Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Jeg vil give beboerne en sanselig oplevelse

  • Tina Juul Rasmussen [ t e k s t ] Sif Meincke [ f o t o ]

− Du får brugt hele din uddannelse, når du laver mad til multihandicappede − vi arbejder tværfagligt med de andre faggrupper i huset, og vores mad opfylder mange behov − diabetes, dysfagi, allergi og vægtproblemer hos både over- og undervægtige. Den helt store udfordring er at stimulere beboernes sanser. De er så multihandicappede, at det er svært at inddrage dem i selve madlavningen, men gennem smag, duft, farver og anretning kan jeg give dem en sanselig oplevelse af maden, der får deres mundvand til at løbe og øger deres appetit.

Laver mad i deres hjem

I fem år har Maria Imer Riisgaard lavet mad til beboerne i Lynghuset, et bosted for multihandicappede i alderen 18-74 år. Og hun sætter etikken i sit arbejde højt.
− Jeg står jo og laver mad i deres hjem. Mange har et langt liv med i bagagen, som jeg prøver at tage hensyn til, blandt andet ved at lave mad, de kender og godt kan lide. Lige nu har jeg en beboer, som kan være med til at lave f.eks en fromage, hvis jeg hjælper ham med at røre i skålen, og det prioriterer jeg højt, siger Maria Imer Riisgaard.
Engagementet i maden, økologiprocenten på 99, det tværfaglige arbejde og kontakten med beboerne gjorde det naturligt at blive en del af ’Køkkenløftet’, hvor måltidets kvalitet vurderes af Københavns Madhus.
Det har ført til, at Lynghuset har vundet priserne Det fuldendte Måltid og Hjerteprisen, og de gode erfaringer fra Lynghuset er derfor nået helt til Neksø på Bornholm, hvor et bosted inviterede Maria og hendes kolleger på besøg.
− Vi fortalte om erfaringerne med det fuldendte måltid, hvor alle faggrupper er involveret − fra bestilling af de gode råvarer, til maden ligger i beboernes mave. De havde tidligere fået maden udefra, men ville nu ansætte en ernæringsassistent. Derfor ville de høre, hvordan vi greb det an, også i forhold til det tværfaglige samarbejde med pædagogerne.
Et par måneder senere kom den kostfaglige kollega fra Bornholm i ’praktik’ hos Maria Imer Riisgaard.
− Hun så, hvordan vi arbejder, mens beboerne er i køkkenet, hvordan vi anretter maden, arbejder med økologi og arbejder tværfagligt − med alle de udfordringer, det indebærer pædagoger og kostfaglige imellem.
Det kan nemlig være udfordrende for pædagogerne at overlade maden og køkkenet, som de har været vant til at styre, til en kostfaglig − og ligeledes for en kostfaglig at overlade sit domæne til pædagogerne, f.eks. i weekenderne, siger Maria Imer Riisgaard. Det kræver rummelighed fra alle parter.

Vil gerne på genbesøg

For Maria Imer Riisgaard var det givende at kunne give sine erfaringer videre til sin bornholmske kollega.
− Vi har stadig kontakt, og jeg ved, at hun er godt i gang. Jeg kunne godt tænke mig at komme derover og se, hvordan de har fået det til at fungere. Deres beboere og traditioner er jo anderledes end vores, så de løser det sikkert anderledes end os.

Blå bog

Maria Imer Riisgaard, 33 år. Ernæringsassistent og merkonom. Skriver pt. speciale på akademiuddannelsen i ledelse på Copenhagen Business Academy. Arbejder i køkkenet i Lynghuset, et bosted i Københavns Kommune, hvor hun også er koordinator for stedets tre køkkener med personale.

Min hverdag

  • MIN LILLA CYKEL:  bruger jeg, når jeg kører til skole, til møder og i Føtex efter varer til køkkenet. Den er lidt et arbejdsredskab. 
  • MUSIK: betyder rigtig meget. Lige nu hører jeg danske Vollbeat. Jeg går ofte til koncerter og har selv sunget på Sct. Annæ Gymnasium.
  • ROSIE, WE CAN DO IT: Billedet symboliserer politik, at man kæmper for sin sag. Jeg går meget op i politik og hader uretfærdighed.
  • REJSER:  Min mand og jeg rejser mindst to gange om året – ofte i USA, hvor jeg har familie. Nummerpladen er herfra.
  • CAMILLA PLUMS JULEBOG: Jeg er pjattet med jul, og december er den bedste måned at være på arbejde. Vi julehygger med at bage og sylte.