Maddannelse som faglig rettesnor

  • Sofie Friberg går tæt på den aktuelle bølge af madkonkurrencer og madevents og stiller spørgsmålstegn ved, om de bidrager til større maddannelse og et løft i kvaliteten af danskernes hverdagsmad.

Af Sofie Friberg, Professionsbachelor i ernæring og sundhed

Begrebet ’maddannelse’ er de seneste år blevet et hyppigt anvendt begreb i forbindelse med mange af de initiativer, der bliver iværksat på mad- og måltidsområdet. Helle Brønnum Carlsen er én af dem, der har forsøgt at indkredse begrebets betydning. Ifølge hende handler maddannelse om det, at gøre os i stand til at træffe kvalificerede madvalg, både som subjekter, i sammenhæng og samarbejde med andre og med moralsk ansvarlighed over for den verden vi lever i. Hermed er maddannelse et komplekst begreb, der dækker over en livslang proces mod handlekompetence på mad- og måltidsområdet.

Netop det at kunne træffe kvalificerede madvalg, er blevet et uomgængeligt vilkår for nutidens forbrugere. Reklamer, mærkningsordninger, anprisninger på fødevareemballage, diverse kure, mødet med nye madkulturer, personlige præferencer og smag er blot eksempler på faktorer, som hver dag påvirker vores valg omkring hvad vi skal spise. Men det er og bliver os selv, der i sidste ende skal vælge og navigere i den endeløse strøm af faktorer, som ofte peger i mange retninger.

Hvis ikke vi får kompetencerne til at kunne træffe kvalificerede madvalg, bliver ansvaret for hvilken mad vi spiser, hvilke råvarer den er tilberedt af, og hvordan disse er produceret, hurtigt lagt i fødevareindustriens hænder. Jeg mener hverken at vi kan eller skal tilbage til den tid, hvor man skulle lave al mad fra bunden; men fødevareindustrien drives af markedskræfter, der ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med hverken vores eller klodens sundhed. Som mad- og sundhedsprofessionel er det derfor yderst relevant netop at beskæftige sig med, hvordan man kan gøre de danske forbrugere oplyste, kritiske og reflekterende, så de kan træffe madvalg på den baggrund. Eller med andre ord, at bidrage til at øge maddannelsen i befolkningen.

Maddannelse er en ikke-målbar proces, som sker i det enkelte menneske. Det vigtige i denne sammenhæng er derfor, at opstille de bedst mulige betingelser for at processen kan forløbe. I praksis handler maddannelse om at tillægge maden en større rolle i hverdagslivet, at opbygge en fundamental viden og få oplevelser og erfaringer med mad- og måltidsområdet. Samtidig skal man lære at sættes denne viden i spil i forhold til vores medmennesker og øvrige omverden. På den baggrund kan man gradvist opnå indsigt i den kompleksitet som feltet indeholder.  

For at forstå denne kompleksitet, er det vigtigt, at vi øger borgernes viden og kendskab til områder som råvarer, ernæring, miljø, madhistorie, fødevarehygiejne, produktionsforhold, smag, æstetik, madhåndværk, madkultur, etik, sæsonkendskab og fødevarepolitik. Ved at fremme læringen på disse vidensfelter øges chancen for at den enkeltes madvalg i højere grad bliver en bevidst proces, som tages på baggrund af mange forskellige faktorer.

I de seneste år er der kommet et massivt fokus på mad. Tv-køkkener og madlavningskonkurrencer rydder sendefladen i bedste sendetid, stribevis af madevents bliver iværksat, og danskernes madkultur er kommet på den politisk dagsorden. Dette giver os som mad- og sundhedsprofessionelle et unikt udgangspunkt for at yde vores bidrag på denne front. Der er masser af udbydere på madområdet, hvis eneste fokus er at være underholdende. Det er der i princippet intet i vejen med! Men så meget desto større betydning har det, at vi som mad- og sundhedsprofessionelle forvalter de mange muligheder, vi får forærende, til at igangsætte interventioner, som kan andet og mere end blot at underholde.

Der hersker imidlertid bred enighed om, at den store bevågenhed, der er på madområdet skal komme alle til gode. Samtidig er den ensidige fokusering på sundhed og kost som middel til at forebygge livsstilssygdomme trådt i baggrunden til fordel for et øget fokus på madkultur, måltider og madglæde. Dette ses bl.a. i forbindelse med etableringen af Madkulturen og i Fødevareministeriets mad- og måltidspolitiske udspil Sund Madglæde fra 2012. Disse tiltag kan ses som et udtryk for en statslig anerkendelse af, at den snævre sundhedsopfattelse, som gennem en lang årrække har domineret sundhedsformidlingen i Danmark, og som har resulteret i en stribe sundhedskampagner og mærkningsordninger, ikke er et brugbart redskab ift. at påvirke alle dele af befolkningen. Også set i lyset af WHO’s brede sundhedsdefinition, som inkluderer både fysisk, psykisk og social velvære, er det godt, at fokus nu bliver bredt ud og rummer andet og mere end vores fysiske sundhed.

Der er imidlertid en tendens til at mange af de initiativer, der bliver iværksat, i deres iver for at skabe øget madglæde, undlader at beskæftige sig med vigtige elementer af betydning for maddannelsen. Disse elementer danner ofte fundament for de aktiviteter der bliver igangsat, men forbliver langt hen ad vejen indforståede for den del af befolkningen, som allerede er bevidste om disse. Herved undlades vigtige diskussioner, fx om god mad skal være ernæringsmæssig sund, økologisk, lokalt produceret eller lavet fra bunden. Set i en maddannelsessammenhæng er dette problematisk, idet maddannelse netop handler om at opnå en øget bevidsthed og indsigt ift. den kompleksitet, som hersker på mad- og måltidsområdet, og ikke om at spise på en bestemt måde  - uanset hvor ”rigtig” denne måde, så end måtte synes. For at dette kan ske, er det selvsagt en forudsætning, at man beskæftiger med disse områder og sætter dem til debat.

Legitimiteten for at vi i dag uddanner flere og flere inden for vores profession er især begrundet ved, at vi arbejder fokuseret på at modvirke den sociale ulighed i sundhed. Dette er ikke nogen let opgave, men ikke desto mindre en vision, der kan angive retningen for de sundhedsfremmende interventioner, som vi er med til at søsætte. For hvis ikke vi målrettet forsøger at nå dem, som ikke kan tage vare på egen sundhed, kan vi ubevidst bidrage til, at der skabes en øget polarisering mellem dem, som er en del af ”madbølgen”, og dem som ikke er det.

Det er ikke til at forudse, hvor længe det massive fokus på madområdet fortsætter, men det er indiskutabelt, at behovet for at kunne træffe kvalificerede madvalg fortsat vil være der i fremtiden. I denne sammenhæng kan vi mad- og sundhedsprofessionelle gøre en forskel, fordi vores faglighed rummer en bred viden og indsigt i mange af de facetter, som har betydning for maddannelsen. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi ikke udelukkende bruger det massive fokus, der er på madområdet til at igangsætte tiltag der kan øge madglæden, men også udnytter muligheden for at igangsætte initiativer med maddannelse som faglig rettesnor. Hermed øges muligheden for, at de ressourcer der bliver brugt, får betydning på den lange bane og også kommer den brede befolkning til gode.

Sofie Friberg er professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og vandt Kost & Ernæringsforbundets bachelorpris foråret 2013 for sin bacheloropgave ’Maddannelse på menuen’. I opgaven analyseres to af Madkulturens initiativer; ’DM i Hverdagsmad’ og ’Kulinarisk Kørekort’. Opgaven konkluderer, at begge initiativer primært er henvendt til den elite, som i forvejen spiser sundt, og problematiserer projekternes mulighed for at bidrage til maddannelse hos den brede del af befolkningen.