Kvalitetsstyring af madservice

Sikrer kvaliteten og sikkerheden

Jeg koordinerer de procedurer, der sikrer madens kulinariske, hygiejniske og ernæringsmæssige kvalitet i store produktionskøkkener. Her bidrager jeg til udvikling og formidling af de systemer, der gør, at alle medarbejdere forstår og nemt og effektivt kan leve op til de aftalte kvalitetsstandarder. Mit arbejde hjælper både kolleger, beslutningstagere, leverandører og for eksempel ansatte i modtagerkøkkener og engrosvirksomheder. Desuden fungerer
jeg ofte som sparringspartner for ledelsen. 

Egenkontrol, hygiejneforskrifter, økologiregler og fødevaresikkerhed er vigtige områder for mig at have styr på. Jeg gør mig umage med at kende fødevarelovgivningen, regler og systemer helt ned i detaljen og er optaget af løbende innovation. Det handler om at kombinere det, der taler til sanserne, med intelligente tekniske systemer. For eksempel er jeg ekspert i mærknings- og anprisningsordninger. Det kan også være mig, der står for udvikling og implementering af nye initiativer inden for drift, logistik, produktion, distribution og rengøring. Jeg mestrer konceptudvikling og menu- og produktionsplanlægning af måltidsproduktion i stor skala. 

Jeg er opsøgende og initiativrig. Desuden er jeg analytisk, har et stort overblik og er god til at lytte til mine kolleger, leverandører og kunder og sætte mig ind i, hvad det er for specifikke udfordringer, de står med. Min uddannelse og erfaring kommer mig til gode, fordi det er mig, der kan se på tværs af store organisationer, og tilpasse kvalitetsstyring til systemer i hvert enkelt led i produktion og måltidsservice. 

Jeg varetager både kvalitative og kvantitative evalueringer, som klarlægger succeser og eventuelle behov for opfølgning og videreudvikling af produkter og service.


Mød de 11 faglige profiler fra Kost & Ernæringsforbundet. Læs hvilke konkrete kompetencer fagpersonen kan tilbyde inden for kost, ernæring og sundhed.