Køkkenerne bliver dygtigere - friske råvarer er i centrum

Næstformand i Kost & Ernæringsforbundet, Michael Allerup, er begejstret for det faglige niveau. For 3. år i træk, at han er rundt i det ganske land for at høre om tankerne og arbejdet med økologi og kvalitet og smage på madkvaliteten i de offentlige køkkener, sammen med resten af juryen for prisuddelingen. Og for ham er der ingen tvivl. Køkkenerne bliver ved med at hæve niveauet, og så er det en fornøjelse, at være både næstformand og jurymedlem

Fokus på friske råvarer

”De er så dygtige. Jeg ser, at det ikke kun er økologi for økologiens skyld. Overalt tænker man helt naturligt på at højne madkvaliteten ved at fokusere på at bruge friske råvarer i sæson. Køkkenerne har kloge overvejelser om indkøb i forhold til lokale eller økologiske råvarer, og hvornår de går kompromis i forhold til at fastholde kvaliteten og en høj økologiprocent uden at overskride budgettet. Der er en større bevidsthed om fx at bruge danske varer frem for økologiske, der kommer langvejs fra, og som er helt uden for sæson. Så det er ikke kun økologi for økologiens skyld. Smagen og det gode håndværk er heldigvis i højsædet. Og det er faglighed, når den er bedst. Det er så imponerende at få lov at se", siger Michael Allerup.

De nominerede

Herunder ser du de otte nominerede køkkener, to i hver af de fire kategorier. Hvem der vinder, afgøres til 'Fødevaredagen'  9. oktober, på Hindsgavl Slot på Fyn.

Central- og hospitalskøkkener

  • Byens Køkken, Odense
  • Regionshospitalet Nordjylland, Thisted

Daginstitutioner, mad til børn og unge

  • Brnehaven Æblehuset, Herlev
  • Børnehuset, Søborg

Plejehjem, sociale institutioner (døgn) med lokale produktionskøkkener eller levebo-miljø

  • Virklund Plejecenter, Silkeborg.
  • Plejecentret Bonderupgaard, Brønshøj.

Skoler og uddannelser

  • Flakkebjerg Efterskole, Slagelse
  • Gasværksvejens Madskole, København V.

Om Køkkenroserne

HISTORIK: Prisen ‘Køkkenroser’ begyndte i 2011 som et samarbejde mellem Kost & Ernæringsforbundet og Landbrug & Fødevarer. Siden 2015 har projektet været støttet af økologimidler, og derfor er det nu muligt at uddele ‘De Økologiske Køkkenroser’ til de offentlige køkkener i Danmark, der udmærker sig særligt inden for arbejdet med økologiske råvarer.

PARTERNE BAG: Uddelingen af prisen sker i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer og de faglige organisationer; Kost & Ernæringsforbundet, FOA og 3F, der organiserer de køkkenprofessionelle i offentlige køkkener.