Køkkenet har en plan B

Mary-Ann Sørensen er køkkenchef i Nordjysk Mad A/S, et interessentskab med 48 ansatte fordelt på to produktionskøkkener og et modtagekøkken. De leverer varmholdt til psykiatrisk hospital i Aalborg og i Brønderslev og otte plejecentre i Brønderslev Kommune.

 

– Jeg har arbejdet hjemme fra i 14 dage. De, der kunne, skulle jo, siger Mary-Ann Sørensen. Det er underligt, men heldigvis kender jeg medarbejderne godt, og de kender mig. Så vi har fortsat god kommunikation.

Hun fortæller at Nordjysk Mad hurtigt lavede en beredskabsplan. Trin A, der tager særlige hygiejniske forholdsregler, trin B, der indføres af beskyttelseshensyn og trin C, der træder i kraft, hvis køkkenets kapacitet er stærkt nedsat.

Beredskabsplanen er godkendt af formandskabet for interessentvirksomheden. Ligesom det ifølge Mary-Ann Sørensen er dem, der har besluttet at Nordjysk Mad netop nu er gået over på trin B.

Plan B

– På trin A har vi kørt med den vanlige menuplan og service, men taget særlige hygiejniske forholdsregler i omgangen med hinanden, øget desinfektion mv. Desuden lukkede personalekantinerne, og vi leverer i stedet sandwich pakket enkeltvis til medarbejderne.

– Trin B, der altså nu er trådt i kraft, er en beskytttelses-foranstaltning, der skal hindre, at medarbejderne smitter hinanden og lammer køkkenets produktion helt og aldeles. Vi har derfor delt medarbejdere i to hold, der arbejder på skift to-tre dage ad gangen og holder fri to-tre dage. Det betyder, at dem, der kan, arbejder hjemmefra. Og afspadsering og ferie holdes som planlagt. Køkkenets kapacitet er derfor mindre, og det betyder, at vi bruger flere færdigsnittede grøntsager og andre færdigvarer. Det er ikke nogen væsentlig ændring, og vi sørger selvfølgelig for, at maden smager dejligt, som altid.

– Men det er ikke noget fremtidsscenarie for os, vi glæder vi os til igen at gøre det allerbedst mulige, understreger Mary Ann Sørensen, der også skynder sig at tilføje, at lagkagerne til dronningens fødselsdag er bagt – og at ingen skal tvivle på kvaliteten af dem.

Køkkenet har i øvrigt også nået at fylde lagrene på de enkelte plejecentre, der altid har en buffer af små retter som supper, grød, desserter mv.

Hjælp ude fra

– Hvis vi får brug for at gå på trin C, kræver det at vi skærer helt ind til benet, hvad menuplanen angår. Stadig dejlig og næringsrig mad – men med begrænset variation. Vi har lavet planen, men den er fleksibel, for vi ved jo ikke, om der bliver problemer med at få varer.

– Lige nu undersøger vi desuden, om vi kan få folk fra de steder i kommunen, der er lukket ned. Cafeer og kantiner f.eks. Hvis de allerede nu kunne indgå i vores beredskab, kan vi nå at lære dem op – og måske undgå trin C, siger Mary-Ann Sørensen.

Daglig opdatering

Alle medarbejdere får en daglig opdatering fra køkkenchefen. Den handler om forhold på arbejdspladsen og om de større linjer i epidemiens udviklingen, faglige forhold, pressehåndtering mv. Hun og beredskabsgruppen, der består af tre produktionsledere, tr og den ansvarlige for egenkontrollen, der også er amir i et af køkkenerne, holder et dagligt møde og afgør, hvilke informationer, der skal ud.

– En har måske hørt medarbejdere være bekymret for egne forhold eller arbejdspladsens – så svarer vi også på det, siger Mary-Ann Sørensen, der slutter med et ønske:

– Jeg ved ikke om vores strategi er den rigtige. Andre har indtil videre valgt at blive på det, vi kalder trin A. Jeg kunne ønske, at forbundet lavede en evaluering af de forskellige måder at gribe det an på, når det hele er overstået. Så vi bliver klogere på, hvordan vi skal handle i en tilsvarende situation.