Maddag 2015

Maddag - 9. september 2015

Den 9. september 2015 står der bagt fisk med persille crumble sauterede grøntsager, kartofler og krydderurtedressing på menuen, når der afholdes Maddag 2015 i landets daginstitutioner. Dette for at minde forældre og politikere om, at de har ansvar for at alle børn får et sundt og nærende frokostmåltid hver dag.

Børn har ret til en sund frokost

I dag har ganske få kommuner indført obligatoriske madordninger i børneinstitutioner.  Langt de fleste kommuner har i stedet pålagt forældrene et madvalg hvert 2. år. Her bestemmer forældrene, om de ønsker en frokostordning i institutionen eller børnene fx skal medbringe hjemmesmurte madpakker. Og det skaber en usikkerhed om hvorvidt alle børn får det sunde måltid, som de har ret til.

”Vi ved, at gode måltidsvaner grundlægges i barndommen og at nogle børn får dækket op til 70 % af deres daglige energiindtag i daginstitutionen. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi har fokus på den mad vi serverer for børnene. Det er det, vi vil sætte fokus på med denne maddag”, siger Ghita Parry, fra Kost & Ernæringsforbundet.

Måltidspartnerskabet

Det er Kost & Ernæringsforbundet, FOA og Måltidspartnerskabet, der står bag maddag 2015. Sammen håber de, at eventen vil give anledning til, at forældre og politikere bliver opmærksomme på vigtigheden af, at bevare og indføre madordninger i landets daginstitutioner. Børn har brug for sund mad for at udvikle sig, koncentrere sig og lære nyt. Derfor har en sund frokost, ifølge arrangørerne, stor værdi for både børnene og for samfundet:

”Vi ved som køkkensvarlige, at korrekt ernæring samt duften af veltillavet mad i daginstitutionerne giver glade børn, gode måltidsvaner og bedre livsstilvaner gennem hele livet.”, siger Gina Lisborg, sektorformand i FOA.