Relateret indhold

Kille Enna
Fagbladsartikel 15/10/2019 Månedens opskrift: Kartoffelkuren
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO
Fagbladsartikel 15/10/2019 Spring ud som hverdagsaktivist
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST
Fagbladsartikel 15/10/2019 Professionel i køkkenet
Fagbladsartikel 15/10/2019 Vi føler på maden
Mette Jensen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 15/10/2019 Mad til mor

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Leder: Overlad ansvaret til ernæringsprofessionelle

  • GHITA PARRY / FORMAND
    GHITA PARRY / FORMAND

Ernæringspræparater kan være forskellen på liv eller død hos stærkt svækkede borgere. Og derfor skal der ikke tøves eller bruges tid på at overveje, om hjælpen kan gives på andre måder, eller hvilke præparater der vil gøre gavn. Nej, her gælder det om at bruge kompetencerne hos de ernæringsprofessionelle – og helt konkret den kliniske diætist, da det er diætisten, der har autorisation. Sundheds- og Ældreministeriet har nemlig anerkendt muligheden for at lægerne kan overlade ansvaret for de grønne recepter til en anden autoriseret sundhedsperson.

Kliniske diætister har specifik viden på ernæringsområdet, det har lægerne ikke. Det erkender lægerne selv, og desuden hører jeg ofte fra diætisterne, at lægerne henvender sig til dem for at få råd. Af samme grund får diætisterne ofte henvendelser fra borgere, der er udskrevet fra sygehuset med en grøn recept, men ikke aner, hvilket af de mange forskellige ernæringspræparater de skal vælge, og hvordan de skal bruge det.

Den udfordring tog diætisten i Skive op og i samarbejde med ernæringssygeplejersken og den koordinerende læge i kommunen og de praktiserende lægers organisation, PLO, fik de strikket en aftale sammen, der sætter rammerne for samarbejdet på tværs af sektorer. I praksis betyder det, at lægen, men også hjemmeplejen eller plejecentret, kan kontakte diætisten, hvis en borger er svækket, taber sig uplanlagt og har brug for en ernæringsmæssig indsats. Så vurderer diætisten, om der er brug for ernæringsterapi, næringsberiget mad eller ernæringspræparater. Og er det det sidste – kan hun handle med det samme, skrive en grøn recept og hjælpe borgeren, uden at vente på lægens vurdering.

Regionerne har strammet reglerne for tilskud til ernæringspræparater for at spare. Men det er sjældent her, de kan spare. Tværtimod kan ernæringspræparaterne ofte være den afgørende brik, der kan give borgerne kræfterne og livsglæden tilbage, få genoptræningen til at lykkes og hindre genindlæggelse. Desuden vil ernæringspræparaterne blive brugt målrettet, hvis det er diætisten, der vurderer behovet og følger med i, hvornår borgeren igen kan klare sig med god og nærende mad. 

Ingen svækkede og syge skal vente unødigt på den hjælp, der kan give dem kræfterne tilbage. Jeg vil opfordre de praktiserende læger i alle kommuner til at bruge den mulighed, de har, for at overlade ansvaret for de grønne recepter til de kliniske diætister.

God sommer.