Relateret indhold

Sanne Hansen   [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 03/11/2020 Frem i sundhedsbussen
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 03/11/2020 Jeg vil gerne bidrage til samfundet
Jeannette Ulnits  [ TEKST ] Henrik Frydkjær [ FOTO ]
Fagbladsartikel 03/11/2020 Sendt hjem uden løn

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Leder: Det, der er godt for hjertet, er også godt for hjernen

  • GHITA PARRY / FORMAND
    GHITA PARRY / FORMAND

En sund livsstil bidrager til at nedsætte risikoen for demens. Sådan lød det fra WHO i foråret, da verdenssundhedsorganisationen sendte en række guidelines ud sammen med en opfordring til at vedtage nationale handlingsplaner. Handlingsplanerne skal være med til at sætte en stopper for en dramatisk udvikling i antallet af mennesker med demens. I dag er tallet 50 millioner, og det tal forventes at skulle ganges med tre om 30 år.

Herhjemme har vi en national handlingsplan. Den sætter fokus på at gøre alle kommuner demensvenlige, så mennesker med demens og deres pårørende kan leve trygge og værdige liv, med den hjælp de behøver, uden brug af sløvende medicin. Det er godt. Meget godt endda. Det, der ikke er helt godt, det er, at handlingsplanen ikke går ind på den tanke, der står øverst på WHO’s dagsorden: risikoen for demens skal nedsættes. Og det er måske fordi, vi faktisk ikke før har tænkt på demens som en sygdom, der overhovedet er mulig at forebygge.

Den opfattelse vil WHO’s guidelines ændre på. De tager afsæt i, at der i dag er evidens for, at vi kan nedsætte vores risiko for demens ved at spise sundt, motionere dagligt, stoppe med at ryge, undgå skadelige mængder alkohol, holde vægten, kontrollere blodtrykket, sænke kolesterolniveauet og balancere blodsukkeret. Alt det, vi godt ved, vi skal gøre for at forebygge livsstilssygdomme som overvægt, hjertekarsygdomme og diabetes. Det har nemlig vist sig, at det, der er godt for hjertet, det er også godt for hjernen.

Det betyder også, at det er på høje tid at bringe de ernæringsprofessionelle i spil i langt højere grad end i dag i det nære sundhedsvæsen. Her skal de skal varetage forebyggelse og sundhedsfremme, som er deres spidskompetencer.

Det kan være ved at øge tilgængeligheden af sunde måltider. Eksempelvis sunde madordninger for børn i institutioner, skoler og fritidsklubber, skabe gode rammer om måltiderne i de sociale institutioner, genskabe madkulturen for voksne i madværksteder og spiseklubber, lade måltiderne være ramme for både social og kulturel integration i boligområder – initiativer, der kan være med til at udligne ulighed i sundhed. Det kan selvfølgelig også være ved at sikre sammenhæng og opfølgning i sundhedstilbuddene, kostvejledning til børn og deres familier og uformelle sundhedstjek, der kan inspirere til en sundere livsstil og dæmme op for udviklingen i livsstilssygdomme – og demens.