Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 27/08/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 07/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Månedens opskrift: Sild i stimer
Sanne Hansen   [ TEKST ] Ritzau Scanpix [ FOTO ]
Fagbladsartikel 27/08/2019 Styr på strømmen

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Mad til kræftramte er en passion

  • Marie Preisler [ t e k s t ] | Søren Gammelmark [ f o t o ]

Line Dam Bülow er ikke typen, der samler på trofæer, men hun har gemt et brev fra en kræftpatient, som hun har hjulpet til at få sondemad via en pumpe med tilhørende rygsæk.

− Patienten havde fået fjernet struben og kunne ikke tale, men skrev et brev, hvor han takkede mig for støtte og hjælp til at leve med sin sygdom. Det brev har jeg gemt. Hans ord fik mig til at sige “yes”, det er præcis derfor, jeg har det her job, siger Line Dam Bülow.

På Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital er der ingen, der er i tvivl om, at hendes hjerte banker for mad til kræftramte. Her træffer personalet ikke mange beslutninger om patienternes ernæring, uden at hun har en finger med i spillet.

− Jeg har stor indflydelse på den ernæringsmæssige del af behandlingen, fordi jeg er ansat på afdelingen og indgår i afdelingens liv og hverdag. Jeg ser det som en vigtig opgave hele tiden at arbejde på at højne det ernæringsmæssige niveau.

Ikke på den lade side

Ud over at rådgive kræftpatienter udarbejder hun instrukser og underviser læger og sygeplejersker i ernæring og sidder med i diverse tværfaglige udvalg og grupper. At læne sig tilbage og slappe af ligger nemlig ikke til Line Dam Bülow.

Sideløbende med sit fuldtidsjob, har hun taget en diplomuddannelse i sundhedsformidling, og kort efter skrev hun en kogebog om mad til kræftpatienter sammen med en kollega. Hun har også lavet en hjemmeside, hvor hun skriver om ernæring til kræftramte, hun holder foredrag og underviser på diætistuddannelsen i Aarhus.

− Jeg har alle dage interesseret mig for mad og ernæring. Da jeg var lille, skulle jeg altid lette på grydelåget for at se, hvad vi skulle have til aftensmad, fortæller hun.

Langt hjemmefra

Senere var drømmen at blive tandlæge, men i gymnasiet fandt hun ud af, at hun ville være økonoma. Men det krævede, at hun flyttede helt til Aarhus fra Vestjylland, og det var for stort et spring.

− Så jeg blev køkkenassistent i stedet. Og det har været en enorm ressource i mit nuværende job.

Efter et år som køkkenassistent på Skive Sygehus tog hun økonomauddannelsen på Aarhus Amtssygehus. Efter nogle år gik hun i gang med sin tredje uddannelse til klinisk diætist − og fik job allerede inden sin afsluttende eksamen.

− Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg havnede på kræftafdelingen. Men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Der er en fantastisk ånd blandt personale og patienter.

Line Dam Bülow nærmer sig sit 25-års-jubilæum, og hun vil ikke afvise, at det kan blive til 25 år mere, for der er mange projekter, hun endnu ikke har haft tid til at sætte i søen.

− Mit største problem er alt det, jeg gerne vil, men ikke har tid til. Jeg skal lære at prioritere.

Tidligere hang der en lang liste på opslagstavlen med projekter, hun gerne ville i gang med. Men listen er væk.

− Min chef sagde, at jeg måtte stoppe med den seddel, for det var store og tidskrævende projekter, og sedlen forstyrrede mig. Nu er den pillet ned. Men jeg har ikke smidt den ud, siger hun med et lille grin.

BLÅ BOG

 

Line Dam Bülow 

44 år

Klinisk diætist på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Foredragsholder og forfatter til kogebogen Kræft og ernæring. Uddannet køkkenassistent, økonoma og klinisk diætist. Skriver om mad til kræftramte på www.linedambulow.dk

MIN HVERDAG

LOMMEBOG: Jeg går ingen steder uden min kalender og lommebog. Jeg skriver notater om den enkelte patient, når jeg sidder ved sengekanten.  

SPORT: Jeg er startet på yoga for at gøre noget roligt. Jeg troede, det ville kede mig, men jeg er vild med yoga, som kan få pulsen op.     

KØKKENHAVEN: Det bedste er gå ud i min lille køkkenhave efter asparges og salat eller lægge net om bærbuskene.

FAMILIEN: Mine teenagebørn og min mand er utroligt vigtige. Min mand er en vigtig støtte i forhold til mit arbejde og alle mine projekter. 

CYKLEN: Jeg cykler 13 km ind til Aarhus fra landsbyen Søften hver morgen kl. 6. Det er en fantastisk start på dagen. Jeg kører ikke ræs, men der går lidt sport i, hvor hurtigt jeg kan nå frem.