Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Klædt på til fremtiden

  • Marie Preisler [ T E K S T ] Henrik Frydkjær [ F O T O ]

Efter mange års ansættelse i en kantine tager arbejdslivet om kort tid en skarp drejning for ernæringsassistent Susanne Hansen, der bliver sagt op af sin arbejdsgiver efter en længere sygeperiode.
Susanne Hansen er overbevist om, at det kan blive starten på en ny og spændende periode i hendes arbejdsliv, og hun har inden opsigelsen kontaktet Kost & Ernæringsforbundets karriererådgivning for at få rådgivning om relevante kurser.
− Jeg har aldrig været ledig og vil utroligt gerne i gang med noget nyt. Jeg drømmer om at arbejde i et storkøkken og meget gerne på et plejecenter. Derfor ringede jeg straks til Kost & Ernæringsforbundet for at få råd og vejledning om, hvordan jeg fagligt ruster mig bedst muligt til at realisere mine ønsker og drømme for arbejdslivet fremover, siger Susanne Hansen.

Lyst til mere uddannelse

Forbundets karriererådgivning pegede på en række kurser, der kunne være relevante for hende, og allerede inden opsigelsen er formel, har Susanne Hansen meldt sig til flere kurser og efteruddannelsesforløb, som hun efter aftale med arbejdsgiveren går i gang med i sin opsigelsesperiode.
− Jeg har valgt nogle meget fremtidsrettede kurser. Blandt andet om bæredygtighed og økologi, og jeg glæder mig helt vildt, siger hun.
Susanne Hansen er 52 år og blev uddannet som ernæringsassistent for syv år siden. Hun har masser af mod på at videreuddanne sig og vil heller ikke udelukke, at hun kunne finde på, at gå i gang med en helt ny uddannelse.
− Jeg tænker på, om jeg som 52-årig er ved at være for gammel, men lysten til yderligere opkvalificering er bestemt til stede, og i min alder har vi jo stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet.
Når og hvis hun vil i gang med en ny uddannelse, vil hun ikke tøve med at ringe til forbundet, og hun opfordrer andre til at gøre det samme.
− Det er vigtigt at blive vejledt ordentligt om noget så vigtigt, og jeg har fået virkelig god karriererådgivning.

Klædt på til ledelse

For Anna Marie Lange, økonoma og leder af køkkenet på Plejecenter Solgaven i Vejle Kommune, er det også helt centralt at være fagligt godt rustet til at løfte fremtidens udfordringer. I køkkenet er der udsigt til et større generationsskifte, da hun og tre andre af de otte medarbejdere er over 60 år, og hun vil gerne forberede arbejdspladsen på skiftet.
− Kravene til uddannelse og efteruddannelse vokser hele tiden. Det er vigtigt at være rustet til nye faglige udfordringer og organisatoriske ændringer, for dem vil der helt sikkert komme endnu flere af, siger hun.
Anna Marie Lange er leder af køkkenet, men også plejecenterets aktivitetsafdeling, rengøring og vaskeri er blevet hendes ansvar, og det har krævet efter- og videreuddannelse.
Med den erfaring i bagagen er Anna Marie Lange så småt begyndt at forberede arbejdspladsen på en fremtid uden hende. Det kan være en god ide at udpege en teamleder, mener hun, og har en af sine medarbejdere i kikkerten.
− Det er naturligvis ikke min beslutning, hvad der skal ske, når jeg går på pension, men jeg har en medarbejder, som kan blive en virkelig god teamleder eller leder, hvis hun får den rigtige lederuddannelse, siger Anna Marie Lange, der har kontaktet forbundet for at få forslag til relevante kurser og lederuddannelser.

 

GUIDE

TIL EKSTRA UDDANNELSE

Har du besluttet dig for at give dig selv nye udfordringer, eller er du blevet tvunget ud i forandringer i dit arbejdsliv, så er der hjælp at hente hos forbundets karriererådgivning. Her kan du få tip til grund-, efter- og videreuddannelser. Du kan høre om nye jobområder, praktik eller andet, der tager afsæt i din uddannelsesmæssige baggrund og dine erfaringer på arbejdsmarkedet.

Info

Mere uddannelse

På undervisningsministeriets uddannelsesguide kan du finde uddannelser, der matcher din baggrund:

Grunduddannelser:

  • Erhvervsuddannelser
  • Erhvervsakademiuddannelser
  • Professionsbacheloruddannelser

Efter- og videreuddannelser:

  • Amu
  • Akademiuddannelser
  • Diplomuddannelser
  • Masteruddannelser

www.ug.dk

www.kost.dk/efter-og-videreuddannelse

Realkompetencevurdering

En realkompetencevurdering er en god mulighed, hvis du skal i gang med en (anden) grunduddannelse eller en efter- og videreuddannelse. Realkompetencevurderingen kan give dig papir på det, du allerede kan. Det kan være afgørende for at få adgang til en uddannelse, og det kan betyde et individuelt og evt. et kortere uddannelsesforløb.

Kompetencevurderingen sker på uddannelsesinstitutionerne.

Kontakt

Uddannelseskonsulent, Gerda K. Thomassen,

gkt@kost.dk