Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel
Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Jeg giver en hjælpende hånd
Superfood. Tina Juul Rasmussen  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Sandhed om sundhed

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Løn og køn er ikke alene fagbevægelsens udfordring

  • Lars Friis   [ TEKST ] iStock [ FOTO ]
    Lars Friis [ TEKST ] iStock [ FOTO ]

Afhængigt af hvordan man regner, er lønforskellen mellem danske mænd og kvinder mellem 7 og 21 procent. I kroner og øre har der ikke været de store sejre i kampen for ligeløn de seneste 30 år. Alligevel er der tendenser, der viser, at det går den rigtige vej, mener historiker Astrid Elkjær Sørensen. Hun ser flere tegn på, at ligeløn er gået fra at være et emne, som nogle fagforbund hver for sig har forsøgt at sætte på dagsordenen, til at være et samfundsspørgsmål, der i stigende grad tages alvorligt i brede kredse.

− I 90’erne og første halvdel af nullerne var det ikke et samfundsspørgsmål. Dengang var det et emne, som forskellige kvindedominerede fagforbund tog op. Ellers var det bare noget, man skrev om den 8. marts. I dag er der en langt større bevidsthed om, at kvinderne har et lønefterslæb, og at det især gælder kvindedominerede fag inden for det offentlige, siger Astrid Elkjær Sørensen, der i 2016 skrev en ph.d. ved Aarhus Universitet om ligestillingsprojekter og tidligere i år udgav bogen ‘Pæne pigers opgør − Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010’.

Et resultat, der betyder anerkendelse

Ved forårets overenskomstforhandlinger for kommuner og regioner blev der imidlertid for første gang afsat beløb til kvinder i job, hvor lønnen er under gennemsnittet.

− Det er en anerkendelse fra den samlede fagbevægelses side af, at der er et ligelønsproblem. Den anerkendelse fik man ikke i 2008, hvor nogle kvindedominerede fagforbund rejste spørgsmålet. Det betyder, at fagbevægelsen i dag viser, at den står samlet bag kravet om reel ligeløn. Måske betyder det ikke så meget i den verden, hvor man lægger tal sammen, men jeg tror, det kommer til at betyde enormt meget i fremtidige forhandlinger og for moralen hos tillidsrepræsentanterne.

Når man spørger efter andre væsentlige resultater gennem de seneste 30 år, går hun faktisk endnu et par år tilbage, nemlig til ændringen af Ligelønsloven i 1986.

− Ændringen betød, at man i stedet for at tale om lige løn for samme arbejde fastslog, at lønnen skulle være lige for arbejde af samme værdi. Det betyder meget i Danmark, hvor vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Selv inden for den enkelte arbejdsplads har kvinder og mænd forskellige funktioner i produktionen. Ændringen af loven gav mulighed for at sammenligne på tværs af funktioner.

Lovændringen i 1986 førte til en stribe sager, bl.a. Danfoss-sagen, der havde den fordel, at noget af bevisbyrden blev flyttet. Det blev op til arbejdsgiverne at påvise, at en gennemsnitlig forskel i lønnen mellem mænd og kvinder ikke skyldtes køn.

Et politisk bestemt hierarki

Men hvorfor er det så ikke gået bedre med at udligne lønforskellene?

− Desværre er der jo aldrig kommet en konsensus i Danmark om, hvad ‘arbejde af samme værdi’ egentlig vil sige. Hvordan tilskriver vi forskellige fag værdi, og hvad må man egentlig sammenligne? I 2008 sammenlignede sygeplejersker og pædagoger sig med fag på det private arbejdsmarked. Det er der ikke konsensus om, at man bare kan gøre.

Astrid Elkjær Sørensens forskning viser tendenser til en hierarkisk værdiopdeling, der går tilbage til en tid med et væsentligt anderledes syn på kvinders indsats på det offentlige arbejdsmarked.

− I dag reproducer vi bare lønsystemer, som jeg kan spore tilbage til Tjenestemandsreformen i 1969. Her skabte man et lønhierarki, hvor kvindefagene blev placeret nederst. Det hierarki har man forhandlet videre på lige siden. Det er et system, vi ikke tænker over. Hvorfor værdisætter vi for eksempel ingeniørarbejde højere end f.eks. sygeplejerskens arbejde, når uddannelserne er lige lange? Man kan ikke forklare det med markedsmekanismer, for det ironiske er, at der nu har manglet sygeplejersker i tre årtier. Lige nu mangler der også eksempelvis ernæringsassistenter og social- og sundhedsassistenter, som har en lav løn.

Politikerne skal også på banen

Astrid Elkjær Sørensen sætter sin lid til samfundsdebatten, og hun nævner eksempler på, at den i lande som Norge og Finland har ført til, at nogle af de kvindedominerede fag har fået store lønløft.

− Hvis man skal løfte lønnen i de kvindedominerede, offentlige fag, skal sektoren gøres mindre, eller der skal hentes flere penge − i så fald fra det private. Det er en fordelingsmæssig diskussion, som gør ligelønskampen vanskelig og anderledes end i 80’erne, hvor store kvindedominerede fagforbund kørte ligelønssager på det private arbejdsmarked.

Hun tvivler på, at arbejdsmarkedets parter kan udligne lønforskellen mellem mænd og kvinder.

− Det kan nok ikke lade sig gøre udelukkende ved overenskomstforhandlinger. Når det skæve, offentlige lønsystem oprindeligt er bestemt ved lov, og det grundlag er vanskeligt at bryde med, så må politikerne være med til at rette op på den historiske skævhed. Man er samtidig nødt til at finde ekstra midler, hvis det ikke skal udvikle sig til en bitter kamp mellem grupper af lønmodtagere og mellem det offentlige og det private arbejdsmarked. Derfor bliver det også en diskussion af, hvilket samfund vi vil have, og hvad vi vil bruge pengene på. Løn er en prioritering.

FAKTA
 

Et kønsopdelt arbejdsmarked

2/3 af alle erhvervsaktive mænd og kvinder arbejder i et fag, hvor deres eget køn udgør 75 procent eller mere. Vi kan derfor fortsat tale om kvinde- og mandefag. Men også om kvinde- og mandeløn. I stort set alle fag, hvor kvinder er i overtal, er lønnen lav. ‘Fortidens kønsroller er vævet ind i nutidens lønninger. Lønhierarkiet i den offentlige sektor bygger i høj grad på det hierarki, der blev fastlagt med tjenestemandsreformen i 1969. Her blev kvinders arbejde anset som sekundært til mænds (kvinder havde ikke forsørgerpligt), og de kvindedominerede fag blev lønmæssigt placeret 18 procent under lønnen i de mandsdominerede’. 

Kilde: Astrid Elkjær Sørensen m.fl.

 

SYNSPUNKT
 

Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet

Det store gennembrud i 2018

Det var især den symbolske betydning, der blev lovprist, da der i foråret 2018 blev afsat særlige midler til kvindedominerede faggrupper i de nye overenskomster for kommuner og regioner. Beløbet − 68,5 mio. kr. − var da også ganske beskedent ud af den samlede løn til mere end 600.000 ansatte i de to sektorer. Men det var første gang, at parterne var blevet enige om at bruge overenskomstmidler til at udjævne lønforskelle mellem kvinder og mænd.

Også Kost & Ernæringsforbundets formand kalder betydningen symbolsk.

− Men jeg vil ikke underkende den betydning. Vi har i mange år arbejdet for at få opbakning til reel ligeløn både på Christiansborg, hos arbejdsgiverne og internt i fagbevægelsen. Ved OK18 skete der endelig noget i den rigtige retning, vurderer Ghita Parry.

Hun peger samtidig på en rationel fremgangsmåde ved udvikling af ligeløn.

− Jeg er optaget af at arbejde for, at lønudviklingen udmøntes i kronebeløb i stedet for en procentuel lønudvikling. For her ligger der en langt større mulighed for at skabe ligeløn blandt sammenlignelige medlemsgrupper i fagbevægelsen. En lønudvikling på 6 procent udløser alt andet lige flere konkrete kroner hos den, der tjener 43.000 om måneden, end den, der tjener 23.000. Og benzin, blomster og bønner koster jo det samme for den enkelte, uanset pengepungens størrelse. Netop her ligger en ulige løn indbygget. Det skal fagbevægelsen gøre op med.

Ghita Parry har konstateret støtte til den metode.

− Jeg har med tilfredshed noteret mig, at det også optager andre i Sundhedskartellet. Det kom senest til udtryk på Sundhedskartellets TR-stormøde i Nyborg efter indgåelsen af OK18.

 

FAKTA
 

Den lille − eller store − forskel

Vanskeligheder ved at lave statistik bliver tydelig, når man laver lønstatistik − og i særlig grad ligelønsstatistik. Grundlaget for statistikken var en væsentlig del af arbejdet i Lønkommissionen, der aflagde rapport om ligeløn i 2010. Man kan klæde sig godt på til diskussioner om lønforskelle ved at læse kommissionens rapport.

Ifølge forsker Astrid Elkjær Sørensen kan man nå frem til lønforskelle mellem mænd og kvinder i intervallet 7-21 procent afhængigt af, hvilken metode man vælger. Ifølge ovenstående opgørelse fra Danmarks Statistik, der medregner alle tillæg og overenskomstmæssige goder som løn og feriegodtgørelser, tjener danske mænd generelt ca. 12 pct. mere end kvinderne i 2017. Udviklingen de seneste fem år viser en svag tendens til udjævning af forskellen.

Læs også

Pæne pigers opgør − Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010 af Astrid Elkjær Sørensen