Relateret indhold

Fagbladsartikel 24/10/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 24/10/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 16/10/2019 Kost, Ernæring og Sundhed 09-2019
Kille Enna
Fagbladsartikel 15/10/2019 Månedens opskrift: Kartoffelkuren
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO
Fagbladsartikel 15/10/2019 Spring ud som hverdagsaktivist

Krav på bedre ernæring

Landets 80.000 udviklingshæmmede lider i endnu højere grad end resten af befolkningen af livsstilssygdomme. Mange er overvægtige. En del er undervægtige, og diabetes, forhøjet kolesterol og blodtryk er udbredt.

Og udviklingen går den forkerte vej – måske fordi stat og kommune har overladt ansvaret for udviklingshæmmedes sundhed til bosteder, hvor det socialpædagogiske personale ikke er klædt på til at løfte opgaven.

Det er den barske konklusion på bacheloropgaven, ”Gi’r I ikke en pizza?”, som er dette års vinder af Kost- og Ernæringsforbundets Bachelorpris på 10.000 kroner. Forfatteren er nybagt professionsbachelor i ernæring og sundhed, Lotte Køhler.

Hendes opgave belyser, hvordan udviklingshæmmedes muligheder for et sundere liv er klemt, fordi bostedernes socialpædagogiske personale mangler viden om ernæring og vægter den enkeltes ret til selvbestemmelse så højt, at personalet tøver med at blande sig i, hvad og hvor meget den enkelte udviklingshæmmede spiser.

– Den socialpædagogiske verden har kæmpet for individets ret til at bestemme over eget liv, men når det gælder mad, kan det have negative konsekvenser. Mange udviklings- hæmmede har eksempelvis reduceret mæthedsfornemmelse, så de spiser og spiser, indtil der ikke er mere. Jeg har set beboere smøre en halv pakke leverpostej på et enkelt stykke brød, siger Lotte Køhler.

Slut med mælk til alle

Hendes opgave bygger blandt andet på feltarbejde på et større bosted for udviklingshæmmede. Her bor beboerne i mindre enheder med egne lejligheder og fælles køkken, hvor de selv laver mad sammen med personalet. Ingen i personalegruppen har en kostfaglig uddannelse. Og det er problematisk, for uden ernæringsfagligt personale mangler bostedet kompetence til at vejlede og sammensætte en afbalanceret kost, der tilgodeser alle, fortæller Lotte Køhler.

Som eksempel på, hvor skidt det kan gå, nævner hun, at et par beboere på et tidspunkt blev sendt til en diætist på grund af mistanke om laktoseallergi. De fik en skriftlig diætplan med hjem, som fik personalet til helt at droppe mælk, hvilket var unødvendigt og sundhedsmæssigt uheldigt for resten af beboerne.

– Diætistens anbefaling var klar og slet ikke så drastisk, men personalet forstod den ikke, fortæller Lotte Køhler.

Kommunen har ansvaret

Ansvaret er dog på ingen måde kun bostedernes, og problemerne kan kun løses i samspil med stat og kommuner, fastslår Lotte Køhler, som kalder det ”ansvarsforflygtigelse”, at hele sundheds- og forebyggelsesindsatsen er placeret i bostederne som en pædagogisk opgave, når det er kommunerne, der som udgangspunkt er ansvarlige.

– Jeg vil anbefale, at kommunernes social- og sundhedsforvaltninger får pligt til at ansætte ernæringsfaglige medarbejdere, for eksempel professionsbachelorer i ernæring og sundhed, som sundhedskonsulenter og bindeled mellem forvaltning, bosteder og aktivitetstilbud, siger hun.

Hun anbefaler også, at kommunerne bliver pålagt at stille krav om og føre tilsyn med, at bostederne forholder sig til kommunens principper for mad og måltider og formulerer lokale principper eller retningslinjer for maden og fødevarekvaliteten i bostederne.

– Det er min oplevelse, at bostederne, som det er nu, kan fralægge sig ansvaret ved at henvise til, at institutionsbegrebet er afskaffet, og at de udviklingshæmmede er borgere i eget hjem.

Andre grupper har samme behov

En klar ansvarsfordeling og kommunale sundhedskonsulenter vil ikke alene være til gavn for udviklingshæmmede. Det vil også gavne den sundhedsfremmende indsats over for andre udsatte grupper, forudser Lotte Køhler.

– Udviklingshæmmede er en lille gruppe, men mange andre grupper af borgere er lige så afhængige af, at omsorgspersonerne omkring dem er fagligt rustet til at sikre dem sund kost, siger hun.

Bente Klarlund Pedersen, professor og overlæge på Rigshospitalet og medlem af Forebyggelseskommissionen i 2008-09, er enig i, at det er et vigtigt samfundsansvar at sikre, at svage grupper får sund mad.

– Institutioner og samfund har ansvar for at sikre sund mad og fysisk aktivitet til befolkningsgrupper som udviklingshæmmede, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres livsstilsvalg og ikke selv og ikke selv kan tage vare på egen sundhed.

Om det kræver ansættelse af flere professionsbachelorer på bosteder, vil Bente Klarlund Pedersen ikke forholde sig til. Men personalet skal have forstand på ernæring, understreger hun.

– Der er brug for personale med ernæringsuddannelse eller kommunale sundhedskonsulenter, der er uddannet og certificeret i at arbejde med KRAM-faktorer, siger Bente Klarlund.