Lad os tage endnu større grønne skridt

I det nye udspil lægger regeringen op til, at der skal være 60% økologi i de offentlige køkkener, men spørger man Kost og Ernæringsforbundets næstformand, og leder af køkkenet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler, Michael Allerup Nielsen, så er den målsætning ikke helt ambitiøs nok.
”De 60% har vi talt om siden 2012, så det er måske lidt gammel vin på nye flasker, det her. Jeg havde håbet, at vi havde taget endnu større, grønne skridt med det her udspil.”

Selv om Michael Allerup er en anelse skuffet over ambitionerne for de offentlige måltider, så hilser han det samlede udspil velkommen, da for eksempel tanken om de grønne retter, eller kødfrie dage som de kaldes i udspillet, kan være med til at gøre en stor forskel for CO2-regnskabet.
”Jeg glæder mig grundlæggende over, at man for alvor har fået øjnene op for at tage livtag med CO2-udledningen fra det offentlige forbrug. For det er fx helt naturligt, at offentlige professionelle køkkener er drivkraft for en bæredygtig omstilling. Tænk på, at vi samlet producerer 800.000 måltider dagligt. Hvis de bliver produceret med mindre CO2-udledning, vil det have en stor effekt, og her er de kødfrie dage et godt første skridt på vejen.”

Han håber, at der i både stat, kommuner og regioner vil blive skruet op for ambitionerne på klimaets vegne lige så vel, som det er nødvendigt, at man får set på kompetenceudvikling blandt personalet, så regeringens ambitiøse målsætninger for CO2-regnskabet kan indfries.
”Derfor vil jeg kvittere for dagens udspil. Men appellere til, at ambitionerne hæves både i stat, kommuner og regioner. Det er vigtigt med præcise mål for måltidernes CO2-udledning og midler til kompetenceudvikling til personalet, så vi får lavet en hurtig forandring.”

Læs regeringens udspil her.