg spinner i det lokale fitnesscenter. Det vil holde mig rask og rørig som ældre, og det frigiver gode endorfiner i min krop.

Mine to børn: Jeg har en datter på 20 år og en søn på 22. De er dejlige og giver mig rigtig meget glæde og kærlighed.

Kirken: Jeg er kristen, næstformand i menighedsrådet og formand for kor- og koncertudvalget. Musik og fællesskabet betyder meget. 

Meditation: Jeg mediterer to gange om dagen. Det giver jordforbindelse. Da jeg var i medicinalbranchen, hvor alt går stærkt, var det guld.

Symaskinen: Jeg har 35 sommerkjoler, jeg selv har syet. Jeg har det med dem, som andre med et maleri: Hvad mon det bliver til? Jeg sidder i haven og syr, mens jeg nyder alt det grønne.