Ledelseskommissionens anbefalinger under luppen

Input fra Mary-Ann Sørensen, leder af Nordjysk Mad I/S, om Ledelseskommissionens 28 anbefalinger:

At sætte borgeren først og i centrum er for mig den logiske konklusion af Ledelseskommissionens arbejde. Det er nu engang det, den offentlige sektor er her for – at servicere borgerne bedst muligt inden for de givne rammer.

Der er mange gode anbefalinger fra Ledelseskommissionen, bl.a. at politikere og den øverste ledelse skal give rum til den enkelte leder til at gennemføre de politiske beslutninger, at ledere skal sætte retning og at ledere skal udvikle sig.

Til gengæld er der også nogle anbefalinger, som jeg enten ikke forstår eller ikke er enig i.

Hvad mener man f.eks. med ”at en stærkere betoning af rolle og ansvar for den offentlige leder kan opnås ved at der indgås nye aftaler om ledernes løn- og arbejdsvilkår?” Skal vi allesammen have mere i løn, skal vi i højere grad have resultatløn? Eller skal det være lettere at slippe af med os? Hvis det er mere i løn, så håber jeg, at det er de lavest lønnede ledere, der får et løft, og ikke dem i toppen!

I mange kommuner har man igennem mange år udraderet det laveste ledelseslag for at frigøre flere ressourcer til varme hænder. Det har ikke nødvendigvis været en god strategi, men hvis det ledelseslag skal genskabes – og evt. til højere løn – hvor skal de ressourcer komme fra? I hvert fald ikke fra medarbejderne, der løber stærk nok i forvejen.

Der er også områder, hvor Ledelseskommissionen går ind i et minefelt:

•                          MED-systemet får Ledelseskommissionen til at fremstå som en samling af forkælede medarbejdere, der kun vil sig selv og ikke borgerne. Det er absolut ikke sådan, jeg opfatter det, og sammenligningen mellem en region med 27.000 medarbejdere og 170 MED-udvalg og en privat virksomhed med 17.000 medarbejdere og tre MED-udvalg holder ikke. Det kommer fuldstændig an på, hvad den private virksomhed har som kerneområde. Og mon ikke at de tre MED-udvalg bruger lidt tid på at informere videre ud til de 17.000 medarbejdere?

Når det er sagt, er det ikke det samme som, at jeg mener, at der ikke kan ske udvikling af MED-systemet – det skal man altid være åben overfor.

•                          At ledere skal sætte holdet lyder godt og besnærende, men det har sandelig også sine udfordringer. Skrækscenariet er, at hver gang der bliver udskiftet en leder, vil der være et større blodbad af ledere i de underliggende niveauer, der skal skiftes ud.

•                          Mindre ansættelsesudvalg er OK, men jeg er lodret uenig i, at der ikke skal være partsinteresser i et ansættelsesudvalg.

•                          Anbefalingen om at bruge eksterne konsulenter til andre end de øverste ledelsesniveauer er heller ikke min kop te. Det, vi lige har sparet ved at gøre ansættelsesudvalget mindre (ved brug af timer inden for rammen), skal nu bruges til eksterne konsulenter. De plejer ikke at være billige, og jeg tror ikke på, at processen og resultatet bliver bedre af det.

•                          I selve rapporten er det angivet, at sygefraværet er højere inden for rengøringsarbejde i den offentlige i forhold til den private sektor. Tallene taler for sig selv – og jeg går jeg da ud fra, at de er direkte sammenlignelige. Det, jeg godt kunne lide at vide, er, om den private sektor er hurtigere på aftrækkeren, når det gælder afskedigelse af syge medarbejdere og dermed sende aben videre til jobcentrene? Det, jeg ved, er, at man i den offentlige sektor er optaget af fastholdelse, og dermed også får et forholdsvist højt sygefravær.

 

I mine refleksioner over Ledelseskommissionens anbefalinger har jeg ikke kunnet undgå at komme forbi sammensætningen af kommissionen. Selvfølgelig skal offentlig ledelse lade sig inspirere af private virksomheder, men resultatet bærer præg af, at der har siddet nogle stærke virksomhedsledere, der mener, at al offentlig virksomhed skal drives som en privat forretning. Det lugter stadig af New Public Management i min næse.

Det er vigtigt for Ledelseskommissionen at understrege, at selvom de har inddraget en masse rapporter og input, så er rapporten ikke et stykke videnskabeligt arbejde. Anbefalingerne er helt og holdent Ledelseskommissionens, og de har forbeholdt sig retten til at drage deres egne konklusioner.

På samme måde har jeg forbeholdt mig retten til at drage mine egne konklusioner – Der er rigtig meget godt i anbefalingerne og en del, jeg stiller store spørgsmålstegn ved.

Marianne Lange, enhedschef på Herlev og Gentofte Hospital:

Formand for Ledelseskommissionen Allan Søgaard fortalte, at; ”Offentlig ledelse er en særlig ledelses- disciplin, og kan ikke sammenlignes med at være leder i det private. De offentlige ledere oplever, at pladsen til ledelse er trang”.

Jeg synes, der er rigtige mange fine håndtag, vi kan bruge i vores daglige ledelse med de nye anbefalinger og et udspil, der lægger vægt på, at kerneopgaven skal i centrum,

Men det kræver, at de mange ledelsesspænd fjernes, såsom færre medarbejdere pr. ledere.

”Offentlige ledere skal være i kontakt med det, de leder. Mange steder er ledelsesspændet alt for stort og skal gøres mindre ved at indsætte flere ledere eller arbejde med organiseringen på andre måder.”

Men det kræver også en politisk ny styring af det offentlige, så det er spændende, om Sophie Løhde kan få sine kollegaer i regeringen til IKKE at detailstyre de offentlige arbejdspladser og lede noget mere. Jeg vil ønske de så noget mere på rammevilkårene, for dem kender de for lidt til.

Jeg opfatter Ledelseskommissionens anbefalinger som et dejligt indgreb og IKKE som et angreb på offentlige ledere.

Kommissionens anbefalinger finder du her