Man skal holde godt fast i bordkanten, når Katrine Primdal fortæller om sine mad- og køkkenprojekter, ideer, holdninger og visioner. Hverken barsel eller baby kan holde hende fra at tænke nye tanker og ideudvikle − og selv om det kun er knap tre år siden, hun blev færdiguddannet, har hun allerede sat en del ‘børn’ i verden i kostbranchen. Det er blevet til undervisnings- og madevents, sundhedsprojekter og netværksarrangementer, kampagnearbejde med puljer og fonde i ryggen samt kogebogsprojektet ‘Mad uden pis’, der dog indtil videre er strandet i skrivebordsskuffen. Hjertebarnet er dog ‘KøkkenNinjaerne’, hendes egen madevent- og kursusvirksomhed, som hun driver af hjertets lyst og med klare holdninger til mad og gode råvarer.
Op med kvaliteten og den gode smag
− Jeg synes ikke, at vi rammer mænd godt nok i den generelle sundhedsformidling, derfor åbnede jeg KøkkenNinjaerne i 2013. KøkkenNinjaerne har fokus på mænd og madlavning med et stærkt konkurrenceelement og ingen løftede pegefingre.
− Sideløbende har jeg undervist børn i 6. og 7. klasse i at lave mad helt fra bunden på MADlejr sat i værk af ARLA Fonden. I projektet ‘Det gode unge liv’ for Nordea Fonden tog vi rundt i hele landet med en madbus fuld af smagsprøver og talte med unge på universiteter og tekniske skoler. Og for lige at toppe det er jeg også blevet gift og har fået barn for fire måneder siden, griner Katrine Primdal.
Hun beskriver sig selv som en hverdagshelt, der kæmper for at give folk en hverdag, der også madmæssigt hænger ordentlig sammen. Og så er hun typen, der har gang i mange ting og tør gribe chancer.
− Det handler om at tilføre madlavning mere glæde og lyst. Og så skal maden smage af noget. Et tip er altid at smage til med de fem grundsmage, surt, sødt, salt, bittert og umami for at få en god balance i smagen. Det er en håndgribelig og effektiv måde at få god smag frem i stort set alt.
Spis i tre timer
Katrine Primdal har aldrig haft lyst til at åbne en restaurant eller en café. Hendes mål er at ruste danskerne til at blive bedre til selv at lave mad og helst elske det så højt, at de vælger at højne kvaliteten.
− På flere planer deler jeg tilgangen til mad med mænd − de er derfor også min primære målgruppe i KøkkenNinjaerne. Ligesom dem går jeg ind for ærlig mad, der ikke er pakket ind i fine franske gloser. Jeg gider ikke snobberi, men jeg vil meget gerne diskutere, hvor ringe en kvalitet af fødevarer vi vil være bekendt at fylde i vores køleskabe, siger hun.
Passionen er at se folks begejstring, når de får hænder og tænder i gode, friske råvarer, og hun er ærgerlig over, at mange ser madlavning som en træls opgave, der bare skal overstås.
− Det skal ikke være en belastning at lave mad. Jeg vil motivere folk til at prioritere deres madlavning højere og samles om den med børn, familie og venner. Tænk, hvis vi gjorde som franskmændene, der taler meget mere om mad og sidder ved aftensmaden og taler og spiser i tre timer? Det er da meget mere hyggeligt end al den snak om “lige at skulle affodre børnene, så vi kan hygge os bagefter”.
BLÅ BOG
|