Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Jeg giver en hjælpende hånd
Superfood. Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Sandhed om sundhed

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Kost mod kræft

  • Tine Sejbæk   [ TEKST ] Anne-Li Engstrøm og Adam Mørk [ FOTO ]
    Tine Sejbæk [ TEKST ] Anne-Li Engstrøm og Adam Mørk [ FOTO ]

− Selvfølgelig skal der flere diætisttimer til. Men sygeplejerskerne skal også have tid til at screene og stille de nødvendige spørgsmål, og der skal være tid til et tværfagligt samarbejde, mener klinisk diætist fra Aalborg Universitetshospital, Randi Tobberup.
Kræft stresser kroppen og øger basalstofskiftet og proteinnedbrydningen. Og både sygdom og behandling kan gøre det svært at spise nok. Underernæring er derfor en hyppig tillægsdiagnose for kræftpatienter. Underernæring kan betyde et svækket immunsystem og give lettere adgang for flere infektioner.
Resultatet af en undersøgelse, som netop er gennemført af Kost og Cancer, er derfor ikke opløftende. Den viser, at kun godt halvdelen af kræftsygeplejersker og kliniske diætister oplever, at de har mulighed for at sikre patienterne en optimal ernæringsindsats: Sygeplejerskerne har brug for flere kliniske diætister. De kliniske diætister ønsker, at patienten bliver henvist tidligere. Og på trods af et forskelligt vidensniveau efterspørger begge faggrupper mere viden om ernæring ved kræft. Men også mere tid og mere samarbejde.

Vær nysgerrig og hold øje

Randi Tobberup forklarer, at mange med kræft taber sig, både de der får stråler, kemoterapi og immunterapi. Nogle så meget, at man kan tale om kakeksi, et udtryk for ekstrem afmagring, der betyder svækkelse af alle kropsfunktioner og tab af muskelmasse. Og hvis kroppen ikke er robust, bliver det sværere både at klare behandlingen og at komme sig − og bevare sin livskvalitet.
− Folk med lav muskelmasse får flere symptomer, har hurtigere tumorvækst og må oftere udskyde eller stoppe behandlingen, siger hun.
Og her kan en diætist være afgørende.
− Det nytter ikke blot at sige “Spis mere protein”. Der er brug for en diætist til at omsætte det budskab til en plan, så den enkelte kan få spist og drukket mere, siger Randi Tobberup.
− Også selv om man dårligt kan synke eller har mundsvamp og sår i munden, som ofte følger med, hvis man har fået stråler på hals eller hoved.
− Men musklerne skal også stimuleres. Ellers mister man muskelmasse, uanset hvad man spiser, tilføjer Randi Tobberup, der er i gang med en ph.d. om ernæring hos lungekræftpatienter. Hun undersøger, hvordan det påvirker ernæringsstatus og muskelmasse, hvis man undlader en ernæringsindsats og omvendt, hvis man giver kostvejledning, tilskud af fiskeolie og foreslår fysisk træning.

Samarbejde på tværs af sektorer

Når man skal forebygge vægttab og underernæring er tid, opmærksomhed og tværfagligt samarbejde løsningen. Det allervigtigste er at være nysgerrig og følge med i, om patientens vægt går ned over tid. Hvordan er appetitten? Hænger tøjet? Opfordrer Randi Tobberup.
− Måske ryger der kun et halvt kilo hist og pist, men det bliver til noget. Så man skal holde øje. Og her findes der screeningsredskaber som NRS 2002 og PG-SG. Det sidste kommer snart på dansk og bliver tilgængeligt på pt-global.org, nævner hun.
Men overvægtige kan også have tab af muskelmasse, så det er ikke nok blot at kigge på BMI.
− Sarkopeni, tab af muskelmasse, kan man ikke se med det blotte øje. En løsning kan være, at tjekke muskelfunktionen via nogle fysiske tests, siger hun.
Randi Tobberup mener, at der skal flere diætisttimer til for at yde en optimal indsats. Men sygeplejerskerne skal også have tid til at screene, så de tidligt kan henvise til en diætist.
− Det handler om tværfaglighed, men også om samarbejde på tværs af sektorer, så sygehuset og kommunens rehabiliteringsenhed samarbejder om patienten.

Det starter med os selv

Det ville være positivt, hvis ledelsen på sygehuse og kræftafdelinger i højere grad gjorde ernæring til en SKAL-opgave frem for en KAN-opgave, mener Hanne Nafei, afdelingssygeplejerske fra Sygehus Lillebælt og med i styregruppen for Kost og Cancer.
− Der er så mange andre ting, sygeplejersker skal. Ledelsen skal synes, at den basale sygepleje er vigtig, ellers bliver den prioriteret ned, siger hun, men peger samtidig på, at det kan være svært at få læger til at interessere sig for ernæring. Forandringen skal derfor komme både oppefra og fra sygeplejerskerne selv.
− Den største hurdle ligger hos sygeplejerskerne selv. Hvis de og deres ledere synes, at ernæring er vigtig og er gode til at indsamle data om ernæringsstatus og ernæringsindsats, skal lægerne nok følge med.
− Vi sygeplejersker er ikke systematiske nok med at indsamle data. Og hvis vi ikke systematisk screener og laver kost-anamneser, der også er tilgængelige for diætister, kommer vi ikke videre. Lige nu er ernæring kun en KAN-opgave, og så hopper man den tit over.
− Vi stikker måske patienten en til to ernæringsdrikke eller sætter et sondeforløb i gang, når en patient har tabt 10 kilo. Men det er stadig den systematiske tilgang, der batter. Og det gode er, at når patienterne er vejledt om ernæring, kan de meget selv − det er kun en lille gruppe kræftpatienter, der skal have meget hjælp, siger Hanne Nafei.

Ikke flere ressourcer

På Sygehus Lillebælt, hvor Hanne Nafai arbejder, skal man snart i gang med en omfattende indsats vedrørende ernæringen.
− Man har set, at outcome på patienterne ikke er godt nok, hvis de ikke er ordentligt ernærede. Og det er klart en kæmpe hjælp, at ledelsen siger, at det skal der rettes op på. Det skal dog stadig starte dér, hvor vi møder patienterne. Og sygeplejersker er dem, der har hyppigst kontakt med patienterne, understreger hun.
Hun tror ikke, det er realistisk at få sygehusledelserne at til at bruge flere ressourcer på ernæring.
− Der er de ressourcer, der er. Men jeg tænker, at man kan spare tid og ressourcer på andre opgaver, hvis patienterne er ordentligt ernærede.
Hun mener, det er essentielt, at sygeplejersker og diætister kan bruge hinandens data fra indlæggelsessamtaler og anamneser, hvor f.eks. patientens præference for mad står beskrevet.  
− Sygeplejerskerne skal give de data videre til diætisterne på sygehuset og ude i kommunerne, så man bruger den viden enhederne imellem. Vi har ikke det bedste overleveringssystem i dag, siger hun.
Det ville også hjælpe, hvis man kunne få de praktiserende læger til at tage mere ansvar for ernæring, når de møder patienten, mener Hanne Nafei.
− Men det er stadig en sygeplejefaglig opgave at snakke ernæring. Og hvis sygeplejersker ikke blot vægtede ernæring hist og pist, kunne vi bevise et større behov for professionel hjælp. Og måske få ansat flere diætister.
− Når man kan forkorte indlæggelsestiden, forbedre livskvaliteten og forbedre overlevelsen, så er meget vundet.

FAKTA
 

Kræftpatienter og ernæring

I 2012 gennemførte Kost & Cancer en undersøgelse blandt 264 kræftsygeplejersker om deres ernæringsmæssige indsats i forhold til kræftpatienter. En opfølgende undersøgelse fra juni med henholdsvis 226 sygeplejersker og 59 kliniske diætister viser, at:

•    54 procent af sygeplejerskerne og 46 procent af de kliniske diætister mener, at de til en vis grad har mulighed for at tilbyde en optimal ernæringsindsats. For at optimere indsatsen efterspørger sygeplejerskerne mere tid til patient og pårørende samt flere kliniske diætister. De kliniske diætister ønsker, at patienten bliver henvist til dem tidligere end idag.  

•    Ligesom i 2012 ønsker halvdelen af sygeplejerskerne mere samarbejde med kliniske diætister. Desuden ønsker de mere viden og mere tid. De kliniske diætister ønsker også mere tid, et øget tværfagligt samarbejde samt samarbejde på tværs af sektorer (69 procent).

•    På få områder er der sket forbedringer siden 2012: Sygeplejerskerne oplever, at indsatsen med parenteral og enteral ernæring er blevet bedre. Og sygeplejerskerne oplever, at patienten i højere grad bliver ernæringsscreenet en gang om ugen samt ved ambulant behandling.

www.kostogcancer.dk
Kost & Cancer - Ernæringsundersøgelse 2018
Kost, ernæring & sundhed 2/2013
Kost, ernæring & sundhed 2/2014

Kost og Cancer

Kost og Cancer arbejder på at sætte fokus på ernæring i kræftbehandlingen og forbedre patienters ernæringstilstand. Bag Kost og Cancer står Kost & Ernæringsforbundet, Foreningen af Kliniske diætister, Fagligt selskab for kræftsygeplejersker og Fresenius Kabi.

 

FAKTA
 

Retningslinjer for kost og kræft

The European Society for Clinical Nutrition and Metabolism (ESPEN) er for nylig kommet med retningslinjer for, hvordan ernæringsterapien kan forbedres i forhold til kræftpatienter.
Pointen fra ESPEN er, at indsatsen skal være individuel, og at det er komplekst at arbejde med ernæring:
•    Screen alle kræftpatienter for mulig underernæring/problemer med ernæring tidligt i forløbet − uanset nuværende BMI og vægthistorie. Og screen derefter ernæringstilstanden løbende.
•    Udvid ernæringsindsatserne til også at se efter tegn på anoreksi, kakesi (hvor man taber sig meget) samt sarkopeni (tab af muskelmasse, manglende styrke). Screen for sammensætningen af fedtvæv og muskelmasse, og tjek det fysiske funktionsniveau.
•    Brug mangeartede og individuelle ernæringsindsatser inklusive indsatser, der fokuserer på øget næringsindtag, formindskelse af kræftrelateret inflammation og metabolisk stress (faktorer, der påvirker optag af protein, vitaminer og mineraler) .
•    Foreslå om muligt øget fysisk aktivitet, der ser ud til at spille godt sammen med en forbedret ernæringsstatus.
•    Fiskeolie er en lovende komponent i forbindelse med ernæring af kræftpatienter.

www.espen.org/guidelines-home/espen-guidelines
www.kost.dk/hospitalsanbefalinger
www.kost.dk/underernaering

 

SYNSPUNKT
 

Karin Friis Bach, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner (R)

Der er allerede fokus på ernæring

Karin Friis Bach mener ikke umiddelbart, at der er udsigt til at intensivere ernæringsindsatsen for kræftsyge. Hun oplever, at der allerede er et stor fokus på ernæring på hospitalerne.

− Ernæring bliver taget alvorligt. På hospitalerne er de gode til at tilbyde ernæringstætte mellemmåltider til patienter med kvalme og ringe appetit. Og til at give folk den rette vejledning, så de selv kan handle på den viden, når de kommer hjem.

Hun bakker dog gerne op om samarbejdet i regionerne, så de bliver bedre til at dele de gode erfaringer i arbejdet med ernæring.

− Måske behøver det ikke at koste så meget. Jeg tror, der er nogle lavthængende frugter, man kunne høste, hvis man udvekslede erfaringer.

− Jeg vil gerne styrke det tværsektorielle samarbejde omkring patienten. Det er vigtigt, og jeg er sikker på, at vi er på vej i den retning, for alle vil det. Det er en del af både den kommende sammenhængsreform og sundhedsaftalerne, siger hun.

 

Presset på hospitalerne mærkes i rehabiliteringen

− Vi møder desværre ikke sjældent patienter, der får omfattende medicinske og kirurgiske behandlinger, som indebærer store vægttab, uden der er blevet handlet på deres ernæringstilstand med sondeernæring eller andre interventioner under indlæggelsen. Det er et kæmpe problem og afspejler det pres, der er på hospitalerne, lyder det fra Vibeke Sode.  
Vibeke Sode er en af tre kliniske diætister på det kommunale Center for Kræft og Sundhed i København. Centeret er et tværfagligt rehabiliteringstilbud til folk med en kræftdiagnose. Patienter bliver henvist fra den behandlende afdeling på hospitalet eller fra egen læge.
− Der er stor forskel på sværhedsgraden af sygdom og graden af belastning i forhold til ernæring. Omtrent halvdelen af dem, der henvises til diætist, har problemer med utilsigtet vægttab, nedsat appetit, kvalme og madlede. Nogle kan være kronisk belastede med udbredt sygdom, kræft i mavetarmkanalen eller hoved- og halskræft. Andre har mere forbigående problemer med vægttab i forbindelse med kemoterapi, forklarer Vibeke Sode.
Når borgeren bliver henvist til en diætist i centret, er målet derfor at finde enkle løsninger, som skal tilpasses borgerens økonomi, præferencer og ressourcer, så vedkommende reelt magter at følge dem i hjemmet.
Ved vejledningerne opfordres pårørende derfor til at deltage, og der tages kontakt til hjemmepleje, behandlende afdeling eller egen læge ved behov for hjælp i hjemmet og/eller behandling af for eksempel obstipation, diarre, smerter mv.
En del svækkede borgere kan være meget udfordrede med lille eller intet netværk, dårlig økonomi og/eller meget lille evne til egenomsorg. Der har centret behov for et samarbejde med kommunen, der helt praktisk må støtte op om vejledningen.
 − Vi kan vejlede herfra og til dommedag, men hvis patienten ikke har kræfter til at handle på den viden, kan det være lige meget, siger Vibeke Sode.  
Hun kunne ønske, at der i højere grad var et samarbejde mellem det behandlende hospital og rehabiliteringstilbuddet. Især når borgerne har meget komplekse forløb.
   − En tid havde vi en forsøgsordning, hvor vi kunne gå ind og læse på Sundhedsplatformen. Det lettede arbejdsgangene enormt! Men det er indlysende et problem, at der ikke er en klar ansvarsplacering for ernæringsbehandling af patienter med svære problemstillinger − og at ikke alle patienter med behov får ernæringsbehandling under indlæggelsen, siger hun.

 

FAKTA
 

Center for kræft og sundhed

Rehabiliteringstilbuddet kan foregå under og efter helbredende eller livsforlængende behandling og omfatter kostvejledning sammen med fysisk træning, patientundervisning og socialrådgivning afhængigt af borgerens behov.
Borgere bliver spurgt, om de har ernæringsproblemer ved indledende og opfølgende samtaler, de bliver opfordret til at holde øje med deres vægt, og de kan tale med en diætist ved behov.
En opgørelse fra 2014 viste, at 36 procent af de henviste borgere havde en eller flere samtaler med en diætist.

www.kraeftcenter-kbh.dk