Ideen tog form en tidlig morgen, da Hanne Vennevold Sahl lå i sin seng og tænkte på, hvor rystet hun var over meldingen om, at der alligevel ikke skulle bygges et køkken på det nye supersygehus i Gødstrup − angiveligt på grund af pladsmangel.
− Jeg havde jo siddet med i flere køkkengrupper og planlagt både køkken og talt ernæring i det nye supersygehus. Der havde været fuldt drøn på, og så pludselig kom den melding. Det var så provokerende. Så jeg tænkte, at det måtte vi gøre noget ved. For ét er, at man træffer dumme beslutninger − det kan være svært at gardere sig imod, men hvis det skyldes manglende viden, er det ærgerligt.
Invitation til dialog
I samarbejde med en kollega blev tankerne formuleret til en åben invitation til formand for Regionernes sundhedsudvalg og Region Midt Bent Hansen og sygehusdirektør Henning Vestergaard om at gå i dialog med det kostfaglige personale på Holstebro og Herning sygehuse. Invitationen med to siders argumenter for, hvorfor et nyt supersygehus også skulle rumme et køkken, gik ud via både aviser og tv. Og det “speedede nok processen lidt op”, som Hanne Vennevold Sahl udtrykker det.
− Men vi troede også på, at vi kunne flytte noget i deres hoveder. Sammen med kollegerne formulerede vi i fællesskab spørgsmål og argumenter, og alle medarbejderne i de to køkkener fik invitationen, så de kunne bidrage i debatten.
De to herrer takkede hurtigt ja til at mødes. Og udover samtlige ansatte i de to køkkener fik Hanne Vennevold Sahl også en overlæge fra Ernæringsrådet og afdelingssygeplejersker med til mødet, da de delte bekymringen over et sygehus uden køkken.
− Og det gik godt. Vi fik bragt vores indlæg og fik at vide, at vi senest i januar 2014 ville få endelig besked om, der ville blive et køkken eller ej.
Så længe kom Hanne Vennevold Sahl og hendes kolleger ikke til at vente. I starten af november fik de at vide, at der var truffet en beslutning:
− Til vores fordel! Det fejrede vi med champagne og kransekage i begge køkkener.
Ville ikke tabe ernæringen på gulvet
Set i bakspejlet var det, som især rykkede i Hanne Vennevold, at hun sammen med kolleger i mange år har arbejdet på at gøre ernæring til en del af behandlingen.
− Så det, der rørte mig allermest, var, at vi måske ville tabe alt det på gulvet. Det triggede mig, at de kunne kalde et sygehus for ’super’ og samtidig nedgradere et helt område. Så signalerer man da, at maden godt kan undværes. Det var næsten ikke til at bære at tænke på.
Frem til 2017-18, hvor supersygehuset i Gødstrup efter planen skal stå klart, bliver opgaven ifølge Hanne Vennevold Sahl ’at holde sig inde i kampen.’
− Vi skal blande os alt det, vi kan. Jeg sidder jo heldigvis stadig med i køkkenarbejdsgrupperne, hvor jeg vha. mine kollegaer har mulighed for at stikke min næse i alt.
BLÅ BOG
|