Relateret indhold

Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen
Pia Melander Guilbert  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Sundhed skal serveres anderledes
Sussi Boberg Bæch  [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Skygger solråd for optagelse af D-vitamin
Tina Juul Rasmussen   [ TEKST ] Peter Sørensen  [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Vi løser opgaverne i fællesskab

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Mad med omsorg den sidste tid

  • Sanne Hansen  [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
    Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]

− De er ikke ens, patienterne, og de skal behandles individuelt. Maden kan lindre, og på hospice er det ikke grøntsagerne, der er de vigtigste. Når man er uhelbredeligt syg, er det andre råd, der gælder.

Sådan beskriver ernæringsassistent Lis Neumann sit arbejdsvilkår i forhold til den del af patienterne på Hospice Sydfyn i Svendborg, der er døende. For andre patienter er maden ofte en del af behandlingen. Ca. 30 procent kommer nemlig til Hospice Sydfyn på et symptomlindrende ophold med henblik på atter at komme hjem. Det er patienter med komplekse palliative problemstillinger af fysisk, psykisk, eksistentiel eller social karakter, der kræver en tværfaglig indsats. Her kan kosten være afgørende i forhold til eksempelvis underernæring, forstoppelse eller kvalme.

Mad efter patienternes ønske

Denne formiddag kigger smørrebrødsjomfru Lisbeth Lønberg ind til Birthe Rasmussen på hendes stue for at drøfte maden. De aftaler, hvad der skal serveres til frokost, snakker lidt om nøddeallergi og om stedets hjemmelavede proteindrik.

I februar fik Birthe Rasmussen konstateret lungekræft. Hun blev indlagt med vejrtrækningsproblemer og blev efter indlæggelsen overført til Hospice Sydfyn, hvor hun har været i nogle uger.

− Fra at kunne alt, blev jeg bombet tilbage til babystadiet. I starten kunne jeg ikke spise ret meget. Det var hyldebærsuppe og mannagrød, og sygeplejerskerne måtte lejre mig og hjælpe med maden. Mit mål var fra starten at komme hjem igen. Lægerne kan ikke gøre mig rask, men det er ikke til at vide, om jeg har et år eller ti tilbage, forklarer hun.

Birthe Rasmussen skal efter planen hjem om en uge. Indtil da nyder hun maden og den omsorg, der følger med.

− Det er lidt som et hotel: Der er meget at vælge imellem, og man kan bare sige til, fortæller hun med et smil.

Måltiderne er stjernestunder

Kontakten med patienterne er en del af hverdagen for det kost- og ernæringsfaglige personale. De besøger patienterne på stuen og taler med dem i spisestuen og i køkkenet, hvor både patienter og pårørende har adgang til et anretterkøkken, hvor de kan hente lette retter eller snacks.

− Det betyder noget for patienterne at være medbestemmende i forhold til maden, så de får det, de kan lide, siger Lis Lønborg. Derfor er vi i tæt kontakt med dem hele tiden. Og det samme er vi med sygeplejerskerne. Hvis en patient skal have mere eller mindre flydende kost, snakker vi om, hvad vi kan tilbyde.

Køkkenet tilbereder også mad med modificeret konsistens, når der er patienter, der har behov for det.

Tværfagligheden i spil

Hospice Sydfyn har plads til 12 patienter. I køkkenet arbejder ud over Lis Neumann og Lisbeth Lønberg også kok Johanne Hansen. I fællesskab laver de mad til patienterne, men også til de pårørende og til personalet. Alle spiser så vidt muligt sammen i spisestuen netop for at opmuntre til samtale og samvær over et godt måltid, hvor fokus måske for en stund kan flytte sig væk fra patienternes alvorlige situation.

Målet er at tilberede mad efter sæsonen. Maden skal desuden være genkendelig, men alligevel have et moderne twist. Og så er små anretninger alfa og omega, så de småtspisende kan opleve glæden ved f.eks. at spise en hel, om end meget lille, kartoffel eller en karbonade i miniformat.

Ud over den fælles faglighed i køkkenet er tværfaglighed afgørende for at hjælpe patienten.

− For sygeplejerskerne er det naturligt at tænke i medicin. Hvis en patient er forstoppet, nævner de måske Movicol. Og her kan vores tilgang være en øjenåbner: Vi foreslår f.eks. en hjemmelavet sveskejuice lavet på æblejuice, forklarer Johanne Hansen som et udtryk for, at man som kost- og ernæringsfaglig tænker i at justere på maden som helhed − måske mangler der fibre, måske væske.

Tværfagligheden kommer også i spil, når en patient mangler appetit. Køkkenet har en lang række små tilbud, der kan friste i hvert fald nogle patienter. Det kan være små stykker frugt på en pind, hjemmelavet flødeis, sorbet, eller små mundfriskere i form af isterninger af ananassaft eller ingefær/citron, som kan pirre spytproduktionen og være med til at afhjælpe mundtørhed. Og der bliver taget godt imod alle tilbud.

− Vi får meget positiv respons også fra sygeplejerskerne, som er glade for at kunne hente de særlige tilbud. Det giver dem noget at gribe fat i, når patienterne har det svært, siger Johanne Hansen.

Mad rører følelserne

Hospicechef Marianne Horstmann prioriterer mad og måltider højt.

− Maden er essentiel, og det er vigtigt med medarbejdere, der laver god mad og præsenterer den lækkert i små, små portioner, siger hun. Både mad og måltider kan vække minder, som bliver omdrejningspunktet i samtalerne ved bordet. Her er patienterne ligeværdige, og her er der er basis for at skabe stjernestunder.

For de kost- og ernæringsfaglige er også madens følelsesmæssige betydning helt uomgåelig, og der bliver lavet ønskekost. Hver dag, understreger Lis Neumann. Hun fortæller om tre patienter, der hver aften drak et glas vin sammen. På et tidspunkt skrev en sygeplejerske en seddel til køkkenet om, at den lille gruppe drømte om gule ærter og porsesnaps. Lis Neumann greb stafetten og fik med pedellens hjælp hentet snaps og kød, og til frokost stod den ønskede ret på bordet.

− Jamen, de havde jo tårer i øjnene! Det er skønt at få lov til sådan noget. På den måde er mit arbejde vældigt livsbekræftende, siger Lis Neumann.

FAKTA

Den palliative indsats

Palliativ betyder lindrende. En palliativ indsats er målrettet mennesker med en livstruende sygdom og omfatter fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige problemstillinger − hvor også en ernæringsmæssig indsats er aktuel. Indsatsen bør, når der er behov for det, sættes i gang tidligt i forløbet og ikke først, når patienten er uhelbredeligt syg. Da mange af patienterne har kontakt til både sygehus, almen praksis og kommune, har det stor betydning, at de fagprofessionelle samarbejder om indsatsen.

Det palliative team

Teamet består oftest af læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere, kost- og ernæringsfaglige og eventuelt præst og psykolog.

 

Palliativ ernæring kræver særlig viden

Når en patient er uhelbredeligt syg og forventes at have en begrænset levetid, skal ernæringen tilpasses patientens behov.

Størsteparten af patienterne kommer fortsat på hospice for at dø, men de senere år er der stadig flere patienter, der kommer på et lindrende ophold. De har behov for at få løst problematikker eksempelvis omkring medicinering, forstoppelse, manglende appetit eller andet, som ikke kan klares med den kommunale indsats.

− Det betyder, at maden både skal være en del af plejen til den døende patient, og en del af behandlingen til de patienter, der skal hjem igen. Og de patienter som mod forventning kommer hjem igen og får en god tid, når der for eksempel bliver taget hånd om en sejlivet forstoppelse, og der kommer flow gennem tarmen. Det kan få patienten til at live op igen, fortæller Hanne Heinrich.

Hanne Heinrich er klinisk diætist med speciale i palliativ ernæring. Hun vejleder kræftpatienter og har holdt kurser blandt andet for det kost- og ernæringsfaglige personale på Hospice Sydfyn.

Maden skal lindre

Hanne Heinrich hæfter sig ved, at maden på et hospice skal spille flere roller. Og en af de vigtige er, at den skaber minder og serveres så smukt og hjemligt som muligt.

− Det er et felt, som kostfaglige på hospice er specialister i, siger hun. Men derudover skal maden afhjælpe specifikke symptomer eller bivirkninger af den behandling, patienterne får.

− For eksempel kan lugtesansen sætte gang i den følelsesmæssige hukommelse, hvor syn og smag mere er den faktuelle. Når nogle patienter har nedsat lugtesans, kan man tænke i at forstærke madens duft. Man kan for eksempel rive citronskræl hen over citronfromagen. Når skeen kommer til munden, stimuleres lugtesansen massivt, forklarer hun.

En forringet spytsekretion med mundtørhed som følge er en anden problematik, der også kan afhjælpes med særlig mad.

− Hvis der ingen spytsekretion er, kan man selvfølgelig ikke aktivere den. Men hvis den er forringet, kan man stimulere den med papaja og ananas, som patienten får som små, stykker frossen frugt, der kan cirkulere i munden.

Mad med en særlig konsistens

Et hyppigt problem hos palliative patienter er fejlsynkning som følge af dysfagi. Det er et meget alvorligt problem, som jævnligt overses, mener Hanne Heinrich.

Mange kræftpatienter har som følge af deres sygdom eller af behandlingen desuden ikke længere kontrol over de mange små muskler og nervefunktioner, som er involveret i tygning og synkning. De får derfor ikke lukket strubelåget ordentligt, og hver gang de synker, kan der løbe lidt mad ned i lungerne.

− Det kan være ubehageligt, og det kan give alvorlige komplikationer i form af lungebetændelser. Problemer med at tygge og synke kan også medføre manglende lyst eller ligefrem frygt for at spise og drikke og være årsag til underernæring eller dehydrering.

− Madens konsistens har derfor afgørende betydning for patienter med dysfagi, konstaterer Hanne Heinrich.

Ingen mad kan også gøre gavn

Når patienten er definitivt døende, er det ikke længere hensigtsmæssigt at indtage mad.

− Det er vigtigt at acceptere, at patienten siger nej tak til mad. Sokrates sagde langt tilbage i tiden, at man ikke dør, fordi man holder op med at spise. Man holder op med at spise, fordi man skal dø, og det er vigtigt at hugge det budskab ud i sten, som Hanne Heinrich siger.

Det skyldes, at metabolismen i den sidste tid reduceres for til sidst at gå helt i stå. Kroppen bruger de sidste kræfter på vitale funktioner, og omsætter ikke længere de tilførte næringsstoffer.

− Maden fordøjes ikke, og hvis du alligevel giver patienten mad, vil han eller hun opleve smerter, mavekneb og ubehag. Maden gør simpelthen ikke noget godt for patienten på det tidspunkt, understreger Hanne Heinrich, men skynder sig at tilføje, at patienter, der fortsat finder glæde ved maden, selvfølgelig skal have lov til at spise.

− Så ender det måske med en teskefuld, som lige smelter på tungen, og ikke mere, men det betød noget for patienten at lugte, smage, se og mindes.

FAKTA
 

Lindrende ernæringsbehandling  

skal tage hånd om eksempelvis:
•  Smagsforandringer
•  Mundtørhed og svamp
•  Forstoppelse eller diarré
•  Kvalme
•  Manglende appetit
•  Opståede intolerancer
•  Vægttab og underernæring

Kilde: www.palliativ.org − ernæring til den palliative patient

Ernæring til døende

Appetit og lyst til at nyde mad forsvinder gradvist, når man er døende. Biologisk går organerne på vågeblus og kan til sidst ikke omsætte hverken mad eller væske.
Pårørende vil typisk bekymre sig for, om den døende tørster. Ifølge fagfolk er det relevant at give væske, så længe patienten er kontaktbar, men derefter er det ikke længere hensigtsmæssigt, da væsken kan ophobes i kroppen, blandt andet i lungerne. Den døende tørster ikke, men det kan være rart at få fugtet læberne og indersiden af munden.
Patienten sulter heller ikke. Når kroppen ikke længere tilføres energi i form af sukker, går den over til at forbrænde fedt. Fedtforbrændingen øger surhedsgraden i blodet, og det får mange patienter til at opleve nedsat smertefornemmelse og en øget tilstand af velvære.

Kilde: Etik.dk, Kræftens Bekæmpelse

Læs mere

Anbefalinger for den palliative indsats
Den palliative indsats, Helle Nordestgaard Matthiesen og Lotte Brøndum, Gyldendal 2016